Papmaché-reglen af Hella Joof

*Reklame* Juni-August har jeg et samarbejde med Storytel hvor jeg hver måned anmelder én lydbog. Min mening om lydbogen er som altid min egen.

Papmaché-reglen er nonfiktion. Den består af 25 regler universelle regler; Hella Joof har altså ikke selv fundet på reglerne, men nedskrevet regler som allerede gælder i vores hverdag. Den efterlader i hvert fald en del stof til eftertanke – efter man stopper med at grine selvfølgelig. Hella skriver selv;

 

Denne bog handler om, hvordan livet er og hvilke regler, der gælder. Den handler om, hvad man skal gøre for at blive glad og lykkelig, og hvad man endelig ikke skal gøre. Man kommer nok til at gøre det alligevel, men så er der heldigvis en regel, der træder i kraft. For livet er et mirakel og vi er her for at være glade og elske hinanden. Det ved jeg helt bestemt.

Kærligst
Hella

 

Jeg har aldrig været fan af Hella Joof. Jeg har vidst hvem hun var, men jeg har aldrig været interesseret i hverken hende eller hvad hun har lavet eller været med i. Jeg manglede dog en hurtigt lydbog, da jeg på ingen måde er i humør til dem lige for tiden, og Papmaché-reglen dukkede op. Lydbogen er blot 3 timer lang, og efter at have set den alle steder var jeg interesseret i at høre hvad det egentlig var for noget, og hvorvidt den er omtalen værd. Jeg må indrømme at den i den grad er omtalen værd, og jeg nød at lytte til Hella læse bogen op mens jeg tog opvasken og ordnede haven. Hvis jeg finder et fysisk eksemplar til billige penge skal den helt klart med hjem!

En del af reglerne har jeg hørt før, bl.a. under læsningen af The Secret af Rhonda Byrne for mange år siden. Det er nemlig sådan at positiv tænkning får dig langt, men negativ tænkning får dig egentlig endnu længere. Hvis man tænker ‘ikke’ er det uden tvivl det der kommer til at ske, eller noget langt værre. ‘Bare jeg ikke trækker det og det emne til eksamen’ og vupti, så trækker du det emne. Man skal hellere tænke ‘jeg trækker det og det emne til eksamen, eller måske det’ osv. ‘Ikke’ er et helt specielt ord som man skal udelade i ens tanker og ønsker.

Hella Joof har også en ‘glimmer’-regel. Fremfor at være negativ hele tiden skal vi hellere gøre noget mere ud af dagligdagens positive hændelser; der skal glimmer på, og på kaminhylden. Jeg har brugt reglen en hel del siden, og jeg har endda planer om at lave en liste over alle de nye tilføjelser til ‘kaminhylden’ i løbet af måneden og forhåbentlig også fremover. Det skader jo ingen at være mere positiv over de gode øjeblikke, vel?

Jeg troede ærlig talt ikke at bogen ville være noget for mig, specielt nu hvor Hella Joof aldrig rigtig har sagt mig noget. Jeg føler dog at jeg under lytningen har lært Hella at kende, jeg har dog også lært en del om mig selv i forhold til hendes regler. Er jeg nu Hella Joof fan? Nok ikke, men jeg synes hun er en interessant person som jeg nok skal læse mere af, og muligvis om, i fremtiden.

 

Papmaché-reglen af Hella Joof. Udgivet af Gyldendal i oktober 2016. Lyttet til på Storytel. 2 timer og 56 minutter. 5 ud af 5 stjerner. 

Skriv et svar

CommentLuv badge