Min Bullet Journal fra Frydenlund

*Reklame* Anmeldereksemplar modtaget fra forlaget.

I begyndelsen af september modtog jeg denne fine sag fra forlaget som havde spurgt om jeg ikke ville skrive lidt om den nu hvor jeg var så glad for bullet journals – og hvem kan sige nej til det? Jeg lærte om bullet jornal trenden tilbage i februar 2016 og selvom min egen Bullet Journal var meget sporadisk og langt fra fast i begyndelsen har jeg ikke sluppet min igen siden maj 2017.  Jeg har skrevet et par indlæg om min bullet journal som kan findes her. Der er dog mange som har udtrykt at de ikke kan holde fast i det eller har svært ved at komme igang og det var egentlig den primære grund til at jeg sagde ja til at vise Frydenlunds bullet journal frem her på bloggen. 

Bogen er sat op for et helt år fra start med 6 sider blot med prikker til slut, en side med et verdenskort, bøger læst, drømme, tv-serier og film, budget, fødselsdags- og juleønsker samt pakkelister. Hver måned er en månedlig oversigt (ovenstående billede), 2 sider til lister (som jeg endte med at bruge til anmeldelsen), 5 ugentlige spreads og 2 sider til måneden der gik. 

Bogen begynder med en årskalender og mål for året inden januar begynder. Det er dog en bog som kan bruges lige når man har lyst der er nemlig ikke forprintet dato-markeringer på nogen af siderne – årskalenderen hedder blot 1, 2, 3 uden dagsmarkering. Så ikke nok med at jeg begyndte min i september så kan du også starte op i december 2020 hvis det er det du har lyst til. 

Det var meningen at jeg ville bruge den som min bullet journal eller kalender gennem hele september men jeg var knap en uge inde før jeg fandt ud af at det ikke ville gå. Jeg elsker at lave lange to do lister og have rum til forandring, og der var ikke plads eller mulighed for det i den her. De ugentlige bokse endte med at være en hurtig oversigt over hvilke events jeg havde de forskellige dage og ellers brugte jeg den ikke rigtig. Jeg elsker mine daglige to do lister som jeg kan krydse af eller muligheden for at skrive lidt om hvad jeg lavede den dag og det er der ikke plads til i Min Bullet Journal.

Jeg synes det er ærgerligt at boksene nederst er formarkeret med ‘madplan, mine mål og todo’ på de ugentlige spreads. Det havde, i min optik, været smartere hvis de blot var tegnet op uden overskrift så man kunne bruge dem til hvad end man havde lyst til. Jeg synes også det er lidt mystisk hvordan vi har mål for året og ugen men ingen for måneden – der er boksene reserveret til noter og husk. 

På listen i begyndelsen af måneden har jeg også noteret at tykkelsen af papiret er så fin! Der er en lille bitte smule ghosting (man kan se, eller i det her tilfælde ane, hvad man har skrevet på næste side) men det er intet i forhold til Leuchtturm 1917 og Moleskine bullet journals. Jeg har også markeret at jeg godt synes der kunne have været nogle ‘året der gik’-sider når nu der også er ‘mål for året’ og de månedlige opsummeringer. 

Og så kom der pludselig en tydelig ændring i håndskrift. Med det samme jeg indså at den ikke fungerede for mig spurgte jeg min søde kæreste – som gerne vil i gang med sin egen bullet journal – om han havde lyst til at give den et skud. Han endte med at sætte uge 38 op og selvom den godt nok ikke blev brugt i uge 39 – alt for mange dage med selvstudie – har han på nuværende tidspunkt også sat uge 40 op. Han planlagde også nogenlunde menuen for uge 38 og at han skulle tage mig på date. 

Hans kommentarer om Min Bullet Journal er at den er meget fin for nybegyndere – hvilket jeg er enig i da man langsomt kommer ind i systemet med at bruge en mere fri kalender uden at skulle lave alt selv – og at den er fint stillet op hvis man ikke har så meget der sker i ens liv. Ikke at vi ikke har lige mange ting at ordne eller lave, men han skriver det ikke ned på samme måde som jeg gør, så det har fungeret utrolig godt for ham med Min Bullet Journal

Jeg bliver også nødt til at nævne at jeg er vild med alle de doodles der er hist og her i bogen. Jeg får altid lyst til at finde mine tuscher frem (jeg tror papiret er for glat til farveblyanter) og farvelægge dem og det er lige præcis hvad de er til hvis det er det man vil. 

Min Bullet Journal anbefales helt klart herfra hvis man er nybegynder, gerne vil starte op eller hvis man ikke skriver det store på siderne – da der ikke er plads til det store. 

Til slut vil jeg dog lige nævne at den ikke kun er til kvinder – pressemeddelelsen nævner nemlig at den henvender sig til alle kvinder – og selvom det nok primært er kvinder som er interesseret i fænomenet – jeg er medlem af mange bujo grupper og der er meget få mandlige medlemmer – så synes jeg det er ærgerligt at det ikke hedder alle punktum i stedet for alle kvinder. Men fin er den da! Jeg er vild med vandfarven og farvevalget på omslaget og i bogen. 


Min Bullet Journal af Malou Dahl Andersen og Caroline Asferg Madsen. Udgives af Frydenlund i dag d. 1. oktober 2018. Modtaget til anmeldelse/omtale fra forlaget. 224 sider. Vejl. udsalgspris; 249.-

Skriv et svar

CommentLuv badge