Mens jeg har hæklet, #1

Jeg har i de sidste par måneder forsøgt at finde en måde hvor jeg kunne vise hæklerier frem på bloggen samt anbefale og anmelde lydbøger. Jeg er dog ikke sikker på at traditionelle anmeldelser fungerer for mig og lydbøger da jeg ikke dedikerer mig selv 100% til historien som jeg gør med fysiske bøger. Lydbøger er dog noget jeg virkelig har udnyttet her over sommeren som jeg har fundet hæklingen frem igen og da det har været den primære kilde til min læsning tænker jeg at det er på sin plads at tale, eller skrive, om dem også. Umiddelbart er ideen disse indlæg hvor jeg kan vise frem hvad jeg har hæklet siden sidst eller hvad jeg er i gang med samt tale om de lydbøger jeg har lyttet til imens. Da dette er første indlæg i serien bliver det nok lidt længere men jeg er spændt på at se om det fungerer.



Hæklingen og jeg

I slutningen af juni eller starten af juli fik jeg den idé at jeg ville lære at læse hækleopskrifter. Jeg lærte mig selv at hækle gennem youtubevideoer for nogle år siden og sidste efterår begyndte jeg at hækle klude. Inden sommeren her kunne jeg derfor lave karklude og havde netop lært at hækle rundt og derved lave bomuldsrondeller men jeg havde ingen anelse om hvad de forskellige masker hed. Jeg lånte dog Hæklede klude af Camilla Schmidt Rasmussen og Sofie Grangaard som Turbine udgav tilbage i 2016 samt nogle andre hæklebøger. Som jeg slog op i bøgerne var der absolut ingen af opskrifterne der gav mening og jeg var ved at give op. Så fandt jeg Hæklede klude frem og i begyndelsen findes en hækleguide hvor alle masker er beskrevet med illustrationer og billeder. Jeg fandt dernæst en opskrift i bogen jeg ville følge og det var så nemt at lære de forskellige masker fordi jeg kunne dem motorisk og blot lærte navnene på dem efter.

Siden da har jeg hæklet vaskeposer til rondellerne, en enkel scrunchie (jeg skal dog lave flere), “strømper” til min skrivebordsstol så den ikke ridser gulvet (pr. egen opskrift), et hækleetui fra OJ Hæklerier og jeg er netop blevet færdig med en freestyle opskrift inspireret af hækleetuiet. Disse bliver vist undervejs i indlæggene da jeg i skrivende stund har lyttet til 14 lydbøger og er godt igang med min 15. Der er derfor for mange til at opsummere i et enkelt indlæg og være up to date så der kommer nok et par stykker før det hele passer sammen.

I er velkomne til at følge med på @frkstuderende på instagram hvor, jeg ligesom på min boglige profil, deler indblik og billeder.

De to første projekter efter karkludene (som blev hæklet i grums men som jeg ikke har billeder af) blev, som sagt, bomuldsrondeller. Jeg har i lang tid arbejdet med minimal waste – zero waste arbejder jeg mig hen imod – og jeg tænkte at et hæklet alternativ var en god idé. Jeg fandt derfor et par videoer på youtube, lærte at lave den magiske ring og begyndte at lave rondellerne. Det er blevet til tre forskellige versioner og jeg tror jeg er gladest for den nyeste version selvom jeg ikke er endt med at beholde nogen af dem selv, da jeg har en 20 stykker af version to. Vaskeposer skulle der selvfølgelig også til i samme farve så dem har jeg også hæklet et par stykker af som gaver med rondellerne. Opskriften på vaskeposen er fra Eponas Dagbog og er utrolig nem at følge. Jeg har min til at hænge på kanten af vasketøjskurven så det er nemt at smide rondellerne deri når de er blevet brugt.



