Mit liv i bøger

Jeg faldt for nyligt over dette tag og jeg synes det var vældig interessant. Det er en fin måde at dele lidt anbefalinger samtidig med at i lærer lidt mere om mig. Jeg er i hvert fald spændt på hvad andre svarer til de forskellige spørgsmål og jeg håber da at i vil lege med. Jeg tagger Rikke fra Flyv med mig, Karina fra Crossing Journeys og Iben fra Borough of Books.

 

Find en bog for hver af dine initialer

A
All of the Above af James Dawson (nu Juno Dawson). Jeg modtog bogen til anmeldelse for et par år siden og det blev hurtigt en favorit. Det var en af de første bøger jeg læste som involverede tvivl omkring seksualitet og jeg kunne ikke rose den nok. Den har nok godt af en genlæsning, men minderne er der stadig. En fantastisk bog af en inspirerendeforfatter som sidenhen har omfavnet sin transseksualitet og skiftet navn til Juno Dawson.

E
Emma af Jane Austen – som tilfældigvis dækker hele navnet og ikke blot forbogstavet! Jeg læste Emma over en længere periode i 2015. Jeg kan huske at jeg havde den med på hospitalet da jeg blev indlagt, kom hjem og derefter indlagt igen efter en uge eller to. Historien var god, selvom jeg havde kendskab til den i forvejen, men jeg det var en periode fyldt med sygdom så det tog lang tid at komme igennem den.

N
The Night Circus af Erin Morgenstern. En fantastisk og uforudsigelig bog. Vi læste den sidste år i bogklubben og for en gangs skyld kunne vi alle lide bogen.

B
The Bell Jar af Sylvia Plath. Jeg havde valgt at skrive min SRP i psykologi og engelsk omkring depression og The Bell Jar. Jeg fik derfor læst bogen en håndfuld gange over nogle få måneder og så skulle den derefter analyseres. Selvom bogen er god var det rigtig, rigtig hårdt. At analysere hovedperson i forhold til checklisten for depression og så at se sig selv i det hele også var nok ikke så godt for mig. Jeg havde ingen idé om at jeg ville blive så påvirket af det hele, men det blev jeg. Bogen har dog en fast plads på min reol, omend min kopi er ret så slidt.

 

Tæl din alder på din bogreol. Hvilken bog landede du på?

Da jeg har 2 sider på min bogreol – en læst og en ulæst – har jeg talt 2 bøger frem. Begge er sjovt nok bøger som er i den gruppe af bøger, som jeg har haft i længst tid.

Romeo and Juliet af William Shakespeare. En bog vi læste i vores bogklub, Kulturgnaskerne tilbage i de ældre år i folkeskolen. Vi var en hel gruppe piger som forventede at dåne over historien og i realiteten var den umådelig pervers så selv drengene fra vores klasse læste med. Jeg købte efterfølgende et eksemplar på engelsk da jeg ville se om perversiteten var så nem at se på engelsk – det var det ikke for mig dengang, men det er det nu.

Under the Dome af Stephen King. Jeg havde hørt så meget godt om bogen fra de forskellige booktubere så jeg købte den billigt hjem fra Thriftbooks. Jeg har siden været i gang med den en håndfuld gange og jeg er aldrig kommet længere end 50-100 sider. Det er en ordentlig mursten men jeg håber at jeg får den læst en dag. Det er endvidere også den eneste Stephen King bog jeg ejer og er interesseret i.

 

Hvilken bog udspiller sig i dit land/by?

Hvor intet bryder vinden af Leonora Christina Skov. Handlingen udspiller sig på Stormø som skulle lige nær Esbjerg og begyndelsen foregår på Esbjerg havn. Det er nok det tætteste jeg på nogen måde kommer på Esbjerg eller Bramming.

 

Hvilken bog repræsenterer en destination, som du gerne vil rejse til?

