Nyt på reolen #7, England edition

Jeg var i England for første gang i uge 17 og i den forbindelse fik jeg selvfølgelig købt en hel bunke bøger. Det var egentlig en studietur fra mandag til onsdag i Winchester, men vi valgte som hold at forlænge turen indtil fredag så vi havde et par dage i London også. Det var en spændende tur hvor jeg var så heldig at være omgivet af andre bog-glade mennesker som gerne ville tilbringe 45 min i en hvilken som helst boghandler – og gerne flere og mere tid. Vi kom derfor godt rundt i genbrugsbutikker, Waterstones og til sidst Foyles. På en eller anden måde kom jeg hjem med ‘kun’ 8 bøger, hvilket er langt under hvad jeg umiddelbart havde forventet. Jeg er dog glad for hver eneste bog jeg fik købt – selvom nogle uden tvivl er splurges fra min side.

De første par bøger jeg fik købt er The Name of the Wind (Kingkiller Chronicles, #1) af Patrick Rothfuss og The Appearance of Hope af Claire North. The Name of the Wind er blevet anbefalet en del gange fra forskellige kilder og jeg havde sagt til mig selv at det var den første bog der skulle anskaffes. The Appearance of Hope var jeg tæt på at købe inden jeg tog afsted, for den lød simpelthen så interessant. Jeg fandt den dog hurtigt i England og med hjem skulle den da!
Jeg fik også købt Good Night Stories for Rebel Girls i den forbindelse som indeholder feministiske nyfortolkninger af eventyr med kendte kvinder som fokus. Vi møder bl.a. Jane Austen, Coco Chanel, Marie Curie og mangle flere. Der skulle være 100 små historier i bogen så der er masser af læsning.

Dernæst var det en tur i en genbrugsbutik i London hvor jeg hurtigt fandt endnu 3 bøger. Det blev til Me Before You af Jojo Moyes som jeg i lang tid har ledt efter til en ordentlig pris, The Trouble with Women af Jacky Fleming og Twitterature af Alexader Aciman og Emmett Rensin. 
The Trouble with Women 
hørte jeg om fra Jean fra Jean’s Thoughts på booktube. Det er en sjov, lille bog om opfattelsen af kvinder gennem historien som uden tvivl skal læses med et smil på læben.
Twitterature er en oversigt over en række kendte klassikere opsummeret og genfortalt i gennem tweets.

Den sidste dag blev det til Women in Science af Rachel Ignotofsky som er endnu en feministisk antologi. Den sætter fokus på de kvinder der er glemt i videnskaben og der bliver uden tvivl overlap i forhold til Good Night Stories for Rebel Girls. Jeg glæder mig dog til at fordybe mig i den  – specielt i forhold til de fine illustrationer.

Et par timer inden vi tog hjem endte jeg også med at købe Ship of Theseus af V.M. Straka som jeg i lang tid har haft lyst til at købe, den har bare været al for dyr. Prisen var stadig høj, men billigere end hvad jeg tidligere har fundet den til så den skulle selvfølgelig med hjem. Bogen er skrevet på en helt speciel måde hvor man har den egentlige historie og så i marginen er der noter fra to personer som også fortæller en historie. Mellem siderne er der også postkort, avisudklip og meget mere som bidrager til læsningen. Det kommer til at tage lang tid at komme igennem den, men jeg er sikker på at den er det værd.

I forhold til alt det bog-relaterede jeg fik købt blev det til en mulepose fra Penguin som jeg elsker, et dyrt, men meget fint, Ravenclaw bogmærke og et par notesbøger; en gul Leuchtterm1917, prikket, og en til idéer med det fineste layout indeni.

Jeg er så glad for de bøger jeg fik købt og mine notesbøger, selvom der da er nogle ting jeg ville ønske jeg fik købt men valgte fra. Jeg kan slet ikke vente med at begrave mig i mine nye bøger når jeg får ferie!

One Reply to “Nyt på reolen #7, England edition”

  1. Sikke en lækker stak bøger du fik med hjem! Jeg har altid drømt om at komme til London, måske det er ved at være tid til at realisere den drøm 🙂

Skriv et svar

CommentLuv badge