Menneske eller borger af Leo Komischke-Konnerup

Menneske eller borger omhandler skolens pædagogiske grundproblem om hvorvidt eleverne i folkeskolen skal dannes til mennesker eller borgere – en ‘dobbelt dannelse’ er selvfølgelig idealet, men tiden har vist at det nok er en utopisk fremstilling. Der er i hvert fald fokus på enten det ene eller det andet. Menneske eller borger er Leo Komischke-Konnerups afhandling med få justeringer og sidst i bogen er der et didaktisk appendiks fra Nicki Leding Olesen, en af mine undervisere på læreruddannelsen.

Menneske eller borger var en bog som jeg i første omgang blev interesseret i fordi den blev nævnt i undervisningen. Jeg fik derefter undersøgt den og den lød som nødvendig læsning for en kommende lærer. Om den direkte er nødvendig er jeg i tvivl om, men relevant er den da. Komischke-Konnerup gennemgår Rousseaus, Humboldts og Benners forestillinger om dannelse i forhold til menneske eller borger;

 

Han trækker tråde mellem dem og viser, hvordan den politiske dannelse kan rumme begge aspekter, men at det ikke sker gennem de tiltag, som i disse år efterspørges fra politisk side.

 

I undervisningen har vi arbejdet med Rousseau men ikke med Humboldt eller Benner og det var derfor interessant at blive introduceret for dem med Komischke-Konnerup som piller deres teorier fra hinanden for at se om det giver mening. Jeg nød i hvert fald læsningen selvom det tog mig en rum tid at varme op for Benner. Han skiller sig nemlig ud fra de to andre med hans dannelsesfilosofi og det krævede en anden tilgang end Rousseau og Humboldt. Det var dog hans og Humboldts afsnit som interesserede mig mest, muligvis fordi de var ukendte for mig.
Jeg er på ingen måde vant til at læse litteratur af denne art men det var vidunderligt inspirerende og letlæseligt. Under visse afsnit handler det i den grad om at holde tungen lige i munden, men størstedelen af bogen er ret ligetil og hurtigt læst.

Efter hvert afsnit er der også studiespørgsmål så man kan fordybe sig i bogen og virkelig arbejde med stoffet. Det var desværre ikke noget jeg havde tid til, men spørgsmålene satte da tanker igang.

Menneske eller borger inspirerede mig også til mit emne til min kommende KLM-eksamen. Ideen var at jeg ville se på spørgsmålet om menneske eller borger fra andre teoretikere og lave et mini Menneske eller borger-projekt. Dannelse er dog stadig mit hovedemne, men det er blevet mere konkret som jeg har læst andre værker.

 

Menneske eller borger: skolens pædagogiske grundproblem af Leo Komischke-Konnerup samt et didaktisk appendiks af Nicki Leding Olesen. Udgivet af Akademisk forlag i 2016. Modtaget til anmeldelse fra forlaget. 191 sider. 
Køb bogen på bl.a. forlagets egen hjemmeside, plusbog og saxo

Skriv et svar