The Hate U Give af Angie Thomas

*Reklame* Anmeldereksemplar fra forlaget

The Hate U Give er en af årets vigtigste ungdomsbøger. Den har lagt øverst på New York Times bestsellerliste i 30 uger og er først nu rykket ned som nr. 2. I The Hate U Give møder vi 16-årige Starr som er vidne til mordet på hendes barndomsven, Khalil. Khalil bliver skudt, uden grund, af en hvid betjent og det eneste medierne gør, er at forsvare betjenten og forklare hvorfor det var okay at Khalil blev skudt.
Jeg har, ligesom alle andre, haft lyst til at læse den, og jeg er så glad for at jeg har! Den er nemlig ikke blot vigtig, men også velskrevet og fængslende. 16-årige Starr er nemlig en stærk karakter som trods frygt og trusler nægter at forblive stille. Hun er træt af uretfærdigheden og på grund af hendes rolle som vidne har hun nu en stemme.

The Hate U Give er en af de få bøger som lever op til hypen. Der er blevet talt så meget om den og 30 uger på bestsellerlisten er ikke uden grund. Det tog mig dog desværre lidt tid at komme igang med bogen og en rum tid at læse den, men jeg er stadig umådelig glad for bogen.
Det er også en af de første bøger jeg er stødt på som har en afroamerikansk hovedperson. Størstedelen af karaktererne er afroamerikanere. Jeg elsker at de ikke blot er bi-karakterer som får lov til at forsvinde lidt i baggrunden men at det rent faktisk er dem som er i fokus. Det er ærgerligt vi ikke har flere bøger som gør det, forhåbentlig har Angie Thomas startet en ny bølge af litteratur!

Jeg bed hurtigt mærke i familieforholdene i bogen. Der er nemlig en tendens til at der skal være en del problemer og skænderier i familier i ungdomslitteraturen, selvom det på det sidste heldigvis er stoppet. Starrs familie er på sin vis en sammenbragt familie, men man kan mærke båndet mellem hver eneste af dem og jeg nød stunderne med hendes familie. Hun har en halvbror, og selvom han biologisk set er farens søn, har Starrs mor taget Seven til hende og han kalder hende endda også mor. Deres forhold var helt specielt, på flere måder, og det var ret hjerteskærende at være vidne til. Starr har dog også et vidunderligt forhold til sin far, som jeg på mange måder kan relatere til. Jeg elsker når ungdomsbøger vælger at gøre familien til en prioritet og en stor del af bogen, og det er præcis hvad Angie Thomas har gjort.

Foruden snak om minoriteter har vi også en feministisk, men desværre racistisk, karakter, Hailey. Det ærgrer mig at hun er racistisk, men jeg nød alle hendes feministiske kommentarer. For mig bør der være lighed mellem alle, uanset køn, hudfarve – alt egentlig, men Hailey har desværre ikke samme overbevisning.

Titlen bliver diskuteret en del i løbet af bogen. Den har forkortelsen ‘THUG’ hvilket jo er i direkte korrelation med ‘Thug life’ – hvilket er intentionen. For hvad betyder thug life egentlig og er det evt. en forkortelse for noget? Jeg har i hvert fald aldrig set det som et akronym, men det har Angie Thomas uden tvivl. The Hate U Give Little Infants Fucks Everybody er betydningen ifølge The Hate U Give, og der er forskellige tolkninger af sætningen i løbet af bogen. Jeg elsker at titlen bliver taget op til vurdering en håndfuld gange i løbet af historien, for det har i hvert fald fået mig til at tænke over et par ting.

Alt i alt er The Hate U Give en fantastisk bog som skal læses af alle. Så læs den.

 

The Hate U Give af Angie Thomas. Udgivet af Gyldendal i september 2017. Modtaget til anmeldelse fra forlaget. Orig. titel; The Hate U Give. Orig. udgivet i februar 2017. 378 sider. 4.5 ud af 5 stjerner. 
Køb bogen på bl.a. forlagets egen hjemmeside, plusbog og saxo

Skriv et svar

CommentLuv badge