The Happiness Project, en bog som ændrede mit liv

Vi har nok alle sammen én eller flere bøger som på den ene eller anden måde har ændret vores liv og The Happiness Project er helt klart en af mine. Jeg læste den første gang tilbage i 2013 og jeg har elsket den lige siden. Jeg havde reserveret den på biblioteket, men jeg kan desværre ikke huske hvor jeg egentlig havde hørt om bogen. The Happiness Project blev dog hurtigt hentet med hjem og jeg gik i gang med at læse med det samme jeg kom ind ad døren igen.
The Happiness Project er en af de få bøger som jeg har købt efter at have læst den og ikke før. Og jeg er så glad for at jeg har købt den! Jeg kigger ærlig talt på den dagligt – selvom jeg først har genlæst den nu – og den minder mig om alle de ting jeg lærte i første omgang. Det er en bog som jeg vil have tæt på mig resten af mit liv!

The Happiness Project er et memoir og en såkaldt ’selvhjælpsbog’ – og det er i hvert fald en god blanding af de to! Gretchen Rubin, forfatteren, har valgt at vie et år af sit liv på at blive gladere. Hun er til daglig gennemsnitlig glad, om man så må sige, men hun ved at hun kan være gladere og hun vil gerne udnytte livet til fulde. Bogen er derfor sat op efter måneder og hver måned har 3-5 forsæt eller mål, foruden de forhenværende måneders mål og forsæt, som hun skal følge.

 

I have such a great life, I want to appreciate it more – and live up to it better.

 

Jeg har, som sagt, netop genlæst The Happiness Project, hvilket egentlig er grunden til at jeg skriver dette indlæg. Jeg blev mindet om i hvor stor grad den egentlig påvirkede mit liv, og det var, eller er, på ingen måde en dårlig påvirkning. Der er et specielt forsæt i bogen som hedder ’spend out’ og det ramte mig virkelig. Da jeg var yngre havde jeg altid ting jeg gemte til en anden dag, en dårlig dag eller speciel dag, og der var derfor ting som jeg aldrig fik brugt. Enten det flotte brevpapir, de fine farver, min nye pæne bluse osv. og det havde Gretchen også. Men hvorfor er det vi gemmer det til en anden dag, for der er ingen chance for at den dag kommer, hvorfor ikke nu? Jeg kan huske hvordan jeg bare sad og nikkede under hele det stykke og selv den dag idag, tænker jeg stadig på The Happiness Project når jeg bliver i tvivl.
En anden måde Gretchen hjalp mig på, er en af hendes 12 bude som lød på; Be Gretchen – og i mit tilfælde er Be Amanda Emma. Vi kan ikke ændre på de ting vi finder interessante – og det skal vi heller ikke. Jeg var meget flov over min kærlighed til bøger på det tidspunkt og det var noget jeg ikke ville have at folk skulle vide. Men hvorfor var det jeg undertrykkede mig selv? Jeg læste stadig og var meget glad for bøger men jeg gav mig ikke hen til det som jeg gør nu. Næste problem blev dog at jeg ikke foretrak klassikere fremfor fantasy og lignende problematikker og igen måtte jeg bruge hendes bud! Vi kan ikke ændre på hvem vi er, og det skal vi heller ikke, i hvert fald ikke når det kommer til vores inderste ønsker og passioner.

 

We must exercise ourselves in the things which bring happiness, since, if that be present, we have everything, and, if that be absent, all our actions are directed toward attaining it. – Epicurus

 

Efter at have genlæst hele bogen er jeg endnu en gang inspireret! Jeg er begyndt på at holde dagbog, uanset hvor kikset det end lyder, og det var faktisk rart at få skrevet alle dagens glade øjeblikke ned – ingen negativitet i min dagbog. Og jeg har planer om at jeg også vil have nogle udfordringer hver måned, i en hvilken som helst form.

Jeg kan huske hvor flov jeg var i starten over min begejstring for bogen, men på nuværende tidspunkt er jeg egentlig ligeglad. Selvhjælpsbøger er kiksede, men der er en grund til at de er så populære, og The Happiness Project er ikke den gængse selvhjælpsbog! The Happiness Project inspirerede mig og fik mig til at læse en masse bøger om mindfulness og glæde. Der er dog ingen af dem som har rørt mig på samme måde som The Happiness Project.

 

Hvilke bøger har ændret jeres liv?

Skriv et svar

CommentLuv badge