Stålhjerte af Brandon Sanderson

Stålhjerte af Brandon Sanderson er en bog jeg har set frem til i lang tid men alligevel har udsat. Jeg læste The Final Empire (Mistborn, #1) tilbage i 2014 og jeg prøvede at komme videre i serien men det er endnu ikke sket. Ritmatikeren blev mit andet, officielle møde med Sanderson og nu Stålhjerte det tredje. Jeg har et stort problem med at læse serier færdigt – selv hvis jeg har alle bøgerne på hylden. Sanderson har dog endnu ikke skuffet mig, så jeg ved ikke hvorfor jeg bliver ved med at udsætte hans værker.

Stålhjerte er første bog i trilogien om Fortropperne. Trilogien skiller sig ud fra resten af hans forfatterskab ved at være en dystopi fremfor fantasy. Historien finder sted et godt stykke ude i fremtiden hvor nogle mennesker har fået særlige evner og derved er blevet ‘episke’. Hver episk har dog deres styrker og svagheder, og hver af dem er unik på deres helt egen måde. Det helt specielle ved dette er dog, at det er de episke der er skurkene frem for heltene. Fortropperne har som de eneste mennesker valgt at bekæmpe de episke i stedet for bare at acceptere det eller flygte ud af byerne – som de episke nu råder over.
Atmosfæren i Stålhjerte er interessant. En episk kaldet Nattevælde har lagt hele Newcago – det gamle Chicago – hen i mørke og det er derfor mørkt døgnet rundt. Hele byen er nu også lavet af stål og der er gange under jorden hvor man kan bo hvis man stadig gerne vil have elektricitet og rindende vand. Det er dog én stor labyrint så man skal være heldig hvis man kan finde rundt dernede. Det er så trykkende og dystert og så vidunderlig interessant – omend klaustrofobisk til tider.

Vi møder David Charleston i begyndelsen af bogen hvor han blot er 8 år gammel og møder Stålhjerte for første gang, David får en idé om hvad Stålhjertes svaghed er og hans liv er i fare. Han formår dog at flygte og historien bliver taget op igen 10 år senere, kort efter at David er fyldt 18, blevet myndig og flyttet ud for sig selv. David har nemlig endelig fundet Fortropperne og nu vil han aflægge audition for at komme med i gruppen.

Stålhjerte har et højt tempo, så siderne bliver vendt med stor hastighed og bogen er læst på nul komma fem. Man bliver hurtigt suget ind i historien og man kan ikke andet end at spekulere over hvad de forskellige episkes svagheder er – for nogle af dem er meget syrede. Der er nemlig noget satirisk over Stålhjerte, både de episkes navne, styrker og svagheder siges med et glimt i øjet og det er måske for at sætte alt det her med helte og antihelte på spidsen. Jeg elsker i hvert fald hvad han har gjort!

Det eneste citat jeg har markeret i bogen er det nedenstående fordi det sætter så mange tanker igang. Bogen i det hele taget får én til at overveje ting man måske aldrig har tænkt videre over, men lige præcis dette citat har stor betydning for historien i det hele taget. Vi ved at magt korrumperer og med Trump ved vi også at det nogle gange bare er forfærdelige mennesker der får magten – men er der styr på tingene på en eller anden måde, eller er det ren tilfældighed?

 

De undrede sig over den totale mangel på menneskelighed, som mange episke udviste. Slog de episke ihjel, fordi Kalamit – hvad grunden så end var – kun valgte at give evner til forfærdelige mennesker? Eller slog de ihjel, fordi mægtige evner korrumperede mennesker og gjorde dem uansvarlige?

 

Stålhjerte er på sin vis en afsluttet historie og jeg er spændt på hvordan historien fortsætter i Ildkamp. Jeg har allerede læst novellen Mitose som finder sted mellem Ildkamp og Stålhjerte og jeg ved stadig ikke helt hvad jeg skal forvente af Ildkamp. Jeg ved hvad jeg frygter, og jeg håber virkelig ikke at det er den vej historien tager.

 

 

Stålhjerte (Fortropperne, #1) af Brandon Sanderson. Udgivet af DreamLitt i 2015. Modtaget til anmeldelse fra forlaget. Orig. titel; Steelheart (Reckoners, #1). Orig. udgivet i 2013. 374 sider. 4 ud af 5 stjerner. 
Køb bogen på bl.a. saxo og plusbog. Læs et uddrag af bogen her

2 Replies to “Stålhjerte af Brandon Sanderson”

  1. […] at det er de episke der er skurkene og ikke heltene. Mitose er en novelle som finder sted mellem Stålhjerte og Ildkamp og er ikke nødvendig at læse for at forstå historien. Det er derfor blot en lille […]

  2. […] tråden fra Stålhjerte op. Hvis man har læst Mitose har man også en forforståelse for hvordan verdenen ser ud efter […]

Skriv et svar

CommentLuv badge