Læsestatus for året indtil videre

*indeholder anmeldereksemplarer og gaver fra forlag. Disse er markeret.

Jeg har sat mig ned et par gange for at udfylde ‘Mid Year Book Freak Out’-tag’en som jeg har udfyldt de sidste par år men jeg synes ikke den var særlig interessant for mig i år og jeg har ikke haft noget motivation til at skrive om bøgerne og mit læseår indtil videre i det format. Jeg har derfor blot skrevet lidt løst og fast om de nye og gamle forfattere, de bedste bøger og mine planer for næste halvår.

Status på mål for året

#Læshverdag2019

Jeg havde nævnt at jeg ville læse hver dag i 2019 og det gik utrolig godt indtil vi ramte maj hvor jeg havde to eksaminer at skrive og aflevere og bøgerne derfor røg i baggrunden. Det gik bedre i juni og i juli har jeg generelt bare holdt ferie og gjort hvad end jeg har haft lyst til og endt med ikke at tracke hvorvidt jeg læser hver dag. Jeg har dog været god til at få mig selv til at læse igen hvis jeg er ved at falde ud af rutinen med at læse hver dag så det ikke udvikler sig til en læsetørke. Jeg er også blevet bedre til at tage et skridt tilbage og vide hvornår det potentielt kan udvikle sig til en læsetørke. Så alt i alt føler jeg at jeg har læst mere end jeg normalt ville fordi jeg undgår perioder hvor jeg overhovedet ikke læser men blot nogle dage.

Læs de 3 ‘Pottermore Presents’ e-bøger

Nok det mest vellykkede mål men også det nemmeste. Vi fik læst de små e-bøger i januar, februar og marts som planlagt og vi har generelt været rigtig glade for dem. Det er dog meget hvad der allerede er på Pottermore og dermed frit tilgængeligt, men da jeg er en der ikke læser meget på Pottermore siden, nu Wizarding World eller sådan noget, så var der en del ny information for mig.

1 weekend læsemaraton om måneden

Også et mål som gik fint i begyndelsen men som vi ikke har været nær så gode til siden. Vi har dog læst sammen hist og her i de større læsemaratons som O.W.Ls og lige nu The Book Junkie Trials. Vi læste for nyligt i flyet sammen både til og fra London og i næste måned har vi N.E.W.Ts sammen også så mon ikke det kommer igen.

Og resten

Jeg har endnu ikke læst de to bøger jeg sagde jeg ville læse omend jeg overvejer at lade dem være og vente til jeg føler at jeg har tid til at give bøgerne det de fortjener. Jeg har doneret en del anmeldereksemplarer og gaver til nogle lokale hjem for udsatte samt kvindehjem. Jeg har til dels fået styr på mine serier men de skal nok lige have endnu et kig – mere om det længere nede. Jeg har også fået undersøgt en smule SEO men jeg har ikke gjort så meget ved det.

De personlige mål er også lidt over det hele. Jeg er blevet bedre til at drikke mere vand og det meget konsekvent så det er jo godt. Vi har også været hjemme ved familien en gang om ugen, nogle uger flere gange, og vi har været sammen med venner også, så det er endnu et mål vi har arbejdet med. Ift. vores meal planning er det på ingen måde gået godt de sidste par måneder siden eksamen men jeg tænker vi kommer tilbage til det i næste uge. Med ferie har det dog været svært at lægge så slaviske planer fordi vi generelt ender med at tage hjem til forældrene at spise en aften eller to og så er der andre ting der skal passes så det er svært at vide hvad vi skal hvornår. Vores plan for kun at lave lektier i hverdagene og holde fri i weekenderne og gerne fredag gik fint indtil maj med eksaminerne og juni hvor vi forberedte den mundtlige del. Det bliver dog min plan igen for næste semester da jeg virkelig nyder den frihed det giver i weekenderne og jeg har brug for den struktur og grænse. Og det var vist det.

Zero waste

I år er vi dog blevet fanget af zero waste eller minimal waste som er vores måde at arbejde os hen mod det endelige mål. Vi har skiftet hans tandbørste ud med bambus (jeg har brugt bambustandbørster i et par år), tandpasta til pastiller, tandtråd fra Maistic uden plastic, komposterbare fryseposer, fast håndsæbe, bambusvatpinde (genanvendelige er forudbestilt), stål sugerør og genanvendelige kopper fra Espresso House som vi ofte besøger. Jeg har forsøgt at prøve shampoobarer også men jeg har endnu ikke fundet en til en ordentlig pris som kan bruges til farvet hår og vi har også en fast plan om at bruge ud af alting vi har fremfor at købe nyt med det samme vi finder det. Jeg er også blevet fanget af hækling igen så jeg har hæklet et genanvendeligt alternativ til vatrondeller til min nære familie.




