Måneden der gik, oktober

*indeholder anmeldereksemplarer fra forlag og forfattere.

Det slog mig den anden dag at vi ikke længere var i oktober men november. Den sidste uges tid har været ret hektisk og med late night, hvor jeg arbejdede, er de to måneder blødt ind i hinanden. I oktober glemte jeg også, som altid, at holde styr på min læsning undervejs så det har været noget af et puslespil at finde ud af hvad jeg har læst og evt. opgivet men jeg tror jeg endelig har fået styr på det. I år hækler jeg også 90% af julegaverne så der er for alvor gang i gaveproduktionen herhjemme så lydbøgerne kommer nok til at være en stor del af læsningen igen i november og december.

I oktober fik jeg læst 8 bøger, lyttet til en enkelt lydbog, opgivet yderligere 2 bøger og læst 2 graphic novels. De læste bøger er;

  1. *Fine fornemmelser af Julian Fellowes ★★★
  2. *Fanny Fairychild og det magiske spejl (Fanny Fairychild, #1) af Lykke Lindbo ★★★
  3. *Fanny Fairychild og Odins øje (Fanny Fairychild, #2) af Lykke Lindbo ★★★
  4. *Det vi tænker på inden vi falder i søvn af Rasmus Barud Thomsen m.fl. ★★★★
  5. *Vigga forsvinder af Anne-Mette Brandt ★★★★
  6. *Ørkendrømme (Sandrytteren, #1) af Tenna Vagner ★★★★
  7. *Byzonens skæbne (Sandrytteren, #2) af Tenna Vagner ★★★★
  8. *Løvinden af Cecilie Bødker ★★★★
  9. (Lydbog) Sorcery of Thorns af Margaret Rogerson ★★★


Der var ikke nogen 5-stjerne læseoplevelser i denne måned men jeg fik læst en del som jeg virkelig nød. Især Sandrytteren #1-2 af Tenna Vagner overraskende mig og en anmeldelse af bøgerne vil, forhåbentlig, være på bloggen inden længe. Sorcery of Thorns havde jeg hørt meget godt om og jeg havde virkelig håbet at den ville være bedre end An Enchantment of Ravens som folk også havde hypet da den udkom. Sorcery of Thorns var uden tvivl bedre men den var så lang at jeg havde svært ved at finde fokus i den og jeg havde ikke travlt med at lytte til den så den har taget mig omtrent en måned at komme igennem. Der kommer dog anmeldelser af bøgerne læst i oktober her på bloggen i løbet af de næste par uger.

Jeg opgav *Drageland af Ry Kristensen og *Noget i vandet af Catherine Steadman. Jeg gav begge et godt skud med 200 sider læst i den første og 140 i den sidstnævnte men jeg kommer ikke igennem dem.

De 2 graphic novels jeg fik læst er;

  1. Pumpkinheads af Rainbow Rowell og Faith Erin Hicks ★★★★★
  2. Zenobia af Morten Dürr ★★★★


Pumpkinsheads er perfekt læsning til efteråret og jeg hyggede mig virkelig med at læse den en kold aften under dynen. Zenobia skulle læses som et led i mit modul om multimodalitet og den rammer på en helt speciel måde. Kæresten snuppede den før mig og læste den, for der er ikke meget tekst og derved hurtigt læst, og selvom han forberedte mig en smule var jeg stadig i chok over slutningen. Begge er klart en læsning værd, hvis ikke flere.

I oktober

I oktober var vi i praktik i en uge og møde skolen, vores praktiklærere og de elever vi skal undervise efter jul og det var en virkelig god uge. Vi fik begge undervist lidt (UC har endnu en gang lavet om på praktikken) så nu tror jeg vi efter lidt planlægning er klar til uge 2. Vi skal lave et tværfagligt forløb i dansk og biologi ift. plastiknedbrydning og forbrug så det bliver spændende! Et digitalt forløb jeg har udviklet om samme emne i dansk og samfundsfag med tre søde medstuderende er også blevet udgivet på Alineas portal kaldet Koncentrat så det var også en fed besked at få den ene morgen.

I oktober deltog jeg også i Dewey’s 24 timers læsemaraton lidt spontant da jeg havde byttet vagt med en kollega og det hele blev ordnet lige op til så jeg havde pludselig fri om lørdagen og dermed tid til at deltage. Det blev til 4 bøger som jeg alle gav 4 stjerner så det var en fin læseweekend jeg fik ud af det.

Oktober var også måneden hvor jeg for 3. gang var nomineret til Danish Book Blog Awards, selvom jeg ikke kom videre til finalen. Jeg havde på ingen måde forventet at jeg var indstillet igen i år, men jeg er beæret som altid og jeg er stadig glad for at så mange kan lide bloggen her. Jeg lod det også være op til prisen hvorvidt jeg skulle til Bogforum eller ej da jeg ikke kunne bestemme mig, så hvis jeg kom videre tog vi med og hvis ikke så blev vi hjemme og hyggede os. Nu skal vi bare finde ud af hvordan weekenden skal bruges sammen.

Vi var også i biografen for at se Downton Abbey som jeg klart kan anbefale! Den er så god hvis man er glad for serien og er ikke en opsummering men en efterfølger. Det lader til at jeg ikke var den eneste med den opfattelse om filmen. I oktober fortsatte jeg også med mit Duolingo men efter en lidt stressende uge glemte jeg alt om det og jeg har ikke kigget på det siden. Det blev dog til 51 eller 52 dage i træk så mon ikke jeg kan komme igang igen når tiden byder sig.


Det var vist min oktober måned, ret hektisk og med en masse hækling og overraskende mange bøger i forhold til hvad jeg kunne huske at have læst. Jeg håber dog at kunne få lidt mere styr på tingene her i november og første lydbog er allerede lyttet til ende! Så startskuddet tegner godt.

Skriv et svar

CommentLuv badge