Jeg har tænkt mig at snyde, ret så meget, og nævne tre bøger. 1 fiktiv og 2 faktuelle: Jeg har altid drømt om at rejse til Paris og Da Vinci mysteriet af Dan Brown har The Louvre museet som en god portion af bogen – hvilket er et museum jeg meget gerne vil besøge også. Dernæst er der Sherlock Holmes af Sir. Arthur Conan Doyle som jo, primært, udspiller sig i London. Jeg er i London i skrivende stund, så jeg tænker at den stadig tæller da jeg længe har haft lyst til at besøge London.
Den fiktive destination er Prythian som er den verden vi møder i A Court of Thorns and Roses trilogien. Jeg elsker den trilogi ud over alle grænser og jeg venter spændt på konklusionen som udkommer d. 2. maj!

 

Hvilken bog har din yndlingsfarve på omslaget?

Jeg havde en forventning om at dette var et ret let spørgsmål. 20 minutter senere er jeg stadig i tvivl om hvorvidt jeg er tilfreds med mit valg. Jeg har ikke en yndlingsfarve som sådan, men jeg er glad for blå og grøn, og rød, og gul og så kører den lidt derfra. Jeg er særligt glad for farvesammensætninger; fx Heartless med rød og hvid eller The Happiness Project med blå og gul. Jeg har dog altid haft et godt øje til Gøglerkongens sværd da jeg elsker hvordan grøn og blå flyder ud i hinanden. Det er så flot et omslag!

 

Hvilken bog har du de bedste minder fra?

Hunger Games af Suzanne Collins. Det var den bog som fik mig til at opdage bøgernes verden igen. Da jeg var yngre boede jeg i Lyne i et par år hvor jeg læste en del, men det var mest hvad jeg lige kunne få fingrene i og jeg har ikke de helt store minder om nogen bøger fra de år. Da jeg så flyttede til Esbjerg igen op til 7. klasse fik jeg en veninde som lokkede mig med i den førnævnte bogklub kaldet Kulturgnaskerne. Den første bog vi skulle læse var Dødsspillet – oversættelsen af Hunger Games og det ville jeg bare ikke. Min veninde fik mig så overtalt og det endte med at jeg læste bogen på en aften. Min fødselsdag var på vej omkring samme tid og det endte med at min mor købte hele trilogen hjem til mig samt en anden serie. Jeg har ikke sluppet bøgerne siden.
Samme veninde fik mig også til at læse hele Twilight serien efter at jeg tabte et væddemål. Jeg har ikke nær så positive minder derfra, men gode minder er det da.

 

Hvilken bog havde du sværest ved at komme igennem?

Det litterære apotek af Nina George eller Ligesom livet af Lorrie Moore. Det litterære apotek læste jeg tidligere på året og det tog mig umådelig lang tid at komme igennem den. Ligesom livet er en novellesamling som jeg sidste år måtte presse mig selv igennem og aldrig endte med at anmelde som følge – jeg havde intet godt at sige om bogen, så slemt var det.

 

Hvilken bog på din TBR vil give dig den største tilfredshedsfølelse når du får den læst?

Les Miserables af Victor Hugo. Jeg har i lang tid sagt at jeg ville læse den, specielt efter at have set musicalen som jeg knuselsker. Jeg har Penguins fine udgave med stofomslag stående på reolen så jeg krydser fingre for at jeg snart får tid til at læse den.

 

Og det var så mit liv i bøger, nu et spørgsmål til jer: hvilken bog er den første i mindes at læse?

 

Gøglerkongens sværd og Det litterære apotek er anmeldereksemplarer tilsendt fra forlagene. 

2 Replies to “Mit liv i bøger”

  1. Sikke et super hyggeligt tag! Det ville også give mig en fantastisk følelse endelig, at få læst “Les Miserables” af Victor Hugo fra start til slut – men uhh, det er noget af en basse :0) Tusind tak for tagget – det vil jeg glæde mig til at besvare!

  2. Ej sikke et sjovt tag! Jeg glæder mig til at lave det – tak 😀

Skriv et svar

CommentLuv badge