Sigurd fortæller Danmarkshistorie af Sigurd Barrett

Eksemplarer modtaget til anmeldelse fra Novia.dk

I løbet af marts lærte jeg en god sjat danmarkshistorie fra Sigurd Barrett gennem hans to bøger; Sigurd fortæller Danmarkshistorie bind 1 & 2. Jeg har aldrig været god til historie og selvom jeg gennem litteraturen, historisk fiktion specielt, er blevet mere interesseret i det, har jeg aldrig haft lyst til at åbne en historiebog. Sigurd fortæller Danmarkshistorie formåede dog at gøre mig interesseret i vores lands historie og jeg lærte uden tvivl en hel del gennem læsningen. Hvor jeg førhen har set det som en pligt at lære historie blev det her interessant og jeg læste af ren lyst. Danmarkshistorien var heller ikke tung læsning på denne måde og jeg nød virkelig at lære mere om Danmark og vores historie gennem Sigurds fortællinger – uanset om jeg er målgruppen eller ej.

Sigurd Barrett er ikke en mand jeg har haft den største interesse i. Jeg kan huske at have set Sigurds bjørnetime dengang jeg var yngre, men mere fordi det var det man gjorde og ikke noget jeg så frem til. De sidste par år har jeg dog set en masse ‘Sigurd fortæller’-bøger florere rundt omkring og jeg blev ærlig talt nysgerrig. Jeg må også erkende at der i hvert fald er noget om snakken, for Sigurds skrivestil og måde at fortælle på er fængslende og jeg ser frem til at læse hans andre bøger.

Min favorit af de to bind var uden tvivl bind 1, udelukkende fordi jeg synes ældre historie er langt mere interessant end nyere historie, og jeg kendte til en stor del af den nyere historie i forvejen. Desværre er der i bind 1 nogle ord engang imellem hvor jeg er meget i tvivl om hvorvidt målgruppen rent faktisk forstår dem eller har mødt dem før og bind 2 har taget det i den anden retning og forklarer nogle ord jeg ikke er sikker på har behov for at blive forklaret. Det er dog det eneste problem jeg har med de to bøger, for jeg synes gennemgangen af historien var i top og ligeledes var illustrationerne.

Bøgerne er illustreret af Jeanette Brandt som har et fint udtryk i forhold til målgruppe og tekst. Jeg nød uden tvivl hendes fine streger og jeg kan nok godt indrømme at det kun gjorde det nemmere at læse om Danmarks historie.

Ifølge boksen som bøgerne kom i, og klistermærket på forsatsen i bind 1, skulle der følge en gratis lydbogsudgave af bøgerne med. Jeg har dog forsøgt at følge instrukserne, men umiddelbart er jeg ikke i stand til at få den gratis lydbogsudgave. Muligvis fordi det var hos Riidr som nu har skiftet navn til Politiken Books. Det var nemlig meningen jeg ville have knyttet en kort kommentar til lydbogen, da jeg er stor fan af lydbøger, men det er umiddelbart ikke muligt. Jeg tænker dog at vejen frem når det kommer til Sigurd fortæller Danmarkshistorie er at læse bøgerne for at man får det hele med og eventuelt supplere med lydbogen eller højtlæsning hvis det skulle ønskes.

 

Sigurd fortæller Danmarkshistorie bind 1 & 2 af Sigurd Barrett. Illustreret af Jeanette Brandt. Udgivet af Politikens forlag i 2016. Modtaget til anmeldelse fra Novia.dk. 275 og 269 sider. 4.5 og 4 ud af 5 stjerner. 

Skriv et svar

CommentLuv badge