XY af Nicole Boyle Rødtnes

Og det var så min anden Nicole Boyle Rødtnes bog! Den er ikke så god som Over sløret (Ilttyv, #1) men den har et værdisæt som jeg virkelig sætter pris på og jeg anbefaler bogen til nutidens unge!

I XY  møder vi Asta som viser sig at være en XY-pige; genetisk set er hun en dreng – selvom hun ser ud som en pige. Asta er 15 år gammel og har svært ved at finde hendes plads i verden igen. En dag møder hun dog Christoffer – under forfærdelige forhold – og de bliver hurtigt gode venner. Sammen bekæmper de deres dæmoner og kommer i bedring.

I den her tid hvor der er så meget snak om LGBTQ+ er der ikke nok bøger som omhandler plusset i den sammenhæng. Og for den sags skyld heller ikke transeksualitet, selvom der kommer flere og flere. Der er en masse bøger som omhandler homoseksuelle og deres kamp, men ikke nok som omhandler den resterende del af den ligning – hvorfor er det de bliver udeladt?
Selvom jeg ikke er den største fan af selve historien i XY er jeg helt klart tilhænger af alle de værdier og budskaber som Nicole Boyle Rødtnes formår at udsende ved hjælp af XY. Dette er en af de bøger som er et musthave på alle skolebiblioteker!

Jeg har aldrig hørt om en XY-pige før, men jeg finder det særligt interessant. Jeg er ked af at Asta, og at nogen overhovedet, skal igennem sådan en forfærdelig periode hvor de er midt imellem køn uden egentlig at have tænkt over det før. Asta er som nævnt 15 år gammel og det er i forvejen en turbulent tid hvor man begynder at finde sig selv – det var det i hvert fald for mig – og så oveni det mister hun hele sin identitet pg.a. hendes diagnose som XY-pige. Asta er en utrolig tapper pige som ikke lader sig kue af alt det dårlige i hendes liv, selvfølgelig hjælper hendes nye ven Christoffer meget, men Asta er mere hårdhudet end man indser ved første blik.

Hvis man skærer helt ind til benet er XY egentlig den gængse ungdomsbog, pige møder dreng osv., men pg.a. af alle disse specielle kvaliteter som de hver især har, så skiller XY sig fuldstændigt ud af mængden. Den er ulig nogen anden bog med LGBT værdier som jeg har læst, og jeg tror ærlig talt at det er den første af sin slags – jeg har i hvert fald ikke hørt om andre.

Jeg kan se XY blive brugt i mange skoleprojekter da det er en perfekt bog til skolebrug. Den er interessant, fængslende og har en anderledes handling end andre ungdomsbøger som vi finder nutildags. Igen, så er det altså et musthave for skolebiblioteker, for jeg er sikker på at mange unge som finder sig selv i en situation, hvor de ikke helt ved hvem de er, kan lære meget af at læse XY for den handler dybest set om at finde sig selv – hvis du spørger mig.

For at opsummere; så anbefaler jeg stærkt denne bog til nutidens ungdom!

 

XY af Nicole Boyle Rødtnes. Udgivet af Alvilda i oktober 2015. Modtaget til anmeldelse fra forlaget. 194 sider. 3.5 ud af 5 stjerner. 
goodreads, saxo

1 kommentar

  1. […] I kan læse min anmeldelse af bogen her. […]

Skriv et svar

CommentLuv badge