Niels Oxen trilogien af Jens Henrik Jensen

Jens Henrik Jensen er i princippet en lokal forfatter da han boede i Esbjerg i 20 år og skrev Nina Portland trilogien her. Dog havde jeg ikke hørt om ham før jeg blev inviteret med til et blogger-event med ham. Jeg fik dog hurtigt skaffet hans to udgivne bøger i Niels Oxen trilogien. Desværre blev jeg ikke færdig med efterfølgeren; De mørke mænd, før jeg mødte ham og modtog sidste bog i serien; De frosne flammer. Faktisk fik jeg ikke engang læst serien færdig før slutningen af september.

Niels Oxen trilogien følger Niels Oxen som er en krigsveteran. De tre bøger hænger sammen, ulig andre krimiserier, og kan derfor ikke læses uafhængigt af hinanden. Jeg er positivt overrasket over bøgerne da krimier normalt ikke er min stil, dog tænker jeg at det er nogle bøger som virkelig vil have godt af en genlæsning da der er så mange detaljer at holde styr på.
Derudover skriver Jens Henrik Jensen i et finurligt sprog i forhold til at det er en krimi, det er nemlig overordentlig smukt til tider.

 

Der blev ikke noget Haparanda for ham. Endnu en flugt. Endnu et bedrag. Tanketurbinen havde udskilt en masse fragmenter. Alle simili af farvet glas. Der fandtes kun én ædelsten i hans mosaik. Barnet. Det ægte. Det ikke-manipulerede væsen. Frøet, han selv havde sået engang for så længe siden. Magnus.

 

Jeg har for så vidt muligt prøvet at holde anmeldelserne fri for spoilers.

De hængte hunde

Jeg skyndte mig ned på biblioteket efter de to første bøger så jeg kunne få dem læst inden eventet – jeg sagde nemlig først ja 1-2 uger før. Som nævnt fik jeg ikke læst De mørke mænd færdig, for tempoet er på én og samme tid langsomt og hurtigt. Skrivestilen og detaljerne tvinger dig til at sænke farten mens historien tvinger dig til at sætte farten op.
Jeg gik dog hurtigt igang med De hængte hunde og så frem til en dansk krimiserie – som jeg forhåbentlig ville kunne lide, og det kan jeg. Dog var begyndelsen lidt svær at sluge, den var lang og jeg havde svært ved at komme helt ind i bogen. Dette var desværre tendensen gennem hele trilogien, jeg følte mig ikke bevæget eller indfanget, jeg så passivt til mens handlingen udfoldede sig.

I første bog lærer vi meget om Oxen, men vi kommer aldrig helt tæt på ham, hvilket giver mening med hans baggrund og personlighed. Jeg er stadig helt vild med den mystik der er over ham, for selv efter 3. og sidste bog er der stadig noget ved ham, der ikke går helt op. Oxen er en utrolig fed karakter som jeg håber på at møde igen i en anden bog, Jens Henrik Jensen har allerede nævnt at det ikke er umuligt at vi ser ham igen.

Margrethe Franck, som bliver Oxens makker, er en af de fedeste karakterer jeg længe har mødt. Hun har en benprotese men det står på ingen måde i vejen for hende – så fascinerende et møde.

De hængte hunde er på ingen måde gennemskuelig. Det kan have noget at gøre med passiviteten fra min side, men jeg hælder mest til at Jens Henrik Jensen ‘bare’ har kreeret så kompliceret en fortælling at det ikke er muligt at gennemskue handlingen. I de krimier jeg har læst har det altid været relativt nemt at finde morderen eller gennemskue handlingen, men ikke denne gang.

 

De mørke mænd

‘Midter’-bogen er altid svær at hamstre op med. Nogle gange er det den bedste af de tre, andre gange den dårligste og for det meste bare fyld. De mørke mænd er på ingen måde fyld men det er heller ikke den bedste efter min mening. De mørke mænd fører handlingen fra De hængte hunde videre og vi kommer tættere på Oxen og Margrethe og Danehof.

Det var også i de mørke mænd at jeg indså hvorfor jeg er så glad for Oxen og Margrethe – deres forskellige kvaliteter minder mig en hel del om Cormoran Strike fra Robert Galbraiths (J.K. Rowling) serie om ham. De er så interessante og komplicerede og umulige ikke at være fascinerede af.

 

De frosne flammer

Konklusionen på trilogien er ikke mindre end fuld af action. Den foregår et halvt år efter De mørke mænd og to år efter seriens egentlige start i De hængte hunde. Der sker så meget og det er forståeligt i forhold til hvor mange løser ender som skal samles. Vi får både en egentlig slutning på det hele men også slutninger på hændelser fra både De hængte hunde og De mørke mænd. Der er mange forskellige historier undervejs i Niels Oxen trilogien og De frosne flammer lukker døren på klem – det er ikke en åben slutning men den er ikke helt lukket.

Serien er helt klart en serie som skal nydes og bruges en masse tid på. Jeg ville ønske at jeg havde tid til at lave min egen lille ‘efterforskning’ ved siden af og se om jeg på den måde kunne regne historien ud på. Hvis du læser den hurtigt, eller skimmer, mister du rigtig meget. Jens Henrik Jensen lægger betydning i hvert eneste ord han bruger.

Det ville være utrolig interessant at lave en psykologisk læsning på bogen med fokus på PTSD, der er utrolig meget at tage fat på. Jeg tror det ville være en spændende læsning.

 

Hendes organisme var fyldt til randen med koffein, og der sad kaffegrums på hjerteklapperne.

 

Alt i alt er Niels Oxen trilogien virkelig spændende læsning. Jeg føler dog helt klart at jeg burde genlæse bøgerne for at få hver eneste lille detalje med, og det er den første krimi(-serie) som jeg har det sådan med. Trilogien anbefales herfra.

 

De frosne flammer (Niels Oxen, #3) af Jens Henrik Jensen. Udgivet af Politikens forlag i august 2016. Modtaget til anmeldelse fra forlaget. 541 sider. 3 ud af 5 stjerner (til hele serien). (Citater er fra De frosne flammer). De hængte hunde og De mørke mænd er købt i Bilka. 

Skriv et svar

CommentLuv badge