Mischling af Affinity Konar

Mischling er en historisk roman som foregår under 2. Verdenskrig. Den er dog ulig andre historiske romaner da den omhandler et specifikt emne; tvillingeforsøgene. Jeg har gennem folkeskolen og gymnasiet hørt og læst en hel del om 2. Verdenskrig, dog har vi kun hørt en smule om tvillingeforsøgene – i store træk at der blev eksperimenteret på tvillinger. Mischling er den første historiske roman, som jeg har fundet, som omhandler tvillingeforsøgene med 2. Verdenskrig som den bagvedliggende handling. Normalt undgår jeg alt litteratur som foregår under og omkring 2. Verdenskrig da det er et emne som blev tæsket igennem, for mit vedkommende, i folkeskolen. Jeg kunne dog på ingen måde sige nej til denne på grund af den specielle vinkel.

 

Mischling, (tysk: ‘blandet’ el. ‘halvblods’), i Det Tredje Rige en betegnelse benyttet om mennesker af blandet arisk og jødisk herkomst

 

Mischling møder vi tvillingepigerne Pearl og Stasha. Grundet krigen og fattigdom bliver de sendt til Auschwitz hvor de anbringes i Mengeles Zoo. Et forfærdeligt sted men hellere det end at de dør, selvom det måske er bedre i sidste ende. Man følger pigerne under forsøgene og da de flygter fra Auschwitz. Man følger dem gennem modgang og, knap så meget, medgang og du kommer uden tvivl til at holde af pigerne. Deres forhold er smukt og noget man drømmer om at have og Mengele forsøger at tage det fra dem.

Historien bliver fortalt af både Pearl og Stasha og deres stemmer er vidt forskellige. Jeg var i begyndelsen imponeret over hvor smukt sproget var hvorefter det i næste kapitel skiftede og blev mere jord- og virkelighedsnær. Selvom skrivestilen og sproget er imponerende bogen igennem, er der stor forskel på de to søstres stemmer. Man kan umuligt bytte rundt på pigerne, Stasha er den drømmende og Pearl er den realistiske.
Selvom sproget er smukt er historien grusom. Man får en del detaljer i forhold til hvad Mengele gør ved alle børnene i hans zoologiske have og det er mildest talt ødelæggende. Bare at tænke på det giver mig kuldegysninger – en ting er at sige det, en anden ting er detaljer. Det viser dog blot hvad de rette ord kan gøre.

Det tog mig en rum tid at komme igennem Mischling, mest af alt fordi jeg vidste at den ville ødelægge mig. Desværre føles den til tider langtrukket og det var ikke altid at jeg havde lyst til at læse videre. På mange punkter har jeg ambivalente følelser omkring bogen, men i sidste ende anbefaler jeg den. Hvis man har mod på en grusom, men smuk fortælling er dette uden tvivl den rette bog.

 

Mischling af Affinity Konar. Udgivet af Gad i januar 2017. Modtaget til anmeldelse fra forlaget. Orig. titel; Mischling. Orig. udgivet i 2016. 362 sider. 4 ud af 5 stjerner.
Køb bogen på bl.a. forlagets egen hjemmeside, saxo og plusbog.

Skriv et svar

CommentLuv badge