Tusinde etager af Katharine McGee

Tusinde etager foregår i New York i år 2118. Det er første del i en ny science fiction ungdomsserie som er perfekt til fans af Gossip Girls og Pretty Little Liars. Jeg læste prologen og det første kapitel i forbindelse med udgivelsen, i begyndelsen af måneden, og jeg havde ikke lyst til at lægge den fra mig for at skrive ved første blik-indlægget som jeg havde planlagt til udgivelsesdagen (indlægget kan findes her). Jeg havde for så vidt ikke planer om at læse bogen men blot begyndelsen så jeg kunne skrive indlægget. Det endte dog med at jeg fik færdiglæst bogen samme dag som den udkom. Umulig at slippe igen!

Tusinde etager foregår, som nævnt, i New York i år 2118. Der er nu et højhus med tusind etager. Din etage i tårnet viser din status i samfundet og vi får lov til at følge karakterer fra vidt forskellige etager. Vi følger i alt 5 karakterer;

  • Leda. Bor i den øverste del af tårnet. Hun er bedsteveninder med Avery og forelsket i Atlas, Averys bror. Speciel karakter som jeg ikke havde meget tilovers for – hvilket nok også er meningen.
  • Eris. Bor også i den øverste del af tårnet men grundet sørgelige omstændigheder må hun flytte ned på de lavere niveauer. Virkelig sød pige som finder sig selv undervejs.
  • Rylin. Bor sammen med sin søster på de lavere niveauer. Hun mænger sig både med folk fra de øverste lag men også fra de lavere. Hun mistede sin mor og må derfor arbejde for at forsørge sig selv og søsteren.
  • Watt. Hacker som bor på de lavere niveauer. Han begynder at mænge sig med dem på de højere niveauer igennem bogen.
  • Avery. Den perfekte pige som bor på 1000. etage. Hendes forældre har designet hende til perfektion – de har fjernet alle de dårlige gener så hun fremstår perfekt. Hun er dog forelsket i en, som hun aldrig nogensinde vil kunne få.

Det var interessant at følge så mange karakterer. De er hver især genkendelige og man har ikke noget problem med at finde ud af hvem man følger fra gang til gang. Jeg elskede at lære Eris at kende og jeg så frem til at ske hvad der skete med Avery og fyren hun var forelsket i. Der skete så meget undervejs og jeg kan uden tvivl forestille mig det som en ny tv-serie.

Tusinde etager er science fiction – men ikke som vi kender det. De fleste science fiction bøger foregår enten i rummet eller er fyldt med fremtidig teknologi. Tusinde etager er på ingen måde din gængse science fiction bog eller serie. Den foregår i fremtiden og der er ny teknologi som er vævet naturligt ind i historien – det er på ingen måde overvældende. Det hele virker så naturligt og du bliver introduceret til det i små bølger så man tænker ikke videre over teknologien. Jeg elsker at det blot er en af vores elskede tv-serier som foregår ude i fremtiden – for det er i bund og grund hvad det er.

Selvom jeg havde svært ved at lægge Tusinde etager fra mig har jeg et par kritikpunkter. Det er dog en debut, så meget af det er forståeligt og tilgiveligt!
En af de eneste problemer jeg havde med bogen er, at jeg ikke forstår den verden og de omgivelser den foregår i. Vi har tårnet med de tusind etager som indeholder både butikker og shoppingcentre, motionscentre, parker man kan løbe i, restauranter, skoler på flere niveauer, en masse lejligheder og meget, meget mere. Dog er der også en verden udenfor tårnet, man kan stadig køre på vejene og flere af husene står stadig. Man kan også rejse til andre lande – hvor de ikke har tårne men blot ser ud, nogenlunde, som de gør nu. Jeg ville ønske at vi havde fået mere at vide omkring hvordan det hele fungerer, for det undrede mig en del igennem bogen.
Mit andet problem var slutningen. Den var alt for meget lig Pretty Little Liars og den ødelagde en del for mig. Jeg ser dog stadig frem til at læse efterfølgeren som jeg uden tvivl skal have fat i når den udkommer.

Jeg anbefaler uden tvivl Tusinde etager. Jeg kan forestille mig at mange unge som ikke er glade for at læse kan få øjnene op for bøgerens verden ved at læse Tusinde etager.

 

Tusinde etager (Tusinde etager, #1) af Katharine McGee. Udgivet af Gyldendal i februar 2017. Forhåndseksemplar modtaget som gave fra forlaget. Orig. titel; The Thousandth Floor (The Thousandth Floor, #1). Orig. udgivet i august 2016. 464 sider. 4 ud af 5 stjerner.
Køb bogen på, bl.a., plusbog eller saxo.

Skriv et svar

CommentLuv badge