Morrigan Crows magiske prøvelser af Jessica Townsend

Eksemplar modtaget som gave fra forlaget.

Morrigan Crows magiske prøvelser er første bog i en ny fantasy serie kaldet Nevermoor. Jeg havde ikke hørt om bogen før forlaget sendte den til mig, jeg har dog set den alle steder siden da og det er med god grund. Nevermoor lader nemlig til at være en utrolig interessant serie og umådelig god – i hvert fald hvis man skal bedømme serien ud fra første bog! I Morrigan Crows magiske prøvelser møder vi Morrigan Crow som er forbandet og på mystisk vis bliver udvalgt som kandidat til Det Forunderlige Selskab. For at blive medlem af selskabet skal Morrigan igennem nogle magiske prøvelser, som bogen selvfølgelig følger.

Nevermoor er indtil videre blevet sammenlignet med Harry Potter og det er jeg ikke særlig stor fan af. Ja, jeg er glad for Harry Potter universet og bøgerne, men det er ikke positivt at nye fantasy-serier bliver sammenlignet med Harry Potter-serien, for det ender ofte med at man bliver skuffet eller ikke forstår sammenligningen. Nevermoor er nemlig også middle grade, fremfor YA, og den er finurlig på en helt anden måde en Harry Potter-bøgerne. For mig er der ingen sammenligning mellem de to, og jeg er umådelig ked af at de er blevet sammenlignet eller sat i bås sammen.

Morrigan Crow er, som nævnt, forbandet og hun står derfor til at dø ved midnat på sin 11-års fødselsdag. Inden da når hun dog at blive reddet af Jupiter North som har valgt hende som sin kandidat til Det Forunderlige Selskab. Morrigan følger derfor med Jupiter til Nevermoor for at kæmpe for sin plads i selskabet.
Jupiter var en umådelig interessant karakter og hans hotel i Nevermoor er så finurligt at det ikke er til at tro på. Jeg nød at se Morrigan og Jupiters relation og forhold blomstre, for Jupiter er en af de få voksne som har udvist omsorg for Morrigan. Morrigan vokser også en hel del igennem bogen og det er fantastisk at se den udvikling hun går igennem. Morrigan er flabet og fandenivoldsk og man skal helt klart ikke træde hende over tæerne.

Skal jeg læse efterfølgeren? Det forventer jeg da. Jeg tror det er en af de serier man læser for karaktererne og universet snarere end historien, for jeg nød bare at være til i Nevermoor.

Det lader også til at den er igang med at blive filmatiseret og efterfølgeren er også undervejs. Så det kan være det bliver ‘det nye store’. Jeg har i hvert fald ikke noget at en middle grade serie får noget opmærksomhed, for Nevermoor fortjener det.

 

Der er … begivenheder og øjeblikke i fortiden, som fæstner sig til mennesker eller genstande og hager sig fast til den gennem tiden, fordi de ikke har andre steder at tage hen. Måske falmer de til sidst eller bliver revet af eller dør. Men visse ting dør aldrig – de særligt gode minder eller de særligt dårlige bliver ofte hængende altid.

 

 

Morrigan Crows magiske prøvelser (Nevermoor, #1) af Jessica Townsend. Udgivet af Gyldendal Ung i januar 2018. Modtaget som gave fra forlaget. Orig. titel; The Trials of Morrigan Crow. Orig. udgivet i 2017. 374 sider. 4 ud af 5 stjerner. 

Skriv et svar

CommentLuv badge