Lydbøgerne

Jeg har startet mit første betalingsabonnement op på Scribd her i august da jeg ikke følte at Libby (eReolen Global – bibliotekets bogtjeneste for digitale bøger) havde de bøger til rådighed som jeg havde lyst til at læse. Der er mange bøger men der er ofte mange reservationer og jeg bruger ofte rigtig lang tid på at finde en lydbog på den side. På Scribd er det nemmere selvom udvalget svinder ind når du har lyttet til en vis mængde. Det kan i læse mere om her. Hvis i kunne tænke jer en 2-måneders gratis prøveperiode til Scribd kan i følge linket her (jeg får selv en gratis måned hvis i bruger linket)



The Unhoneymooners af Christina Lauren ★★★★
Oplæsere: Cynthia Farrell og Deacon Lee

Cover fra Scribd

The Unhoneymooners endte med at være første lydbog jeg valgte og det var et fint valg omend kærlighedsbøger helt klart er en oplevelse *host host* at lytte til fremfor at læse. Jeg havde altid sagt at jeg ikke ville lytte til den type bøger men jeg var udelukkende i humør til kærlighedsbøger og jeg skulle vente i to måneder på Libby så hvorfor ikke? Historien følger Olive og Ethan. Olives søster skal giftes med Ethans bror men til prøvemiddagen får alle bortset fra Olive og Ethan madforgiftning fra buffeten (Olive er allergisk og Ethan nægter at spise fra buffet grundet bakterier). De to bliver derfor sendt afsted på bryllupsrejsen hvor de lader som om de er det gifte par. Fik jeg sagt at Olive og Ethan hader hinanden?

Olive er en større kvinde og der er en del snak om krop og størrelse. Olive er dog vidunderligt selvsikker og elsker sine kurver omend hun kan føle sig usikker omkring det – noget jeg kan stille mig bag.

Alt i alt en rigtig fin lydbog og jeg havde ikke de store problemer med oplæsningen. Historien er fortalt af både Ethan og Olive, dog primært Olive. Mit eneste problem er med slutningen af historien hvor jeg ikke synes at Ethan gav meget mening.


My Favorite Half-Night Stand af Christina Lauren ★★★★
Oplæsere: Shayna Tibodeaux og Deacon Lee

Cover fra Scribd

Endnu en kærlighedsbog – uden tvivl en trend ved de første mange lydbøger. Jeg valgte hurtigt en ny lydbog fra listen så jeg kunne komme videre med hæklingen og denne havde Whitney fra Whittynovels snakket en del om. Historien følger Millie og en af hendes bedstevenner som efter et half-night stand (han smutter midt om natten) får følelser for hinanden. Millie er den eneste kvinde i en drengegruppe og da de alle har været single i længere tid beslutter de, uvidende om at der er to i gruppen der har haft sex, at de hver især skal lave en datingprofil og finde en date til årets event på universitetet.

Jeg synes at Christina Lauren har skrevet bedre bøger omend den var underholdende. Der var ofte tidspunkter hvor jeg græmmede mig eller havde lyst til at stoppe fordi det blev en kende for ubehageligt. Der er desværre catfishing – selvom det ikke startede sådan ud. Jeg havde altså mine problemer med bogen og jeg anbefaler hellere Roomies, Josh and Hazel’s Guide to Not Dating eller ovenstående.


Fix Her Up (Hot and Hammered, #1) af Tessa Bailey ★★★★
Oplæser: Charlotte North

Cover fra Scribd

Fix Her Up er også en friends to lovers-historie i denne har Georgie dog haft et crush på sin brors bedste ven, Travis. Han var på vej til at blive en stor stjerne inden for baseball men han fik en skade og er nu fanget i en ond spiral. Han vil ikke have medlidenhed men han er også træt af at folk joker om hans ‘tidligere liv’ eller glorificerer ham. Den eneste som tager ham seriøst og oprigtigt interesserer sig for ham er Georgie og det begynder han stille selv at indse. Georgie er den yngste af sine søskende og er endt som byens kæledægge, alle behandler hende som et barn på trods af at hun er gammel nok til at købe eget hus og starte eget firma. Georgie kommer med et forslag; hvis de lader som om de dater er byen nødt til at tage Georgie seriøst samt forstå at Travis ikke længere er gamle Travis som har ny kvinde på hver arm hver aften.

