Læst feministisk litteratur #1

Indeholder anmeldereksemplarer (*) og gaver (**).

Efter en hurtig afstemning på instagram stories for et lille stykke tid siden fandt jeg ud af, at en stor del af jer gerne ville høre mere om feminisme. Jeg har derfor besluttet at lave en ny kategori på bloggen dedikeret til feminisme og forhåbentlig vil der komme et par indlæg i måneden under emnet. Til at starte med vil jeg dog dele de bøger jeg allerede har læst, og dermed komme med nogle anbefalinger, og så vil jeg i de næste par indlæg komme med feministiske værker jeg gerne vil læse og anmeldelser. Så må vi se hvordan det går.

 

**Vi burde alle være feminister af Chimamanda Ngozi Adichie

Vi burde alle være feminister er nok det første feministiske værk jeg læste. Den gennemgår meget kort og simpelt hvad feminisme er og hvorfor det gavner os alle.

*gave fra Gyldendal 

*Hidden Figures af Margot Lee Shetterly

Hidden Figures fortæller den hidtil gemte historie omkring de sorte, kvindelige computere som var med til at hjælpe Amerika sende astronauterne i rummet. Bogen følger tre kvinder; Mary Jackson, Katherine Johnson og Dorothy Vaughn. Filmatiseringen sagde mig en del mere end bogen, da den for mit vedkommende trak tænder ud at komme igennem selvom historien er interessant.
Hvorfor er den feministisk? Fordi den fortæller historien om de kvinder der hidtil er blevet glemt og faktisk har haft stor indflydelse på et skelsættende historisk event.

*anmeldereksemplar fra HarperCollins DK

 

**How Not to be a Boy af Robert Webb

How Not to be a Boy er et memoir om Robert og hans liv. Han er en britisk komiker som har haft ret svært med de forventninger der har været til ham som mand, fra samfundets side, og det har været fedt at se kønsproblemet fra en mands side. Webb er opvokset med formaninger som ikke at må græde, at være glad, og endda god til, sport, ikke at snakke om følelser og meget mere. Webb har dog aldrig været fastlåst i rollen som mand, han har udforsket kønsrollerne i sine sketches og som ung og han har helt klart en del at sige om emnet.
Hvorfor er den feministisk? Feminisme handler om ligestilling for både mænd og kvinder. Det er ikke kun kvinder der er visse forventninger til, det er også mænd og det er ikke altid det bliver snakket om.

**gave fra Plusbog i forbindelse med DBBA

*The Gender Games af Juno Dawson

Endnu en bog som udforsker kønsrollerne. Juno er en transseksuel kvinde som sprang ud for nogle år tilbage. Hun har levet som homoseksuel mand i en stor del af hendes liv og hun har derfor en god idé om hvordan begge køn har det. Den er fyldt med forskningsresultater som er blandet utrolig godt med Junos liv – for The Gender Games er egentlig et memoir om Junos oplevelser som mand og kvinde. Jeg elsker måden den er skrevet på og det er uden tvivl en af de bedste feministiske værker jeg har læst – hvis ikke den bedste.
Hvorfor er den feministisk? Den udforsker kønsroller og ligesom How Not to be a Boy viser den også problemet fra en mands synsvinkel.

*anmeldereksemplar fra Plusbog

Moxie af Jennifer Mathieu

En af de få bøger jeg har fundet som er realistisk, ungdomsfiktion og stadig feministisk. Den har ikke blot undertoner af feminisme men hele omdrejningspunktet er feminisme. Vores hovedperson beslutter sig nemlig for at stå op mod hendes medstuderende og skole som ikke er fair overfor pigerne – hvad enten det er dresscodes eller at se gennem fingrene med mandschauvinistiske kommentarer. Virkelig fin historie!

*Brev til en forælder: Et feministisk manifest af Chimamanda Ngozi Adichie

Adichie fik et spørgsmål om hvordan man opdrager et barn feministisk og dette fine lille essay, eller manifest, blev til. Den gennemgår feminisme mere i dybden end det første essay (**Vi burde alle være feminister) og kommer med konkrete forslag til hvad man kan gøre.

*anmeldereksemplar fra Gyldendal

*Elitefeministerne

Elitefeministerne er en dansk antologi om feminisme skrevet af en bunke ‘elitefeminister’. Jeg havde et par problemer med bogen men informerende var den da.

*anmeldereksemplar fra Tiderne Skifter

A Room of One’s Own af Virginia Woolf

En af de få bøger, eller snarere essays, som jeg har genlæst. Jeg anmeldte bogen tilbage i 2017 på Bogkollektivet (anmeldelse kan findes her). Jeg læste den kort efter jeg var startet på litteraturvidenskab og jeg knuselskede den. Jeg købte mit eget eksemplar og genlæste den så jeg kunne skrive en anmeldelse og jeg var desværre ikke nær så glad for den anden gang. Det er dog et interessant essay om kvindens rolle i litteraturen og den er skrevet på en meget finurlig måde.

The Trouble with Women af Jacky Flemming

Uden tvivl en af de bedste feministiske værker jeg har læst. Den er umådelig satirisk og illustreret hele vejen igennem. En bog velegnet til maratons og så er det en fantastisk appetitvækker. Man bliver dog nødt til at have en forforståelse for feminisme inden man går igang.

 

Women in Science af Rachel Ignotofsky

En samling af portrætter af kvinder i videnskaben som i stor grad er blevet overset eller forbigået. Endnu én som er velegnet til læsemaratons eller til højtlæsning – selvom den stadig kun findes på engelsk. Jeg lærte en hel del om nogle glemte kvinder og jeg skal uden tvivl have fat i de andre hun har lavet også.

**Ludermanifestet af Louise Kjølsen, Ekaterina Andersen og Nikita Klæstrup

Den nyeste tilføjelse til ‘læst’ portionen af min feministiske hylde. Rigtig fin gennemgang af feminisme og hvad de tre kvinder står for. Jeg nød den i hvert fald!

**gave fra Plusbog i forbindelse med Danish Book Blog Award

*Women of Resistance: Poems for a new Feminism

Et af de få lyriske værker jeg har læst og det eneste feministiske poesi. Den var dog en stor skuffelse for mit vedkommende selvom jeg forventer at det er på grund af genren – jeg læser ikke særlig meget poesi og jeg er derfor sikker på at jeg på ingen måde er målgruppen.

*anmeldereksemplar fra Netgalley

Everyday Sexism af Laura Bates

Everyday Sexism er et meget tungt, feministisk værk omkring hverdags sexisme og sexchikane. Jeg lærte at jeg selv er blevet udsat for det af en klassekammerat og det er faktisk tilfældet for mange at man ikke er bevidst om at det sker, fordi det simpelthen er blevet hverdag. Utrolig interessant bog, omend noget tung.

 

Jeg er Malala af Malala Yousafzai

Endnu en bog jeg læste og skrev en anmeldelse af på en anden blog (anmeldelsen kan findes her). Malala er feminist og ligeså er hendes far. Hun har kæmpet for hendes ret til uddannelse og hun er blevet et kendt navn under hendes kamp. Det var interessant at læse om hende og høre hendes historie og jeg har planer om at bruge den eller hendes oprindelige dagbog i min undervisning også.

 

 

Det var umiddelbart de 14 feministiske værker jeg har læst indtil videre. Jeg har været igang med en del som jeg desværre ikke har færdiglæst og måske aldrig får færdiglæst, men titlerne på denne liste er nogle jeg kan huske at have været igennem siden 2017.

GemGem

GemGem

Skriv et svar

CommentLuv badge