The Year Without a Purchase af Scott Dannemiller

*Reklame* Digitalt anmeldereksemplar fra Netgalley.

The Year Without a Purchase er et memoir af Scott Dannemiller om det år hvor han og konen bestemte at de ville have et år hvor de ikke købte unødvendige ting og havde fokus på oplevelser med andre. Dannemiller familien er meget troende, og Gud og religion er derfor en stor del af bogen. Jeg var af en eller anden grund ikke bevidst om det, og selvom det til tider var lige nok for mig, så nød jeg faktisk bogen alligevel.

It’s not that stuff is inherently bad. What makes it bad is the value we place on it. 


Efter at have læst og knuselsket The Happiness Project som stadig er en af mine yndlingsbøger nogensinde, indså jeg at jeg elskede memoirs og projekter – og ofte er det en fantastisk kombination. Det var i bund og grund derfor The Year Without a Purchase interesserede mig, for jeg ville ønske jeg kunne gøre det samme.

Dannemiller sætter nogle regler sammen med konen hvor de kun må købe nødvendige ting som mad, toiletpapir, tandpasta m.m. og hvis en reparation koster mere end en ny. Gaver skal også laves selv eller gå ind under en oplevelse for at det er i orden. De fortæller heller ikke deres to børn hvad der foregår, for at se om de lægger mærke til det eller føler at der er noget anderledes ved året.

Hvert eneste kapitel indledes med et stykke fra Biblen – som jeg hurtigt begyndte at skippe over, og så bliver der til tider snakket om at det var en måde at skære alt ind til benet og komme nærmere Gud. Dannemiller og hans kone har også været missionærer i et år og vil egentlig gerne tilbage til den mere simple tilværelse som de havde der, fremfor et liv med alle de værdiløse ting som ophobede sig. De klarer sig faktisk overraskende godt, selv med to små børn som jo naturligt vil have nogle ting engang imellem. De kommer igennem fødselsdage ved at lave hjemmeeksperimenter – som modtagerne virkelig sætter pris på, eller gavekort fordi det er en oplevelsesgave. En af de sødeste øjeblikke er hvor de giver deres datter et gavekort og hun med det samme tænker at hun skal tage sin farmor med ud at spise hvor hun ringer til hende og fortæller hende det fuld af glæde. Der er så mange fine øjeblikke i løbet af bogen!

Da jeg opdagede at de var ret troende var jeg bange for at det ville blive svært eller tungt komme igennem bogen, men det var det faktisk ikke. Jeg sprang let og elegant over versene fra Bibelen og ellers var det generelt med i historien på en fin måde som ikke var for meget eller for overvældende.

The Year Without a Purchase er en fin bog, som jeg uden tvivl nød, men den får heller ikke mere end 3.5 stjerne fordi jeg ikke var fængslet af bogen eller følte for at finde den frem og læse som sådan. Jeg er dog uden tvivl blevet inspireret af Dannemiller og jeg håber at jeg kan skære ned for forbruget i 2019 også – mest af alt så jeg kan få sparet mere op end jeg hidtil har gjort.




The Year Without a Purchase af Scott Dannemiller. Udgivet af Westminister John Knox Press i august 2015. Orig. udgivet i juli 2015. 273 sider. 3.5 ud af 5 stjerner.

Skriv et svar

CommentLuv badge