Der findes oplevelser, som ikke vil forklares – de vil mærkes. Et velkomponeret festfyrværkeri er sådan en oplevelse. Ikke fordi det bare er stort og larmende, men fordi det – ligesom litteratur – kan skabe rytme, spænding og efterklang uden at sige noget direkte. Man står dér, midt i en menneskekreds, og ser fyrværkeri tegne noget flygtigt på himlen: en begyndelse, en opbygning, et brud, et vendepunkt.

Hvis man skal være lidt trodsig, kan man sige, at meget fyrværkeri er ren prosa: hurtigt, kontant, uden eftertanke. Men festfyrværkeri kan også være poesi. Der er en forskel på at tænde noget af “for sjov” og at bygge et lysforløb, hvor pauserne betyder lige så meget som braget. Litteraturen lærer os, at stilhed ikke er tomhed; stilhed er plads. I et godt show er stilheden den blanke linje, hvor forventningen samler sig, og hvor publikum ubevidst stiller ind på det næste.

Der er noget dybt narrativt i den måde, et festfyrværkeri folder sig ud på. Man kan næsten fornemme, når showet søger sit tempo: først små antydninger, som om himlen prøver sin egen stemme. Så et par højere sætninger, nogle farver, der hænger et sekund for længe, som en metafor, man ikke helt kan slippe. Og så skiftet: et pludseligt tempo, en fornemmelse af, at fortællingen har fundet sit spor.

Man kunne kalde det et sprog. Farverne fungerer som tonefald, bevægelserne som handling. De langsomme, varme effekter har en anden karakter end de skarpe, kølige. Nogle sekvenser føles som et digt med gentagelser og variationer; andre føles som en novelle, der styrer målrettet mod sin centrale scene. Og så er der de øjeblikke, hvor en enkelt effekt står alene, og publikum kollektivt holder vejret. Det er fortællingens nærbillede.

At fyrværkeri virker så stærkt, hænger også sammen med dets ubønhørlige midlertidighed. Det kan ikke spoles tilbage. Man kan optage det på telefonen, ja – men man kan ikke genskabe præcis den samme vind, præcis den samme temperatur, præcis den samme afstand til publikum, præcis den samme fælles reaktion. Det minder om oplæsning: den bedste oplæsning er ikke “bedst” på papiret, den er bedst i rummet, i nuet. Når vi står og kigger op, bliver vi en forsamling, ikke bare individer.

I litteraturen taler man om det, der sker mellem linjerne. I festfyrværkeri kan man tale om det, der sker mellem lysglimtene. Man når at tænke på den, man står ved siden af. Man når at tænke: “Det her er vores aften.” Der findes få kulturelle handlinger, hvor mennesker frivilligt samles i mørke for at kigge op – og alligevel gør vi det igen og igen. Måske fordi vi længes efter at blive overraskede sammen.

Sproget afslører også noget: Ordet fyrværker bruges ikke kun om pyroteknik, men også om mennesker og øjeblikke. “Han er en fyrværker” siger man om nogen, der lyser op, der har energi, der skaber bevægelse i rummet. Det er en metafor, der afslører, hvordan vi bruger det visuelle til at beskrive det følelsesmæssige. Når man vælger festfyrværkeri til en markering – bryllup, jubilæum, byfest – er det også, fordi man ønsker at give aftenen et ikonisk billede. Ikke et billede, der bare kan gemmes, men et billede, der sætter sig.

Der ligger et håndværk bag den oplevelse, som kan være let at overse, netop fordi det føles ubesværet. Håndværket er den usynlige redigering: at vide hvornår man skal holde igen, hvornår man skal skifte tone, hvornår man skal lade noget få lov at hænge i luften. Ligesom en redaktør kan stramme en tekst, så den står skarpere, kan en iscenesættelse stramme et show, så det rammer dybere.

Det er derfor, festfyrværkeri – når det er bedst – ikke føles som en række tilfældige udbrud, men som noget, der har retning. Som noget, man kan være i, mens det sker. Man kommer ikke nødvendigvis ud på den anden side med en “lære” eller et budskab, men man kommer ud med en klang. Som sidste side i en roman, der lukker bogen uden at lukke tanken. Himlen bliver mørk igen, men det er ikke den samme mørke. Den er fyldt med efterbilleder: farver, der stadig svæver et sted bag øjnene, og sætninger, man bliver ved at gentage for sig selv – uden helt at vide hvorfor.