Rent blod af Sidsel Sander Mittet

Rent blod er første del i trilogien om Morika. Jeg må indrømme at jeg er så imponeret over historien – og nu hvor jeg faktisk har læst hele trilogien kan jeg ærligt sige at den høje standard i Rent blod bliver holdt gennem alle tre bøger. Fantastisk serie!

Morika falder i genren ‘high fantasy’ hvilket betyder at det foregår i en helt anden verden. Sidsel Sander Mittet har kreeret et fantastisk univers som jeg håber jeg kan tilbringe mere tid i, i fremtiden. På nuværende tidspunkt har jeg stadig Krøniken om Morika serien (trilogien?) til gode. Jeg prøver dog at holde ud så lang tid jeg kan, for der går noget tid før næste bog udkommer. Det er ærlig talt ulideligt det her.

Rent blod møder vi 6 venner; Aubr, Drur, Moe, Korau, Oryn og Eshri. Visdomslærlingen Eshri og krigerlærlingen Korau er vores to fortællere. Jeg begyndte hurtigt at elske vores to fortællerstemmer da vi har en som tænker før hun handler – Eshri – og en som handler for derefter at tænke – Korau. Vi fik to vidt forskellige vinkler på historien og to vidt forskellige stemmer, helt klart et fantastisk aspekt ved historien – og det er faktisk gennemgående gennem alle 3 bøger.
Aubr blev hurtigt en favorit hos mig. Ham og Moe er et par og de er simpelthen så søde! Aubr snakker som ridderne i gamle sange og han er meget musikalsk. Han fik hele tiden et smil frem på mine læber – han er bare en fremragende karakter.
Eshri og Oryn danner også par – hvilket jeg faktisk ikke er stor fan af. Oryn er også visdomslærling selvom han, ifølge faderen, burde være krigerlærling. Ikke at Oryn ikke kan kæmpe, men han vil ikke have noget at gøre med sin fader eller sin adelslægt for den sags skyld. Eshri er sød og uskyldig, og Oryn er der da også til at passe på hende og beskytte hende – men jeg er ikke særlig glad for Oryn!
Alle de navne var svære at hitte rede på i starten men du betragter hver af de 6 karakterer som nære venner ret hurtigt. Jeg havde det dog sjovt med at udtale nogle af navnene, for jeg har ingen anelse om hvordan jeg får udtalt det ‘r’ i ‘Aubr’. De specielle navne er dog med til at transportere dig til denne vidunderlige verden som Sidsel Sander Mittet har lavet. High fantasy er ikke noget vi ser meget af hos danske forfattere, det gør jeg i hvert fald ikke. Uanset hvad er det dog en fantastisk trilogi og jeg vil bare have mere.

Selvom vores fortællerstemmer er vidt forskellige får vi alligevel at vide hvem vi følger i starten af hvert kapitel. Dette sætter jeg virkelig pris på da jeg tit er blevet irriteret over bøger som netop ikke gør det og hvor det er svært at kende forskel på stemmerne. Et andet plus er at der er LGBTQIA aspekter i bogen – som i ved jeg er stor tilhænger af – og jeg elsker at det bare er et faktum selvom det ikke er accepteret i deres verden som sådan. Aubr og Moe er et par og mere er der ikke i det, hvad de andre i Morika synes må så være op til dem, men det er ikke noget stort som det er i andre bøger med samme værdier.

På 300 sider sker der forunderligt meget. Vi bliver taget med på en rejse rundt i Morika og vi hører både myter og sagn om gamle dage. Vi lærer en masse om landet og de forskellige racer, og vi kommer helt tæt på nogle enestående karakterer. Det var en hæsblæsende rejse som jeg stadig ser tilbage på med et smil på læben. En vidunderlig begyndelse på en fantastisk trilogi.

 

Jeg havde æren af at møde forlaget og forfatteren til Fantasyfestivalen i år, hvor jeg også kom hjem med Sidsel Sander Mittets, indtil videre, 4 bøger. Sidsel kendte i forvejen bloggen – hvilket jeg ikke har været i stand til at glemme siden. Hun er så sød og interessant en person, og jeg håber at jeg en dag kan lære hende bedre at kende. Hun skriver i hvert fald fantastisk, så jeg kan i det mindste læse hendes værker indtil da.

 

Rent blod (Morika, #1) af Sidsel Sander Mittet. Udgivet af Forlaget Facet i april 2015. Modtaget til anmeldelse fra forlaget. 322 sider. 4 ud af 5 stjerner. 
Kan købes her; plusbog, saxo og Forlaget Facet

One Reply to “Rent blod af Sidsel Sander Mittet”

  1. […] glæden af at møde hende. Sød er hun også. Anmeldelsen af forgængeren, Rent blod, kan i finde her. Denne anmeldelse vil selvfølgelig indeholde spoilers for Rent […]

Skriv et svar

CommentLuv badge