Try a Chapter #1, unhaul edition

Jeg har længe været fan af ‘Try a Chapter’-tagget og jeg har endda lavet en version af den som ‘Book Taste Testing TBR‘. Try a Chapter handler om at man udvælger 3-5 bøger fra bogreolen hvorefter man læser første kapitel i hver bog og beslutter hvilken bog man så vil læse derefter. Perfekt til hvis man er lige så ubeslutsom som jeg er. Så er der en ekstra udgave af den, hvor man udvælger bøger man har overvejet at gå af med eller er i tvivl om hvorvidt man nogensinde får læst, for at finde ud af hvilke man rent faktisk vil af med og hvilke man vil beholde og læse. Det er denne udgave jeg vil lave i dag. Det er dog ikke sikkert at jeg har tænkt mig at gå af med nogen af bøgerne, jeg kan jo være heldig og få 5 bøger som jeg stadig er interesseret i.Det er en anden fordel ved tagget; måske får du øjnene op for nogle bøger du havde glemt du havde.
Book Taste Testing TBR er hvor man udvælger en større bunke bøger og udvælger en TBR af dem, fremfor kun en enkelt bog.

I denne omgang har jeg ladet kæresten udvælge 5 fuldstændig tilfældige bøger fra den ulæste side af bogreolen. Siderne, og ikke ryggene, står med fronten udad, og han har derfor heller ingen anelse om hvilke bøger han vælger før han har dem i hånden. Han endte med 5 bøger i vidt forskellige genrer; jeg har en klassiker, en science fiction roman, en historisk roman, realistisk fiktion og en mystisk bog, som lyder som noget metafiktion. Han har også besluttet sig for at jeg skal læse dem i en bestemt rækkefølge; ældst til yngst.

 


The Scarlet Letter af Nathaniel Hawthorne

En bog jeg længe har haft lyst til at læse men aldrig rent faktisk har taget mig sammen til at læse. Jeg er altid intimideret af klassikere, selvom jeg ofte nyder at læse dem når jeg først er gået igang. Det ser også ud til at jeg skal gøre mig klar til en 30 sider lang introduktion når jeg beslutter mig for at læse den!
Efter at have læst første kapitel, blot 1,5 side, er jeg stadig overbevist om at jeg skal læse den. Bogen omhandler Hester Prynne som bliver dømt for utroskab og dermed skal gå med et rødt ‘A’ på brystet.

 

Farezone 4 af Richard Preston

Endnu en bog som længe har været på både reolen og min TBR-liste. Jeg lånte bogen for et par år siden af en bekendt og jeg endte med at aflevere den tilbage uden at have fået læst den. Vi fandt den derefter til en 20’er Korskro markedet, eller noget lignende, og den har samlet støv lige siden. Det er den sande historie om dengang Ebola-virussen udbrød. jeg troede blot det var en historie om en dødelig virus. Nu er spørgsmålet dog om jeg rent faktisk er interesseret i bogen eller om den skal ud.
Nope. Jeg har ikke engang formået at læse første kapitel for den siger mig ingenting.

 

Forfatteren forsvinder ind i sin roman af Jens-Martin Eriksen

Dette er den førnævnte ‘mystiske’ bog. På bagsiden står der nemlig at det er en roman i en roman i en roman inde i Deres eget hoved, og det er bare begyndelsen. Jeg er dog spændt på hvorvidt jeg finder den værd at læse eller ej.
Endnu et nej herfra! Jeg formåede heller ikke at læse dette kapitel færdig. Historien er umådelig mystisk og jeg har, på den hårde måde, lært, at det ikke er noget for mig.

 

Water for Elephants af Sara Gruen

En bog jeg oprindelig købte til min mor, var ked af at skille mig af med, og købte et eksemplar til mig selv. Den har dog ikke stået på hylden i lige så lang tid som de andre bøger.
Prologen var interessant nok, men første kapitel blev ikke læst færdig denne gang heller. I prologen ser vi hvordan en kvinde dræber en mand i et cirkus, vores fortæller, Jacob, ser det, og han stopper nogenlunde med at snakke derefter af frygt for at fortælle det til andre. I første kapitel er Jacob nu 90 år gammel og bor på et plejehjem.

 

There but for the af Ali Smith

Sidste bog i stakken! Bogen omhandler et middagsselskab hvor en af gæsterne beslutter sig for at låse sig inde på et af soveværelserne og ikke kommer ud igen; der går dage, uge og måneder.
Den skal uden tvivl læses. Den er mystisk men ikke på samme måde som Forfatteren forsvinder ind i sin roman. Jeg er i hvert fald interesseret i at se hvor historien løber hen.

 


 

Jeg havde egentlig forventet at der kun var én enkelt bog jeg skulle af med ud af de fem, og det ser ud til at det blev til hele 3. Problemet er dog at jeg ikke har lyst til at gå af med Water for Elephants, selvom jeg egentlig ikke føler for bogen. Den får derfor lov til at blive hængende lidt længere, men hvis den ikke er læst inden året er omme burde den nok ryge ud. Jeg går derfor af med Forfatteren forsvinder ind i sin roman og Farezone 4.

 

Hvordan beslutter i hvilke bøger i skal gå af med, eller går i ikke af med bøger overhovedet?

Skriv et svar

CommentLuv badge