Norse Mythology af Neil Gaiman

*ReklameNorse Mythology af Neil Gaiman er modtaget til anmeldelse fra Plusbog.

Jeg var umiddelbart overrasket over størrelsen. Jeg havde en forventning om at bogen var lidt af en mursten og da jeg fik den knap 300 sider lange bog i hånden var jeg noget undervældet. Endvidere havde jeg en forventning om at det var nyfortolkninger og ikke genfortællinger af den nordiske mytologi. For mig er der nemlig en klar forskel mellem de to; nyfortolkninger er nye versioner af historier mens genfortællinger holder sig tæt ved det originale værk og ofte forsøger at sammensætte gamle fortællinger. Det viste sig dog i sidste ende ikke at være det store problem, men snarere en fordel, da jeg ikke ved særlig meget om den nordiske mytologi. Jeg har altid været fascineret af asatroen, og jeg har da haft om guderne i skolen, men jeg kender åbenbart ikke meget til alle de små historier.

Norse Mythology er en antologi med hele 15 fortællinger om primært Thor, Loke og Odin. Vi får skabelsesberetningen – som jeg aldrig har hørt eller havde nogen anelse om eksisterede, selvom det jo giver god mening. Vi får en historie om Yggdrasil, livstræet, og de andre verdener, om hvordan Odin mistede sit ene øje, om Thor’s hammer og hvordan han fik den. Der er også nogle mere sjove, fremfor de mere seriøse, historier; eksempelvis om dengang Thor skulle klæde sig ud som en kvinde og giftes med en kæmpe for at få sin hammer tilbage.
Hver eneste historie er interessant og jeg nød ærlig talt hver eneste af dem. Selvom jeg åbenbart ikke har den største kendskab til den nordiske mytologi havde jeg ikke svært ved at følge med eller forbinde historierne. Det var en vidunderlig og interessant oplevelse at læse historierne, specielt som voksen, da jeg føler at jeg sætter mere pris på dem nu end jeg ville have gjort dengang – selvom jeg nok også ville have fundet dem interessant i folkeskolen.

Den mest interessante historie var uden tvivl The Children of Loki som handler om præcist det titlen siger; Lokis børn – men uden for ægteskab og hvilke ravager de er skyld i, eller kan være skyld i. The Story of Gerd and Frey må simpelthen være den sødeste; Frey kan simpelthen ikke leve uden Gerd, selvom han ikke har mødt hende, og vil gøre alt for at være sammen med hende.
Det var dog interessant med både om verdens skabelse og en historie om Ragnarok – som findes til sidst i bogen. Fortællingen om Ragnarok binder en fin sløjfe om antologien og slutter på den derved på en lidt olm note. Jeg kunne dog godt lide hvordan vi fik lidt af hvert og derved det hele.

Neil Gaiman har gjort et fantastisk arbejde med fortællingerne og jeg er overbevist om at han ligger sig tæt op ad de originale fortællinger. Det var en fryd at opleve nordisk mytologi på den her måde, specielt efter at have læst en masse litteratur inspireret af netop den mytologi. Det er endvidere en gloseliste til slut i bogen, i tilfælde af at man intet kender til asatroen eller man har svært ved at huske de forskellige personer, steder m.v.
Bogen anbefales uden tvivl vidt og bredt til alle der har en interesse i mytologi, men hvorvidt den egnes til højtlæsning er jeg i tvivl om – muligvis til de lidt ældre børn.

 

Norse Mythology af Neil Gaiman. Udgivet af WW Norton & Co. i februar 2017. Modtaget til anmeldelse fra Plusbog.dk. 281 sider. 4.5 ud af 5 stjerner.
Køb bogen på bl.a. plusbog.dk

Skriv et svar

CommentLuv badge