Praktisk filosofi med børn

*Reklame* Eksemplar modtaget til anmeldelse fra forlaget.

Praktisk filosofi med børn går i dybden med metoden; praktisk filosofi. Kapitlerne går igennem hvad praktisk filosofi er, spørgsmål som inviterer til filosofiske samtaler med elever eller børn, forskellige metoder, det dannende aspekt og meget mere. Praktisk filosofi er noget jeg udelukkende har hørt om i forbindelse med specialiseringer, men ikke noget som jeg har haft viden om før nu. Jeg er dog, efter læsningen af bogen, blevet overbevist om, at det er en metode jeg vil bruge i min kommende praktik, samt når jeg er færdiguddanet.

 

Det handler kort fortalt om, at vi gennem nysgerrige samtaler hjælper børnene til, at de selv tænker over og opdager hvem de er, hvad de har mulighed for at vide, og hvordan de bør handle.

 

Der bliver nævnt væsentlige temaer som viden, venskab, kærlighed, retfærdighed, ansvar m.m. Det er en metode som indbyder til at eleverne reflekterer over hvad de får at vide og de spørgsmål de stiller. Hvis man nu bliver spurgt af en elev om man synes han/hun er klog, skal man fremfor at svare spørge dem ‘hvad vil det sige at være klog?’. Derved får man dem til at tænke og reflektere over, hvad de ord de bruger egentlig betyder, og hvad de måske dybest set mener og håber at få ud af deres oprindelige spørgsmål.
Praktisk filosofi med børn giver dig ikke blot belægget for at bruge metoden men også idéer til aktiviteter og øvelser, lister med filosofiske spørgsmål til de forskellige fag, idéer til filosofiske spilleregler og gode råd. Den indeholder alt hvad du har brug for, for at komme igang med at bruge praktisk filosofi.

Udfordringen ved metoden kommer når man som lærer skal acceptere at man ikke skal komme med svar, og at man ikke ved alt. Eleverne skal selv bruge deres viden til at finde svar på deres spørgsmål. Jeg synes dog også det er en styrke at have; ingen kan vide alt og at lægge nogle af de væsentlige temaer op til børnene gør, at de måske indser at man heller ikke som lærer ved alt. At man ikke behøver at vide alt. Metoden lægger selvfølgelig også op til selvstændighed og dannelse. Jo før man lærer at tænke dybere over tingene, jo bedre. Metoden viser også at vi tager dem alvorligt, at vi lytter til dem, og det er kun en fordel hvis du spørger mig.

 

Filosofien er væsentlig, fordi den minder os om, hvor vigtigt det er, at vi tænker os grundigt om, og den giver os redskaber til at gøre det.

 

Praktisk filosofi kan også implementeres på alle alderstrin og i alle fag. For mit vedkommende synes jeg at det i kristendom ligger lige til højrebenet, men du kan praktisk talt bruge det i hvert eneste fag. Det handler blot om at vide hvordan man bruger det hensigtsmæssigt, og hvordan du gør spørgsmålene tilgængelige for eleverne.

Praktisk filosofi med børn henvender sig dog ikke blot til lærere og kommende lærere, men også pædagoger og andre voksne som vil lære at tale mere filosofisk med børn.

 

Praktisk filosofi med børn af Michael Højlund Larsen. Udgivet af Akademisk forlag i 2003. Modtaget til anmeldelse fra forlaget. 132 sider. 

Skriv et svar

CommentLuv badge