Skabt for dig af Louise O’Neill

Skabt for dig af Louise O'Neill

*Reklame* Anmeldereksemplar fra forlaget.

Skabt for dig er en dystopisk-feministisk historie, som finder sted i en verden hvor kvinder er fremstillet og designet fremfor født. Kvinder, eller ‘evaer’ er altså genstande hvis eneste formål i livet er at tjene og tilfredsstille mænd. Med sine 540 sider er Skabt for dig en større, dystopisk, feministisk, enkeltstående (!!!) ungdomsbog som uden tvivl tog mig med storm.


“…Nok er i designet til at være perfekte, men der er altid Plads til Forbedring.”

Da jeg påbegyndte bogen og ramte de 50-100 sider var jeg overbevist om at det ville blive en bog jeg gav 5 stjerner og det holdte også stik indtil halvvejs igennem bogen hvor freida, vores hovedperson og fortæller som også er kaldet nr. 630, begyndte at gå mig på nerverne. Jeg fik nok af at hun gik frem og tilbage mellem at være såret, sur, irriteret og hvordan hun fulgte megan, den mest populære evas, mindste vink selvom hun havde en indre kamp hver eneste gang og egentlig ikke kunne lide hende.

Historien er vidunderligt interessant og jeg elsker at lære deres verden, eller mangel på samme, at kende. Piger, eller evaer, bliver fremstillet på Skolen hvor de også vokser op og bor indtil de bliver 16 hvor Arvingerne – de udvalgte drenge som skal føre arten videre det år – begynder at komme på besøg for at vælge deres kone. Arvingerne vælger også hvem der bliver konkubiner og dem de overhovedet ikke vil have bliver indlemmet i de kyske, lærerinderne på skolen. Der bliver også designet tre gange så mange evaer som der fødes arvinger for at være sikker på at efterspørgslen til hhv. koner og konkubiner bliver stillet.
Jeg er stadig lidt rystet over hvor lidt valg evaerne rent faktisk har. De skal holde sig inden for en idealvægt – ellers får de kalorieblokkere, må tabe sig, bliver tvunget til at tage på eller andet i den dur, de har ingen direkte indflydelse på hvorvidt de bliver koner, konkubiner eller en af de kyske, de bestemmer heller ikke hvem de finder sammen med uanset om de bliver koner eller konkubiner, for det er selvfølgelig mændenes valg og de må ikke engang opfordre til at en af Arvingerne skal vælge dem. De må vel egentlig kun bestemme hvad de vil spise ud af nogle forskellige valg, hvor de gerne skal udvise mådehold og deslignende og altid vælge det sunde måltid, og så må de vælge deres tøj og makeup.

Jeg sad ofte og læste små passager op for kæresten som mente at de var lige så satiriske eller voldsomme som jeg gjorde. Jeg elsker når forfattere tør sætte pointer på spidsen samt skrive så satirisk som Louise O’Neill gør i Skabt for dig. Bogen er uden tvivl en provokation, men hvor The Power af en eller anden grund bliver misforstået af folk som ikke mener det er satirisk, er der ingen tvivl om at Skabt for dig er.

Skabt for dig var alt i alt en fænomenal bog, selvom jeg fik nok af freida til sidst og slutningen sagde mig heller ikke det store – men O’Neill holder dig ikke i hånden og giver sukkersøde slutninger. Selv i urealistiske historier holder hun slutningen så realistisk som mulig ift. historiens virkelighed, og det gør hun nu godt. Jeg endte derfor med en rating på 4 stjerner. Det er indtil videre en af de bedste bøger i 2019 og jeg har på fornemmelsen at den bliver der i et godt stykke tid, for er du gal jeg var fanget af historien.

2 Replies to “Skabt for dig af Louise O’Neill”

  1. Hold da op – nu har jeg fået helt lyst til at læse den. Tak for en fed anmeldelse!

    1. Mange tak for din kommentar Michella! Det er så fedt at vide når vi inspirerer andre til at læse bøger. Jeg håber du nyder den når/hvis du ender med at gå igang med den 🙂

Skriv et svar

CommentLuv badge