Release af Patrick Ness

Release er Patrick Ness’ 10. bog og den toppede desværre heller ikke A Monster Calls som er hans bedste værk hvis i spørger mig. Release er dog god på mange måder, men den lever ikke helt op til nogle af hans andre værker, jeg tror dog at den ligger på 3. pladsen mellem Vi andre bor her bare og Mere end det indtil videre. Det er i hvert fald det jeg efter lang tids tænken er kommet frem til. Med Patrick Ness’ værker er det meget hit eller miss selvom jeg beundrer ham som person. Det skal dog ikke afholde mig fra at læse hver eneste bog han skriver.

Release er tættere på Patrick Ness eget liv end nogle af hans andre værker, selvom han ofte har en homoseksuel karakter som hovedperson eller i hvert fald med i bogen. Historien omhandler det at være homoseksuel i en dybt kristen familie og vi følger 17-årige Adam Thorn.
Bogen er knap 300 sider lang, men alligevel tog det mig en del tid at komme igennem den. Jeg var ikke fanget af historien på samme måde som jeg plejer at være og jeg var ikke stor fan af det overnaturlige element. Jeg elsker ideen med at det er en ånd som går på jorden, men jeg ville ønske at de to sideløbende historier var mere forbundne end de egentlig er.

Adam Thorn er søn af en præst og det at være homoseksuel er en synd. Hans forældre ved det godt, inderst inde, og de har prøvet at komme med hentydninger til hvor forkert det er. Blandt hans venner og resten af byen ses det ikke som et problem men som en del af livet hvor hans familie ser meget ned på det. Hans far mener endda at det er hårdt arbejde at elske ham som følge. Historien er på mange måder følelsesladet samtidig med at den føles distanceret.
Hvor nogle af Ness’ tidligere værker har haft meget mere end homoseksualitet som tema har denne næsten udelukkende det i fokus. Der er ingen spiseforstyrrelser eller psykiske lidelser og jeg kan godt lide at der bliver sat fokus på LGBT-temaet i denne. Det er ikke nødvendigt altid at have det hele med, og det viste sig endda at være en pointe i bogen. Det viser også at Ness kan gøre meget med lidt, han behøver ikke alle disse temaer og lidelser for at skrive en god historie.

Patrick Ness har også ladet sig inspirere af Virginia Woolfs Mrs. Dalloway, i forhold til rammen om historien, og For evigt af Judy Blume. Af de to værker har jeg kun læst Mrs. Dalloway og de lægger sig fint op ad hinanden. Begge foregår i løbet af en enkel dag og de første linjer minder endda også om hinanden. En fin lille detalje som jeg sætter pris på.

Release er en god fortælling om en ung homoseksuel dreng, som også har en meget sød kæreste – jeg er i hvert fald stor fan af ham. Jeg nød historien selvom den ikke fastholdte mig og fik mig til at læse videre. Patrick Ness er en af de forfattere som virkelig kan skrive en god historie, selv når den ikke rammer én på alle punkter. Jeg anbefaler Release vidt og bredt, men det skal siges at der er en del grafiske scener i bogen så den anbefales ikke til den yngre del af ungdommen.

 

Release af Patrick Ness. Udgivet af Gyldendal d. 4. maj 2017. Modtaget til anmeldelse fra forlaget. Orig. titel; Release. Orig. udgivet d. 4. maj 2017. 288 sider. 3 ud af 5 stjerner. 
Køb bogen på bl.a. forlagets egen hjemmeside, saxo eller plusbog

Skriv et svar

CommentLuv badge