Historien er virkelig sød. Georgie arbejder som klovn og elsker at arbejde med børn og selvom det var et spøjst arbejde i begyndelsen passer det så godt til hendes karakter at man ender med selv at falde for hende. Jeg har allerede efterfølgeren på min TBR selvom jeg ikke tror at den følger samme karakterer.


A Princess in Theory (Reluctant Royals, #1) af Alyssa Cole ★★★★
Oplæser: Karen Chilton

Cover fra Scribd

De fleste af mine anbefalinger på kærlighedsbøger kommer vitterligt fra Whitney fra Whittynovels og derfor er der endnu en her som jeg har lyttet til fordi hun har anbefalet den. Oplæseren er jeg ikke den store fan af, omend jeg har lyttet til 5 bøger hun har oplæst, men historien var god og bøgerne bliver kun bedre som man kommer frem i serien. Vi møder Naledi som modtager mails fra Prins Thabiso af Thesolo igennem hans assistent da hun er hans trolovede. Disse mails ligner dog til forveksling spammails, da de har brug for hendes sygesikringsnummer m.m. og sammen selve ordlyden kan det ikke give andet indtryk end “spam, slet”. Thabiso tager derfor til Amerika for at møde hende og førstehåndsindtrykket er ikke ligefrem heldigt men Thabiso tager muligheden og ting og sager sker. Naledi ender med at lære ham at kende som Jamil og finder først ud af langt inde i deres venskab/forhold hvem hun er og hvem Thabeso er.

Det er en virkelig underholdende historie og karaktererne er bedre end jeg ofte møder i kærlighedsbøger. Jeg anbefaler virkelig serien og det er en af de få som jeg blev så opslugt af at jeg lyttede til dem i ét rap, selv de to kortromaner. Igen synes jeg at oplæsningen kunne være bedre men selve historien opvejer det, i hvert fald i de fleste af dem – det er dog udelukkende fordi oplæsningen i efterfølgeren er rædselsfuld.


A Duke by Default (Reluctant Royals, #2) af Alyssa Cole ★★★★
Oplæser: Karen Chilton

Cover fra Scribd

Serien følger ikke samme karakterer men samme gruppe af personer. I denne dukker Naledi og Thabiso derfor op, men vi følger veninden Portia på hendes eventyr i Skotland hvor hun er i lære ved sværdsmeden Tavish. Hendes familieliv er ikke ligefrem det bedste og hun forsøger at komme væk, vokse og finde ud af hvad hun vil med sit liv. Da det jo er en kærlighedshistorie er der selvfølgelig gnister mellem hende og Tavish. Portia er fantastisk til sociale medier og forsøger at få ‘the armory’ – hvor hun er i lære – på landkortet da det er så meget mere end et sted hvor der smedes sværd – Tavish underviser bl.a. børn i kampsport.

Mit helt store problem med bogen er udførelsen af lydbogen og nogle af Tavishs reaktioner. Oplæseren laver ikke en skotsk accent men en jamaicansk – hvilket gav en smule mening da man finder ud af at han er søn af en flygtning fra Jamaica – men alle har et snert af jamaicansk når de snakker skotsk og det er så irriterende. Fair nok hvis de alle er fra jamaica eller på en eller anden måde har rødder der, men hvis de har boet i Skotland hele deres liv og forældrende også kan jeg ikke forstå det. Serien anbefales dog stadig, men lydbogen af denne er et stort nej.




Det var vist første omgang lydbøger. Jeg synes en fem stykker er et fint antal og så kan jeg også hurtigt få delt et par projekter siden sidst. I denne har jeg ikke delt det hele, med vilje, for med 14-15 lydbøger kommer man igennem en del og indlægget her ville simpelthen blive for langt. Lydbøgerne deles dog engang imellem på min instagram @frklitteratur og hæklerierne på @frkstuderende så jeg ikke spammer dem som ingen interesse har.

One Reply to “Mens jeg har hæklet, #1”

  1. […] nævnt i det første Mens jeg har hæklet-indlæg, og som man nok kunne se på valget af bøger var jeg jo blevet en smule opslugt af en […]

Skriv et svar

CommentLuv badge