Væddermændenes nat af Tobias Stenbæk Bro

*Reklame* Anmeldereksemplar fra forlaget. 

Væddermændenes nat er første bind, ud af fem, i en ny fantasyserie kaldet Et varsel om Storm. Det er Tobias’ debut og jeg var så heldig at få lov til at lære ham og bogen lidt bedre at kende under Fantasyfestivalen tidligere i år, hvilket i kan læse mere om her. Tobias understreger dog, at det er voksne og ikke børn eller unge, som er målgruppen for serien. 

Væddermændenes nat møder vi brødrene Storm, Cedrik og Rodrik. Storm er 16, Cedrik 17 og Rodrik 18 hvilket jeg har det lidt sjovt med nu hvor Tobias har understreget at det er fantasy til voksne, men jeg tænker mere at det er grundet de eksplicitte og grafiske scener (sex og vold – ikke at der er meget af det) og at han gerne vil væk fra den opskrift som ungdomsfantasy ofte har. Væddermændenes nat er nemlig delt op i flere dele, der er en drøm i starten, dernæst et stykke om Den Gyldne Vædder, Bog 1 (hvor vi lærer karaktererne og deres verden godt at kende), så Bog 2 (hvor det rigtig går i gang) og til slut endnu en kort del. Nogle gange går ungdomsfantasy alt for hurtigt igang med historien og i nogle tilfælde har man ikke knyttet sig til karaktererne på daværende tidspunkt eller også går det simpelthen for hurtigt til at følge med i hvad der sker og derved forstå historien. Alle de førnævnte punkter kan dog også være til stede på én gang.  Min teori er derfor at det er det han vil væk fra og muligvis have lidt flere muligheder i forhold til grafiske scener af forskellig art, at der ikke er låg på fordi målgruppen ikke er gammel nok til det. Uanset hvad nød jeg dog historien, jeg følte bare det var på sin plads at snakke lidt om det. 

I begyndelsen var jeg umådelig glad for Cedrik, men jeg indså inden længe at han ikke helt var fyren for mig. Han er mere boglig end de to andre, Cedrik vil nemlig gerne studere til læge (igen) mens Storm er mere impulsiv og friluftsmenneske og Rodrik drømmer om at blive ridder og giftes med drømmepigen. Cedrik er dog også ret impulsiv og har intet imod at være sammen med andre folks koner. Jeg er dog glad for hans kærlighed til bøger og uddannelse og i særdeleshed følgende citat; 


Men sådan var det med bøger. Hver bog var en skat, hvis egentlige værdi ikke kunne gøres op i guldsole eller sølvmåner. Den var forskellig alt efter hvem der læste den. 


En karakter som virkelig interesserer mig er deres far, Sir Alfrik. Jeg havde fra starten af en fornemmelse af at han er mere end hvad han giver sig ud for at være og selvom jeg endnu ikke ved det hele så fik jeg ret i at der er mere til ham end hvad øjet lige ser. Han er en umådelig interessant karakter. 

Jeg er ret overrasket over hvor hurtigt vi bliver sat ind i bl.a. religionen i Agamore. Allerede inden man rammer side 50 har man hørt om det og selvom det ikke helt bliver udfoldet så synes jeg det lød spændende og jeg håber da vi får mere af den slags i de næste bøger. I nogle bøger kommer man aldrig ned i den slags og i denne får man det introduceret i første kapitel. Jeg klager i hvert fald ikke. 

Væddermændenes nat er ikke high fantasy men subtil fantasy. Det er først i Bog 2 at vi egentlig får en smag på magien i bogen men det som fylder mest er stadig karaktererne og deres historie. På sin vis er jeg lidt ked af at der ikke er mere af fantasygenren til stede, for fantasy er uden tvivl min favoritgenre, men historien er stadig interessant og jeg ser frem til at læse videre i serien.

Under læsningen af bogen sad jeg med ASMR på fjernsynet. Min favorit blandt dem jeg har brugt er uden tvivl The Green Dragon Inn fra Lord of the Rings og jeg synes den var perfekt til Væddermændenes nat. Jeg kan derfor anbefale at sætte den på mens man læser bogen, det tilføjer noget helt specielt til stemningen hvis i spørger mig.

Alt i alt nød jeg bogen, men jeg er nu glad for at jeg var bevidst om at det var subtil fantasy fra start af, for jeg er ikke i tvivl om at jeg havde haft et problem med det hvis ikke. Som nævnt ser jeg frem til at fortsætte serien til foråret hvor bind to udkommer og jeg er spændt på hvor historien fører hen. Jeg håber dog at der i næste bog er et kort for jeg nyder at have kort i fantasybøger så jeg kan følge karakterernes færd gennem verdenen og det savnede jeg lidt i denne.
 

Trigger warning: voldtægt



Væddermændenes nat (Et varsel om Storm, #1) af Tobias Stenbæk Bro. Udgives af Turbine i dag d. 9. oktober 2018. Modtaget til anmeldelse fra forlaget. 317 sider. 4 ud af 5 stjerner. 

Skriv et svar

CommentLuv badge