Stalker af Michella Rasmussen

Jeg har udskudt at skrive denne anmeldelse i lang tid nu og det er egentlig fordi jeg ikke nærer så mange følelser omkring Stalker som jeg havde håbet. Jeg havde set frem til en mere uhyggelig ungdomsbog hvor hovedpersonen bliver stalket, hvilket jeg også fik, men jeg er ærlig talt skuffet.

Julie er 17 år gammel og får en dag et brev fra en hemmelig beundrer, det lader det i hvert fald til i begyndelsen. Et brev bliver til flere og de bliver hurtigt mere og mere uhyggelige. Jeg fik hurtigt sympati med Julie for hun har det egentlig ikke godt derhjemme, hvilket stalkeren også har lagt mærke til. Hun har gået til ridning i mange år og vundet både pokaler og medaljer, men måtte stoppe efter en ulykke. Efter det er forældrenes kærlighed blevet givet til lillesøsteren Cecilia og Julie bliver irettesat eller skældt ud hele tiden. Hun er simpelthen ikke god nok længere. Du mærker hurtigt denne dynamik i familien, allerede i første kapitel.

Jeg havde utrolig ondt af Julie, for ved bare den mindste positive bemærkning fra forældrene bliver hun glad – selv komplimenterne som efterfølges af en negativ bemærkning. Du kan mærke hvordan hun higer efter forældrenes kærlighed og godkendelse uden at modtage den. Det er hjerteskærende.

Længere inde i bogen indser man også at Cecilia måske ikke har det så godt som Julie render og tror. Selvom deres søskendeforhold får nogle skrammer i løbet af historien blomstrer det også, og det var et af lyspunkterne gennem bogen.

Bogen bliver både fortalt fra Julies synsvinkel og fra stalkerens synsvinkel. Jeg blev positivt overrasket over at vi også ser historien fra stalkerens synsvinkel da det er en af de mange grunde jeg elsker You af Caroline Kepnes – som også er en stalker bog. Vores stalkers kapitler er meget hemmelighedsfulde og jeg gennemskuede ikke hvem det var før vi fik det fortalt. Du får også sympati med stalkeren som historien skrider frem, hvilket jeg egentlig forbløffes over. Det er ikke helt så sort og hvidt som man skulle tro og det kunne da også være interessant at læse den med de psykologiske briller. For stalkerens familiedynamik er også langt fra hvad den kunne være, han har det i hvert fald heller ikke godt.

Det første brev Julie modtager er egentlig meget sødt, og jeg forstår godt hvorfor de betegner ham som en hemmelig beundrer, for det er han. Han vil redde Julie fra hendes familie, det tager bare overhånd og hans beundring bliver til stalkning i stedet.

Jeg læste bogen på et par timer, for den er ikke særlig lang og man bliver hurtigt optaget af hvem stalkeren egentlig er. Jeg blev dog stadig efterladt med en ‘meh’-følelse for det er hverken en god eller dårlig bog, den er sådan lidt midt imellem. Jeg er dog sikker på at mange andre vil få glæde af den.

 

 

Stalker af Michella Rasmussen. Udgivet af Tellerup i juni 2016. Modtaget til anmeldelse fra forlaget. 213 sider. 3 ud af 5 stjerner. 

Skriv et svar

CommentLuv badge