Temeraire af Naomi Novik

Temeraire er første bind i en længere fantasy/alternativ historie serie som i bund og grund er Napoleonskrigen med drager. Jeg har ikke tidligere været i humør til at læse den, selvom den lyder utrolig interessant, for jeg var bange for at det var en tungere bog – nu hvor der også er et historisk element. Jeg havde desværre ret i at den er tung i det, det er dog hyggelig læsning selvom tempoet er langsommere end jeg er vant til.

Temeraire møder vi kaptajnen Will Laurence som netop har erobret et fransk skib og derved også et drageæg af ukendt oprindelse. Drageægget er tæt på at klække og da der ikke er nogen aviatiker om bord til at opsele dragen trækker de lod og en af hans mænd trækker det korte strå. Det er nemlig ikke velset at blive aviatiker og tage sig af drager. Dragen klækkes og er mere interesseret i Laurence end de andre. Laurence tager derfor opgaven på sig og navngiver dragen Temeraire efter en af flådens skibe.

Der er en del steder i bogen hvor man er forvirret over hvad der egentlig sker, det er dog noget jeg også har oplevet i Uprooted af samme forfatter, så jeg tror det er hendes specielle måde at skrive på. Det er et fint sprog men der er en del fyld.

Temeraire er Tandløs fra Sådan træner du din drage. Han er præcis ligeså legesyg og klog og han er simpelthen bedårende. Du kan ikke andet end at smile når du hører om Temeraire eller bruger tid med ham! Temeraire kan dog snakke, i modsætning til Tandløs, og han er en god samtalepartner for Laurence. Temeraire er også meget glad for at få læst bøger højt, så Laurence læser selvfølgelig højt for ham hver aften. Hvor det i starten var en opgave Laurence ikke ville påtage sig, indser han hurtigt at det er det bedste der er sket for ham. Laurence og Temeraire er det perfekte makkerpar – uanset hvad andre folk siger.
Jeg elsker alle de intelligente drager vi møder løbende gennem bogen og jeg elsker Laurences hengivenhed for drager. Det er i den grad en feel-good bog – når det altså kommer til drager.

Hvis du ikke køber Temeraire og Laurences forhold, eller hvis du ikke kan lide den ene af de to, bliver det nok svært at komme igennem bogen. Størstedelen af bogen er nemlig deres forhold og Temeraires træning, han har nemlig en rolle at spille i krigen. Bogen er helt klart karakter-drevet fremfor drevet af plottet. Krigen optræder i starten og i slutningen af bogen og er egentlig blot tilstede som en mere trykkende atmosfære i resten af bogen. Det er forståeligt at den første bog i en 9-binds serie forklarer verdenen og tager sig tid med at udvikle karaktererne, så det for den ikke hug for hos mig.

Jeg kunne på sin vis godt tænke mig at læse videre i serien, for jeg vil så gerne se mere til Temeraire og Laurence. Jeg kunne derfor godt finde på at lytte til lydbøgerne frem for at læse bøgerne, da jeg derved slipper for den tunge læsning. Bogen anbefales uden tvivl, men med forbehold.

 

Temeraire (Temeraire, #1) af Naomi Novik. Udgivet af Frydenlund, Alhambra i oktober 2016. Modtaget til anmeldelse fra forlaget. Orig. titel; His Majesty’s Dragon (Temeraire, #1). Orig. udgivet i marts 2006. 362 sider. 3.5 ud af 5 stjerner. 
Køb bogen på bl.a. saxo og plusbog.

2 kommentarer

  1. Det er egentlig lidt sjovt, at denne bog er oversat til dansk, for det havde jeg bestemt ikke regnet med, da den er lidt af en niche-bog (blandt andet fordi den er så tung på krigsretorik). Jeg er spændt på, om hele serien bliver oversat. Jeg har læst serien på engelsk, og bøgerne svinger mht. kvaliteten. Her var jeg ikke særlig vild med den 2. bog i serien men læste heldigvis videre. Jeg er generelt positivt overrasket over, hvordan forfatteren bliver ved med at finde på nye plots, der kan drive serien videre, men jeg synes dog, at serien er 1-2 bøger for lang.

    Lidt sjovt du nævner, at det er feel-good-fantasy. Det syntes jeg egentlig ikke, den var – blandt andet fordi der er en scene i bogen, som virkelig fik tårerne frem. Resten af serien er det bestemt ikke, selvom scenerne med Temeraire generelt er hyggelige.

    Glæder mig til at høre, hvad du synes om resten af serien, hvis du fortsætter læsningen 🙂

    1. Jeg var skam også overrasket da jeg så det – præcis fordi det er en niche-bog. For at være ærlig tror jeg dog ikke at hele serien bliver oversat, den har ikke fået så megen omtale så mon ikke den går hen i glemmebogen som en del andre bøger?
      Selvfølgelig er der da nogle scener som giver andre følelser end de mere positive af slagsen, men jeg synes at lige præcis ‘feel good’ delen fylder så stor en del af romanen at jeg med rette kan kalde den feel-goood, for det var den for mig. Selvfølgelig læser man aldrig præcis samme værk, selvom det teknisk set er det samme værk 😉
      Men tak for input! Jeg er dog stadig meget tøvende når det kommer til at fortsætte serien.

Skriv et svar

CommentLuv badge