Odinsbarn af Siri Pettersen

Odinsbarn er første bog i en ny nordisk trilogi; Ravneringene. Trilogien har rødder i nordisk mytologi og falder i kategorien ‘high fantasy’ da den har sin helt egen verden. Odinsbarn var meget fremme i de sociale medier i en overgang, hvor jeg tilfældigvis faldt over den. Jeg tog mig dog ikke sammen til at få skaffet et eksemplar før jeg modtog efterfølgeren, Råddenskab, til Bogbloggertræf. Desværre ved jeg ikke om jeg rent faktisk kommer til at læse Råddenskab, da jeg ikke er videre imponeret over Odinsbarn. Efterhånden som tiden går, hælder jeg dog mest til at lade Råddenskab gå videre til en anden.

Jeg elsker jeg dedikationen, omend den er en smule lang;

 

Til mor, for livet.
Til far, for døden.
Til Kim, for alt derimellem

Og til dig. Du, som altid læste bøger, ingen havde hørt om.
Du, den sære bagerst i klassen.
Du, som voksede op i en mærk kælder, hvor skævnen blev afgjort med terningkast.
Du, som stadig klæder dig ud.
Du, som aldrig passede ind, og som ofte følte, at du var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Det her er din bog.

 

Jeg læste dedikationen igennem flere gange, for det er ikke ofte at en dedikation taler til mig. Jeg er da stødt på mange interessante og rørende dedikationer i min tid som læser og anmelder. Hvad jeg aldrig er stødt på, er en dedikation til læseren, til mig. Det var sådan en fin begyndelse på min rejse ind i Siri Pettersens forunderlige verden. Jeg er dog ked af at jeg ikke fandt den så interessant som jeg havde håbet.
Siri Pettersen har dog en finurlig skrivestil og engang imellem finder man en linje som bare er så umådelig smuk at man ikke kan andet end at stoppe op og læse den igen;

 

Himlen var sort, og den græd.

 

Det værste er, at jeg har udsat at skrive anmeldelsen fordi jeg ikke har nogen anelse om hvad jeg skal sige om bogen. På én og samme tid fandt jeg den skuffende og gennemsnitlig. Ikke at jeg havde forventet mirakler, men jeg havde i det mindste forventet at jeg ville blive opslugt af historien være interesseret i karaktererne. Det skete ikke. Jeg fandt den ikke særlig interessant og jeg forstår ikke hvorfor den er så populær hos andre. Jeg ville dog ønske at jeg gjorde, for præmissen for trilogien er fantastisk. og

Odinsbarn møder vi Hirka som bor i en verden hvor alle har haler, men Hirka har ingen. Hun er ret ensom da hendes eneste ven, Rime, har været væk i længere tid. Historien begynder dog med Rimes hjemkomst. Vi ser hvordan de to er vokset, ikke direkte fra hinanden, men med en vis distance. Deres nærver er, igen, nyt og der går noget tid før de er tilbage til blot at være ‘Rime og Hirka’ igen – de kommer dog derhen. Deres venskab er en mystisk størrelse, for i bund og grund burde de ikke være venner. Rimes titel indgyder respekt hos alle – bortset fra Hirka, og det er egentlig derfor de er venner. Fordi hun ikke er bange for at stå imod Rime, hun er ikke bange for at svare ham igen.
Jeg var utrolig glad for deres venskab i løbet af bogen – selvom de til tider gik mig en smule på nerverne. Det er et specielt venskab og jeg ved ikke om jeg i de næste bøger forventer kærlighed eller et dybere søskendeforhold mellem dem. Det er simpelthen ikke til at sige. Hvad jeg ikke forventer er at de to skilles, det kan jeg ikke se ske.

Jeg ser Odinsbarn som ideel til vinterlæsning da der er masser af sne og kulde – hvilket jo er perfekt til de kolde vinteraftener hvor vi savner sneen her i Danmark. Der er et fantastisk landskab i bogen og jeg nød at opleve naturen som Pettersen har kreeret. Det er en fin fortælling i smukke begivenheder, men jeg var desværre skuffet.

 

Odinsbarn (Ravneringene, #1) af Siri Pettersen. Udgivet af Høst & Søn i maj 2016. Modtaget til anmeldelse fra forlaget. Orig. titel; Odinsbarn. Orig. udgivet i 2013. 573 sider. 3 ud af 5 stjerner. 
Køb bogen her; plusbog og saxo

Skriv et svar

CommentLuv badge