My Life with Bob: Flawed Heroine Keeps Book of Books. Plot Ensues af Pamela Paul

For et par uger siden læste jeg My Life with Bob og jeg nød virkelig bogen. Jeg havde set My Life with Bob overalt på instagram og da jeg fik undersøgt hvad bogen egentlig handlede om, blev jeg nødt til at læse den, og det skulle være med det samme. My Life with Bob er nemlig et memoir omkring Pamela Pauls ‘Bob’, hendes Book of Books. Bob er en notesbog hvori hun skriver titlen på hver eneste bog hun læser. Jeg har selv været igang med min Bob, både inden og efter jeg læste bogen, men My Life with Bob fik mig i den grad igang igen med at få titlerne skrevet fysisk ned.
My Life with Bob er en gennemgang af hendes liv og hvem hun er, gennem Bob.

Jeg valgte at læse bogen på camping, jeg var ikke i humør til at læse nogen af de bøger jeg havde taget med, og jeg begyndte derfor at læse My Life with Bob på mobilen, i solen, med min notesbog ved siden af. Når jeg læser e-bøger skriver jeg nemlig tanker og citater ned undervejs. Det blev til hele 4 sider med refleksioner, citater, kommentarer og tanker. Der er så mange fine citater omkring læsning, selvfølgelig, men mange af dem fik mig til at føle mig forstået eller set og det var fantastisk. Pamela Paul fik mig dog også til at tænke over mange ting, og det fremgår også af siderne. Noterne er på mange måder en dagbog, jeg lærte så meget om mig selv under læsningen af bogen og det var en helt speciel oplevelse. Jeg er faktisk gået tilbage flere gange og læst mine noter igennem, for der er et eller andet ‘nyt’ i disse noter i forhold til dem jeg plejer at tage – måske fordi jeg har relateret så meget til forfatteren og lært så meget om mig selv.

Præcis som Pamela Paul var jeg en naiv læser da jeg var yngre, jeg læste og accepterede hvad der stod deri som virkelighed. Jeg vidste selvfølgelig godt at Harry Potter ikke var virkelighed – men den var også markeret som fiktion, som fantasy. Præcis som Pamela Paul har jeg også mange ‘mumblenyms’ som jeg desværre har brugt under fremlæggelser eller når jeg har snakket med folk fra engelsktalende lande. Mumblenyms er ord man udelukkende har mødt på bøgernes sider, man har aldrig hørt det højt, og derfor har man enten ingen idé om hvordan man udtaler det, en idé om hvordan man udtaler det – men det er forkert eller man er heldig og gætter rigtigt.

Pamela Paul kan heller ikke finde hoved og hale i poesi. Jeg kan specielt relatere til hende idet hun bemærker, at der er en vis konsensus om, at ‘rigtige’ bogelskere også elsker poesi. Jeg giver da poesi et forsøg i ny og næ, men det er ikke noget jeg nyder på samme måde som en roman. Pamela Paul forsvarer sig ikke, hun kritiserer samfundet og dens opfattelse af hvad en rigtig læser er.
Som Pamela Paul overvejede jeg at læse hele The Norton Anthology igennem, forskellen er bare at hun virkelig har gjort det og jeg stadig overvejer det. Grunden til det var egentlig at hun ville være belæst, eller rettere anses som det. Hun lægger dog vægt på at vi skal læse hvad vi har lyst til og ikke hvad vi bør. Jeg nupper dog stadig klassikerne eller kanonværkerne når muligheden byder sig – eksempelvis når forlagene oversætter eller udgiver dem igen.

Hvis der skulle være tvivl om det; så anbefaler jeg denne bog! Jeg elsker memoirs og bøger omkring bøger, så det var virkelig en ideel bog for mit vedkommende.

 

My Life with Bob: Flawed Heroine Keeps Book of Books. Plot Ensues af Pamela Paul. Udgivet af Henry Holt & co. i maj 2017. Læst som e-bog. 256 sider. 4.5 ud af 5 stjerner.
Køb bogen på bl.a. saxo
, book depository og amazon

Skriv et svar

CommentLuv badge