Mere end det af Patrick Ness

Mere end det er en meget speciel bog. Jeg har kendt til den i lang tid, men jeg har aldrig været interesseret i den som sådan. Det ændrede sig dog efter at jeg mødte Patrick Ness tilbage i november 2016 og nu bliver jeg nødt til at læse eller genlæse alt hvad han har udgivet. Jeg fortryder endnu ikke mit valg.

Når jeg køber bøger plejer de at vente på hylden i ret lang tid før jeg får dem læst – medmindre det er fordi jeg skal møde forfatteren eller til bogklub. Mere end det købte jeg som en af de sidste bøger i 2016 og jeg har allerede fået den læst!

Mere end det møder vi Seth. Han dør i prologen men er på en eller anden måde i live i første kapitel. Seth prøver at finde ud af om dette er helvede eller en slags limbo og undervejs går sandheden op for ham. I denne nye verden hvor Seth er i live går han på opdagelse, for det viser sig at han faktisk har boet der før, før alt gik galt med hans lillebror Owen. Seth får skaffet mad og drikke så han kan overleve og det viser sig at han muligvis ikke er helt alene. Seth finder endda også tid til at læse i denne nye verden;

 

En bog, tænker han på et tidspunkt og gnider sig i øjnene, træt af så meget fokuseret læsning. Er også en verden helt for sig selv… En verden skabt af ord, tænker Seth, som man lever i et stykke tid.

 

Undervejs får Seth flashbacks til hans andet liv, vi møder Gudmund, Seths kæreste, Owen, hans forældre og andre af hans venner. Vi finder langsomt ud af hvorfor Seth valgte at begå selvmord, dog bliver der lagt en masse lag på efter man tror man har det fulde billede. Jeg havde i hvert fald ikke set dybden i hans valg før det blev gjort klart.

Undervejs skal man huske på, at Mere end det jo er en dystopisk bog. Jeg havde ikke genren i mente og det forårsagede en masse forvirrede tanker. Der er ingen tvivl om at det er en dystopi, det er dog en dystopi med en meget speciel slutning! Den er ulig alle de andre dystopiske bøger jeg har læst – min igen, det er jo klassisk Ness!

Mere end det indeholder selvfølgelig også en del diversitet – det er ikke en rigtig Patrick Ness bog uden!

Mere end det er en vidunderlig forvirrende historie. Jeg havde dog ingen problemer med at lægge den fra mig en gang imellem men den blev også læst overraskende hurtigt. Seth var en interessant karakter, historien var også vældig interessant og jeg forudså på ingen måde handlingen. Patrick Ness formår altid at skrive bøger, der på sin vis minder om den samtidige litteratur men som stadig er helt og aldeles unik. Jeg elsker at se hvad han finder på og dette er klart en af hans mere futuristiske værker.

 

“… Det virkelig liv er aldrig andet og mere end det virkelige liv. Noget rod. Du må lægge din egen betydning i det. Det eneste, du skal gøre, er at finde en måde at leve der på.”

 

 

Mere end det af Patrick Ness. Udgivet af Gyldendal i oktober 2015. Købt i Bogormen i Esbjerg. Orig. titel; More Than This. Orig. udgivet i september 2013. 446 sider. 3 ud af 5 stjerner. 
Køb bogen på, bl.a., plusbog og saxo

Skriv et svar

CommentLuv badge