Måske en dag af Colleen Hoover

*Reklame* Eksemplar modtaget som gave fra forlaget til Bogbloggertræf 2016.

Måske en dag af Colleen Hoover er en new adult kærlighedsroman. Den overraskede mig på mange punkter, både godt og skidt, men den efterlod mig i sidste ende en smule skuffet. Måske en dag har musik som tema og man kan endda lytte til de sange som Sydney og Ridge skriver i bogen, på bl.a. youtube. Jeg prøvede at lytte til sangene, men jeg følte ikke at de bidragede til min læseoplevelse og jeg stoppede derfor hurtigt med det. Det er dog interessant at der er gjort så meget ud af bogen på det punkt – en del bøger har sangtekster, men meget få har et faktisk soundtrack.

Måske en dag møder vi Ridge og Sydney. Sydney finder i begyndelsen ud af at hendes kæreste Hunter er hende utro med hendes bedsteven og roommate, Tori. En ret dramatisk begyndelse på en lige så dramatisk historie. Ridge og Sydney finder dog ikke ‘bare’ sammen. Sydney skal først over bruddet med Hunter og stole på mænd igen, og Ridge har været sammen med Maggie i en del år. Det er dog interessant at se Sydney og Ridges dynamik, de passer utrolig godt sammen, men der er så mange komplikationer og ting som holder dem fra hinanden. De lader dog i sidste ende ikke noget stå imellem dem. Utroskab er dog ikke noget jeg billiger og det trak uden tvivl bogen ned for mig.

Jeg var fuldstændig målløs da jeg fandt ud af at Ridge var døv. Jeg troede i første omgang det var en joke, for vi møder ikke mange døve karakterer i litteraturen, jeg tror endda Ridge er den første jeg er stødt på indtil videre. Jeg er dog stor fan af at vi har en døv karakter som også er en fantastisk musiker, for selvom man ikke har nogen hørelse kan man stadig opnå og udrette så meget! Jeg har i hvert fald hørt en ung, døv pige synge, og hvis du ikke vidste at hun var døv, ville du ikke tro det (video her). Colleen Hoover har helt klart fremvist en pointe med Ridge og hans musikkarriere, og det elsker jeg hende for.

Jeg læste bogen på en enkelt aften. Det er nemlig det Colleen Hoover kan; hun skriver historier som er umulige at slippe, selv når du ikke er glad for karaktererne og deres handlinger. Jeg overvejede at stoppe da Ridge og Sydney finder sammen mens Ridge endnu er sammen med Maggie, men bogen var umulig at slippe uanset. Ligesom resten af Colleen Hoovers bøger anbefales den uden tvivl – så længe man er parat til at læse om utroskab.

 

Måske en dag (Måske, #1) af Colleen Hoover. Udgivet af Lovebooks, Lindhart & Ringhof i september 2016. Modtaget som gave fra forlaget til Bogbloggertræf 2016. Orig. titel; Maybe Someday (Maybe, #1). Orig. udgivet i 2014. 469 sider. 4 ud af 5 stjerner. 
Køb bogen på bl.a. forlagets egen hjemmeside, saxo og plusbog

Skriv et svar

CommentLuv badge