Skildpadder hele vejen ned af John Green

*Reklame* Modtaget til anmeldelse fra forlaget

Skildpadder hele vejen ned er John Greens nyeste bog. Den har været længe undervejs og der er delte meninger om både denne bog og resten af hans forfatterskab. Skildpadder hele vejen ned handler om unge Aza Holmes som lider af både angst og OCD i form af tankespiraler. Aza Holmes afspejler til dels John Greens egne sindstemninger, han lider nemlig selv af denne type angst og OCD, men han har taget kreative friheder for at være i stand til at skrive om det (kilde). Efter at have læst den første paragraf vidste jeg, at bogen blev god;

 

Første gang jeg blev klar over, at jeg muligvis var en fiktiv karakter, gik jeg på en helt almindelig skole, der hed White River High School, som lå i den nordlige ende af byen Indianapolis. Her forlangte stærke udefrakommende kræfter af mig, at jeg skulle spise frokost på et bestemt tidspunkt – mellem 12.37 og 13.14 for at være helt præcis. Hvis disse kræfter havde tildelt mig et andet tidsrum til min frokostpause, eller hvis dem, jeg spiste sammen med havde valgt et andet samtaleemne denne septemberdag, ville min historie have fået en anden slutning – eller i det mindste en anden midte. Men det var så småt ved at gå op for mig, at dit liv er en historie, der fortælles om dig, ikke en du selv fortæller.

 

Og det fortsætter i den dur. Aza har interessante tanker som uden tvivl provokerer læseren til at vurdere det selv samme. Hun føler sig ikke i kontrol, og det er nok derfor at tanker som forfattere og historier du er hovedperson i funderer hos hende. På sin vis har Aza lidt Sheldon Cooper fra The Big Bang Theory over sig, men hun er langt mere empatisk. Hun er uden tvivl en interessant karakter som en del vil kunne spejle sig i, eller i hvert fald lære fra.

Skildpadder hele vejen ned er på sin vis præsenteret som en detektivroman, men det er den langt fra. Den begynder måske som en detektivroman da faren til en gammel ven pludselig forsvinder og der er en dusør for at finde ham og Aza og veninden Daisy beslutter sig for at finde ham. Den idé falder dog hurtigt i baggrunden da Aza og Davis, sønnen til den forsvundne mand, genfinder deres venskab som lige så stille bliver til mere. Det er mere en historie om kærlighed, venskab og om at finde sig selv og acceptere hvem man er. John Green har også formået at gøre historien forunderligt forudsigelig og uforudsigelig på samme tid. Det er en bog med løse ender og en slutning som provokerer, men jeg elsker at Green har ladet karaktererne tale for dem selv og holde sig tro mod dem selv.

Jeg skal gerne indrømme at jeg umiddelbart ikke havde planer om at læse bogen da jeg har været skuffet over hans andre  bog bøger, bortset fra The Fault in Our Stars som jeg elskede og Paper Towns som jeg ikke har læst. Som udgivelsen nærmede sig blev jeg dog mere og mere interesseret og da forlaget kontaktede mig angående et anmeldereksemplar kunne jeg umuligt sige nej. Skildpadder hele vejen ned var dog ikke helt så god som The Fault in Our Stars, men den skuffede ikke. Jeg nød i hvert fald at lære Aza at kende og det er fedt at John Green har baseret en stor del af Aza på sig selv.

 

Skildpadder hele vejen ned af John Green. Udgivet af Høst & Søn i oktober 2017. Modtaget til anmeldelse fra forlaget. Orig. titel; Turtles All the Way Down. Orig. udgivet i oktober 2017. 279 sider. 4 ud af 5 stjerner. 

2 Replies to “Skildpadder hele vejen ned af John Green”

  1. Jeg er så enig i, at Green skal have kæmpe skulderklap for, at skrive en slutning der er tro mod hans karakterer (omend jeg ville have ønsket mig andet).

    1. Jeg ville skam også gerne have haft en anden slutning, men det er også rart at det ikke går op i en højere enhed af en eller anden grund. Mystisk, men jeg holder i hvert fald fast i at han fortjener ros for at holde sig tro mod hvem han er.

Skriv et svar

CommentLuv badge