Til døden os skiller af Michelle Richmond

*Reklame* Gave fra forlaget Klim

Til døden os skiller er en ny psykologisk thriller, en ægteskabs-thriller for at det ikke skal være løgn. Jake og Alice modtager en dag en mystisk gave og ender med at blive medlemmer af Pagten, en eksklusiv klub som værner om ægteskabet. Det kan dog være livsfarligt at bryde reglerne og inden længe vil Jake og Alice gerne ud af Pagten.
Jeg modtog bogen fra Klim, indpakket og med et kort som lød ‘Til en Ven. Tænk dig om, før du åbner…’. I begyndelsen tænkte jeg ikke mere over det, end at man skal tænke sig om før man åbner, i og med at det var en thriller. Det giver dog god mening når man har læst bogen eller hvis man blot ved hvad den handler om. Alice og Jake burde nemlig have tænkt sig om før de valgte at åbne gaven og tage imod medlemskabet.

Til døden os skiller vandt mit seneste Try a Chapter tag. Jeg læste første kapitel og havde ikke lyst til at slippe bogen igen. Historien begynder meget mystisk, Jake sidder nemlig i et fly med en forslået kæbe og indtørret blod men er umådelig rolig. Han spørger piloten hvor de er på vej hen og sætter sig dernæst tilbage for at spise sin sandwich. Da han kommer hjem siger Alice at han i det mindste er kommet hjem i ét stykke og spørger hvad der skete. Meget speciel begyndelse, men jeg havde lyst til at læse videre med det samme.

Selvom jeg var positivt overrasket over historien har jeg stadig en del ambivalente følelser omkring den. Jeg har ting som jeg virkelig nød ved historien, som jeg ved ikke er for alle. Eksempelvis at Jake bliver ved med at opremse statistikker over bl.a. ægteskab og at vi hører en del om Jakes arbejde som terapeut for både voksne, par og unge. Specielt statistikkerne ved jeg kan være tungt, men for mig var det virkelig interessant og noget jeg satte pris på. Jake er også vores eneste fortæller, hvor jeg havde forventet at både han og Alice ville fortælle historien. Det fungerer dog og tilføjer en kærkommen uvidenhed.
Til døden os skiller er heller ikke din gængse thriller, der var lange passager hvor det eneste der bragte uhygge eller frygt var tanken om Pagten som så med. Det uhyggelige er vel egentlig, at man ikke kender til de forskellige straffe i begyndelsen og da man lærer om straffene er det mere ubehageligt og forfærdeligt end uhyggeligt. Den bringer dog masser af gys, selvom jeg er en smule skuffet over slutningen.

Til døden os skiller er allerede anbefalet til et par venner og den skal uden tvivl anbefales i fremtiden også. Det er en thriller ulig andre, både på godt og ondt. Jeg var dog vild med, at den var så anderledes at læse og at den skiller sig ud fra mængden – jeg glemmer den i hvert fald ikke foreløbig! Til døden os skiller er også perfekt til oktoberlæsningen!

 

Til døden os skiller af Michelle Richmond. Udgivet af Klim i september 2017. Modtaget som gave fra forlaget. Orig. titel; The Marriage Pact. Orig. udgivet i juli 2017. 420 sider. 3.5 ud af 5 stjerner. 
Køb bogen på bl.a. plusbog og saxo.

Skriv et svar

CommentLuv badge