Mit liv som ordblind af Jesper Sehested

Et liv som ordblind i folkeskolen af Jesper Sehested

*Reklame* Anmeldereksemplar fra forfatteren.

Mit liv som ordblind i folkeskolen er en kort nonfiktionsbog med forskellige cases, eller scenarier, hvor ordblindhed eller dyslexi er det gennemgående tema. Jeg sagde ja til at læse og anmelde bogen da det som lærerstuderende er en yderst relevant bog. Bogen introduceres af forfatteren selv, Jesper Sehested fortæller hvordan de negative tanker ikke må få overhånd og hvordan vi som ‘pårørende’ kan hjælpe den ordblinde med at forstå at det ikke er verdens undergang. Jeg fik ikke introduceret noget nyt, som sådan, men det er muligvis noget jeg kan bruge i mine eksaminer og det er uden tvivl godt med en påmindelse om elevernes følelser og tanker omkring det.


Der er de seneste år kommet mere fokus på ordblindhed, blandt andet hjulpet på vej af ordblindetesten, smartphones og it-hjælpemidler

Men der er ikke skabt fokus på mennesket bag ordblinheden, eller følelserne og tankerne, der medfølger, når bogstaverne driller i skolen. Dét sætter denne bog fokus på og giver dig dermed et indblik i en lang række typiske episoder i folkeskolen set fra en ordblinds synsvinkel.



Jesper Sehested præsenterer hele 20 scenarier af forskellig art som eksemplificerer elever med ordblindhed. Hvad enten det er da de tager ordblindetesten, hvordan det er svært at huske bogstaverne i alfabetet, sammenligningen af dem selv med yngre søskende, hvordan nogle elever bruger humor og drilleri som skjold for deres egen usikkerhed m.m. Der var en del af scenarierne som, selvom jeg havde kendskab til dem, ikke var noget jeg havde tænkt videre over og det sætter jeg uden tvivl pris på at blive mindet om.

På læreruddannelsen er det ofte teorien bag ordblindhed og dyslexi og i forhold til hvordan vi tilrettelægger undervisning som tilgodeser alle elever, men det er sjældent at vi får praksisdelen. Det jeg har taget mest med fra bogen er de mange scenarier som jeg evt. kan bruge som inspiration til min kommende eksamen.

Mit liv som ordblind i folkeskolen er dog en bog som er relevant for alle, der har med ordblinde at gøre – som bagsideteksten også hævder. Der er mange forældre, søskende, pædagoger m.m. som muligvis ville få øjnene op for hvad det er der kan gemme sig bag facaden. Jeg ville også ønske at nogle af de ældre lærere ville give bogen et skud, for der er uden tvivl kommet et paradigme skift, da vi nu hurtigt kigger efter årsager i elevernes personlige liv og ikke blot ser elevens hjemmeliv og skoleliv som adskilte hele mens det førhen var naturligt at mene at skolen var adskilt fra alt andet.

Uden tvivl en bog der anbefales til alle som har med dyslexi og ordblindhed at gøre.



Et liv som ordblind i folkeskolen af Jesper Sehested. Udgivet af Jesper Sehested selv. Modtaget til anmeldelse fra forlaget. 116 sider. 4 ud af 5 stjerner.

Skriv et svar

CommentLuv badge