Fest med god samvittighed

Der er ingen vej udenom. Vi ved godt, at den grønne omstilling kræver, at vi sætter alle sejl til på alle områder, hvis det skal lykkes. Problemet er, hvordan man bærer sig ad i praksis, når man skal implementere tusind små og store hverdagsforandringer, helst allerede i går. Det kan let ende i en spændetrøje, hvor man føler at man ingenting må og helst skal sidde helt stille uden at foretage sig noget. Det er der imidlertid ingen, der kan holde til i længden. Vi har brug for at gøre noget. Arbejde med noget. Se mennesker. Og en gang imellem har vi brug for at holde en ordentlig fest.

Her kommer en liste med fire områder, der indgår i et brag af en fest, der ikke slår bunden ud af dit CO2-regnskab.

 

Hvem skal med og hvordan

Det allermest bæredygtige er selvfølgelig, at man kun inviterer dem, der bor så tæt på, at de kan transportere sig til festen til fods. Det vil dog nok være de færreste, der har lyst til at være så stringente med deres sociale liv, men heldigvis er der også andet, man kan gøre. Man kan lægge op til at gæsterne vælger en bæredygtig transportform til festen; det kan fx være samkørsel, fælles bus eller bare den lille service det er, at finde tog- og bustider og skrive det ud med invitationen. Så har man gjort det nemt at træffe bæredygtige valg, i hvert fald hvad denne fest angår, og resten må være op til gæsterne.

 

Hvad skal gæsterne medbringe

Hvis festen er en fødselsdag, kan man lave en bæredygtig ønskeliste bestående af oplevelsesgaver i den CO2-neutrale ende, genbrugsting, bæredygtigt producerede ting, hjemmelavede ting – eller eventuelt slet ikke nogen ting overhovedet. Det er dog sjældent en bæredygtig idé at ønske sig billige ting. Den slags gaver har det med at være plasticting af dårlig kvalitet.

 

Menu

Festens bæredygtige menu er sammensat af fødevarer, der opfylder flest muligt af fire kriterier:

  • lokalt produceret
  • plantebaseret
  • uforarbejdet
  • årstidens grøntsager

 

Selvom det er svært at overholde alle fire kriterier for alle ingredienser i måltidet, er det nemt at tilgodese det meste af det for de fleste fødevarers vedkommende. Og så er man allerede kommet langt. Oveni kommer så hensynet til om varerne er økologisk dyrkede, og det er i dag meget få fødevarer, der ikke kan skaffes økologisk, om ikke i dagligvarehandelen så i hvert fald online. Et eksempel er økologisk spiritus som cognac, snaps og vodka.

 

Affald

Festens affaldsproduktion er et nemt sted at sætte ind, hvis festen skal være bæredygtig. Det er altid en god idé at undgå engangsservice til fordel for rigtige glas, tallerkener og bestik. Det giver til gengæld en større opvask, men den kan klares som en stafet med løbende udskiftning, hver gang én af gæsterne slår en seks’er med en terning. Sådan bliver det sjovt og bæredygtigt på samme tid.