Ved første blik, Løgnens træ

…. jeg vil dele den første paragraf, mine tanker om det første, eller de første, kapitler og mine forventninger til resten af bogen

 

Løgnens træ er en bog jeg har kigget på i lang tid – jeg har endda været tæt på at købe den flere gange. Dog vidste jeg ikke at den ville udkomme på dansk. Jeg var derfor utrolig overrasket da jeg modtog en overraskelsespakke fra Turbine som bl.a. indeholdte et eksemplar af Løgnens træ. Planen var egentlig at læse den inden udgivelsen, nu hvor jeg modtog den i så god tid, dog har jeg kun fået læst første kapitel så det bliver et ved første blik indlæg!

Løgnens træ er et træ som næres ved løgne og som bærer frugter, der kan afsløre de dybeste hemmeligheder. Faiths far omkommer under mystiske omstændigheder og hun vil komme til bunds i det. Faderen har holdt dagbog og hun falder over løgnens træ – et træ som faderen vogtede med sit liv.

For at være ærlig er jeg ikke glad for omslaget, den er dyster og perfekt til efteråret – og passer godt med udgivelsen, det er jo Halloween. Men jeg er ikke den store fan. Det ser dog ud til at være det originale cover, så det er ikke Turbines skyld. Nu hvor det er sagt er jeg ikke den store fan af nogen af omslagene, der er dog et fint et med et æble på forsiden. Omslaget passer dog godt på historien og titlen og det giver helt klart et indtryk af en mere gotisk og dyster læseoplevelse – det gør første kapitel for den sags skyld også.

 

Båden bevægede sig i en kvalmende, vedholdende rytme, som når nogen går og gumler på en rådden tand. Også øerne, som lige netop var synlige gennem tågen, lignede tænder, syntes Faith. Ikke tænder som de fine, hvide klipper ved Dover, men slidte, knækkede tænder, der stak ud i skæve vinkler mellem de hakkende, grå bølger. Arbejdsomt tøffede postbåden sig vej igennem, mens den hostede røg op i himlen.

 

Første kapitel foregår på en båd, som paragraffen fint informerer os om. Vi møder Faith, som er vores 14-årige hovedperson, og får et lille indblik i det liv hun har haft indtil nu. Hendes moder, Myrtle, er forfærdelig. Jeg har simpelthen så ondt af Faith, hendes fader, pastoren, lader ikke til at være specielt omsorgsfuld og det er moderen i den grad heller ikke. Faiths yngre bror, Howard, får mere omsorg end Faith, i hvert fald fra moderen.
Faith er indtil videre fascinerende. Hun har en nysgerrighed, en hunger efter viden – af alle former – men hun lader ingen vide det. Hun gemmer den væk og kalder den ‘dét’ i frygt for at et navn vil give den mere magt. Jeg glæder mig til at lære Faith bedre at kende og se hvordan fortællingen går, nu hvor vi allerede ved at faderen dør.

Selvom jeg er interesseret i historien og ser frem til at læse videre har jeg altså ikke fået læst mere end 1 kapitel på snart 2 uger. Jeg krydser fingre for at jeg hurtigt bliver opslugt af fortællingen!

 

Løgnens træ af Frances Hardinge. Udgives af Turbine idag, d. 31 oktober 2016. Modtaget fra forlaget som gave. Orig. titel: The Lie Tree. Orig. udgivet i maj 2015. 
Køb bogen her; saxo og plusbog

Skriv et svar