Støv og stjerneskær af Laini Taylor

Støv og stjerneskær er andet bind i Laini Taylors første trilogi; Ønskekræmmerens datter og der vil derfor være spoilers for første bog i trilogien i denne anmeldelse. Første bog var god og nytænkende, men stadig undervældende (anmeldelse her). Anden bog er noget bedre, men tempoet er stadig ret langsomt hvis du spørger mig. Problemet er egentlig, at Taylors bøger skal have tid. Man skal fordybe sig i dem og bare følge med strømmen fremfor at stoppe op og tænke. Min tålmodighed er dog ikke fantastisk stor for tiden og det har desværre haft en indflydelse på min læseoplevelse. Bogen er dog stadig god, endnu bedre end første bog, og anbefales uden tvivl.

Støv og stjerneskær begynder kort efter Ildenglen. Bogen indledes med et kapitel om Zuzana og Mick – to af Karous venner. Karou er stadig væk og de frygter at hun er død. Det viser sig dog at hun stadig er i live. Hun arbejder sammen med kimærerne i krigen mellem kimærerne og englene, hun er dog mere en fange end noget andet.

Historien er ærlig talt grusom. Vi får udpenslede detaljer om hvordan de slagter hinanden samt beretninger fra dem som kommer tilbage. Vi får dog ikke blot kimærernes side af krigen, vi ser også englenes side. Vi følger nemlig ikke blot Karou men også Akiva.
Jeg er endnu ikke afklaret med hvordan jeg har det med Karou og Akiva men jeg elsker alle de forskellige lag der er i deres historie. De er soulmates og mødte hinanden i Karous tidligere liv. I Ildenglen finder de hinanden igen. Twistet er dog, at Akiva og de andre engle har dræbt Sulfur og størstedelen af de andre kimærer. Deres historie er derfor ikke ligetil og jeg er spændt på hvordan det ender.

Det er særligt interessant at Taylor har valgt en mere bedøvet og distanceret Karou til midterbogen – som oftest er den ‘dårligste’ i en trilogi. Hun bruger dagene på at genoplive de faldne kimærer – eller give levende kimærer nye kroppe. Hun er knap nok tilstede med smerter, næsten ingen søvn og en god portion sorg. Med krigen kørende parallelt med den ‘nye’ Karou er det en helt speciel kontrast som hun formår at skildre. Det er dog et modigt valg at tage for bogen kunne have været umådelig kedelig eller bare intetsigende. Bogen er dog alt andet end det; den er interessant, grusom og den formår at få én til at tænke.

Jeg har nu læst Laini Taylor på både engelsk og dansk, og jeg foretrækker hende helt klart på engelsk. Ved nogle forfattere og oversættere gør det ikke det store om det læses på dansk eller engelsk – men Laini Taylors skrivestil skal altså nydes på engelsk.

Et godt råd er at læse bøgerne i trilogien kort efter hinanden. Man har brug for at detaljerne fra hver bog er friske i hukommelsen da man ellers hurtigt kommer til at fare vild i historien.

 

Støv og stjerneskær (Ønskekræmmerens datter, #2) af Laini Taylor. Udgivet af Bazar i juni 2014. Købt under Bogforum. Orig. titel; Days of Blood and Starlight (Daughter of Smoke and Bone, #2). Orig. udgivet i november 2012. 557 sider. 4 ud af 4 stjerner.
Køb bogen på bl.a. saxo og plusbog

Skriv et svar

CommentLuv badge