Mowgli af Sarah Engell, illustreret af Cato Thau-Jensen

*Reklame* Anmeldereksemplar fra forlaget.

Mowgli er den anden af de to nyudkomne billednoveller fra Carlsen. Billednovellerne er skrevet af nogle af de stærkeste stemmer, primært danske, og illustreret af de dygtigste illustratorer. Det er ungdomslitteraturens svar på billedbogen hvor illustrationer og tekst komplimenterer og supplerer hinanden som giver rig mulighed for analyse og fortolkning. 

En pige bor i mørke bag en låst dør. Hun har aldrig set himlen, solen eller stjernerne. Men hun er ikke alene. Mor er der også, og hun er hurtig, stærk, modig – og rigtig god til at kravle langs panelerne. Og gennem ristens tremmer kan pigen høre nogen synge.


Mowgli-børn er børn, som lever isoleret og vokser op med sparsom, hvis ikke ingen, menneskelig kontakt. De har derfor intet eller meget lidt sprog at gøre godt med. Sarah Engell har åbenbart længe været optaget af disse Mowgli-børn og det er så blevet til bogen her hvor hun afspejler hvordan de overlever trods alle odds hvilket der uden tvivl er noget smuk og livsbekræftende i. 

De fineste forsatster. Mowgli er den øverste af bøgerne. 

Mowgli er en interessant historie som kræver mere af læseren end Hader, hader ikke. Den er dog også mere simpel, både i indhold og illustrationer. Jeg er vild med Cato Thau-Jensens illustrationer og der er ingen tvivl om at de to udgivne billednoveller, indtil videre, er illustreret og skrevet af forskellige individer, for de er så forskellige som noget kan være. Jeg er dog glad for at Mowgli også er holdt i sort/hvid da tekst og illustrationer derved er ligeværdige. 

Jeg er umådelig glad for sprog og det afspejles også af de fag og specialiseringer jeg har valgt på læreruddannelsen. Jeg har lært så meget om hvordan vi lærer sprog og hvordan man underviser i det, og det skræmmer mig derfor at der er nogle børn derude der ikke har et sprog – eller i hvert fald et som vi ikke kan forstå. For selvom historien her måske virker opfundet, så er der altså børn derude som simpelthen er så isolerede at de ikke får et sprog og det gør blot historien her mere uhyggelig. 

Mowgli kan uden tvivl læses som hyggelæsning eller som led i undervisningen, præcis som Hader, hader ikke. Jeg føler dog at det med Mowgli er mere nødvendigt at have dialogen om handlingen før og/eller efter selvom det er hyggelæsning. 

I første omgang nød jeg faktisk ikke Mowgli i nær samme omfang som jeg nød Hader, hader ikke. Men efter at have samlet tankerne og formuleret dem har jeg indset at jeg måske er gladere for Mowgli fordi den kræver mere af læseren og der står mere mellem linjerne end der gør i Hader, hader ikke. Den har på sin vis noget Rum af Emma Donoghue over sig. Uanset hvad er den god, længere er den ikke. 

Carlsen har lagt en større smagsprøve op på issuu, den kan findes her, hvis man er interesseret i at kigge lidt mere på historien. Anmeldelsen af Hader, hader ikke af Glenn Ringtved og Otto Dickmeiss kan endvidere findes her. Der er indtil videre to yderligere titler planlagt i serien; Kristina Aamand og illustrator Solveig Agerbak (november 2018) og Patrick Ness (!!!) og illustrator Tea Bendix (primo 2019).


Mowgli af Sarah Engell, illustreret af Cato Thau-Jensen. Udgivet af Carlsen i dag d. 25. september 2018. Modtaget til anmeldelse fra forlaget. 48 sider. 4 ud af 5 stjerner. 

Skriv et svar

CommentLuv badge