Og nu til bøgerne;

*anmeldereksemplar fra forlaget

De bedste bøger

*Min Historie af Michelle Obama var den første bog i år jeg gav 5 stjerner og derefter havde jeg heldet med mig da jeg indenfor samme måned læste *Millionæren fra Singapore (Crazy Rich Asians, #1) af Kevin Kwan som også fik 5 stjerner. To vidt forskellige bøger men begge fantastiske på hver deres måde. Girl Made of Stars af Ashley Herring Blake fortjente dog også 5 stjerner. Det er en fantastisk historie om en pige hvis tvillingebror anklages for at have voldtaget hans kæreste som også er hendes veninde. Bogen er desværre ikke oversat men den er fænomenal og fyldt med rep. Hovedpersonens bedsteveninde og nu ekskæreste er også non-binary eller gender queer og til piger, og hovedpersonen selv er biseksuel så vidt jeg husker. Det er en virkelig godt bog som kun kan anbefales. Kæresten og jeg læste også en graphic novel kaldet Little Moments of Love af Catana Chetwynd som vi virkelig nød at læse sammen (den kan lånes på eReolen Global). *Aru Shah og tidens ende (Pandava Quarter, #1) af Roshani Chokshi fik også 5 velfortjente stjerner og det samme med Argumenter imod kvinder af Birgitte Possing som opremser alle de argumenter der har været imod kvinder igennem årene og selvom det er repeterende er det en pointe i sig selv da argumenterne sjældent ændrer sig selvom tiden gør.

*anmeldereksemplarer fra forlagene

I de sidste par måneder har jeg også været på et enormt romance binge og jeg har læst så mange kærlighedsbøger som alle har fået 4 solide stjerner. Jeg overvejer stadig hvorvidt jeg skal lave et indlæg når jeg har læst en håndfuld og skrive lidt om dem hver især, men det er stadig på tegnebrættet.


Nye forfattere

I år har jeg læst bøger af 70 forskellige forfattere fordelt på 77 bøger – nogle af dem er dog gengangere. De nye forfattere jeg har læst fra i år som jeg uden tvivl kommer til at læse mere fra er;

  • Roshani Choksi
  • Ashley Herring Blake
  • Kevin Kwan
  • Talia Hibbert – jeg læste en virkelig god ‘diverse romance’ af hende
  • Sally Thorne – jeg har læst de to bøger hun indtil videre har skrevet og det er virkelig gode kærlighedshistorier omend jeg foretrækker The Hating Game
  • Helen Hoang – hun har skrevet to kærlighedsbøger med hovedpersoner med autisme og de er så gode

Jeg har dog læst 9 bøger af J.K. Rowling og 5 af Christina Lauren så det er ikke fordi jeg kun læser bøger af nye forfattere.


Serier

Jeg har forsøgt at blive bedre med serier i år og få styr på hvilke jeg vil fortsætte og hvilke jeg ikke vil fortsætte med og forhåbentlig begyndte og færdiggøre indenfor samme år – hvis bøgerne er udgivet selvfølgelig. Jeg er ikke overbevist om at det er gået strålende men der er da nogle jeg allerede er færdig med. I år har jeg færdiglæst følgende serier;

  • *Crazy Rich Asians af Kevin Kwan
  • Harry Potter af J.K. Rowling (genlæsning)
  • *Oplært til prostitution af Lotte Dalgaard
  • *Evigt liv af Gena Showalter
  • Pottermore Presents af J.K. Rowling
  • Darkest Powers af Kelley Armstrong

*anmeldereksemplarer fra forlagene


eller læst op til sidst udgivede bog følgende serier;

  • *Nevermoor af Jessica Townsend
  • The Kiss Quotient af Helen Hoang (jeg ved ikke om der kommer flere bøger men jeg håber da)
  • Fantastic Beasts af J.K. Rowling
  • The Lady Janies af Brodi Ashton, Cynthia Hand og Jodi Meadows
  • Wayward Children af Seanan McGuire

*anmeldereksemplarer fra forlaget


Jeg er dog stadig igang med at læse min vej igennem Den store djævlekrig af Kenneth Bøgh Andersen, Cormoran Strike af Robert Galbraith samt The Remnant Chronicles af Mary E. Pearson.



Næste halvdel af 2019

Udgivelser

Der er ikke mange udgivelser i kalenderen for den næste halvdel af året indtil videre, men der er da nogen. Jeg ser frem til at læse The Testaments (The Handmaid’s Tale, #2) af Margaret Atwood som udkommer i september, The Haunting of Hill House som Alhambra udgiver i oktober samt den illustrerede version af Harry Potter og flammernes pokal som udkommer d. 8. oktober. Under Fantasyfestivalen udkommer der vist også en del bøger men jeg har ikke haft tid til at undersøge det nærmere endnu.

Events og læsemaratons

Jeg har ikke været til nogle events i den første halvdel af året men vi har deltaget i en del læsemaratons. I næste halvdel af året skal vi på Fantasyfestivalen her i Esbjerg og vi leger med ideen om Bogforum. Vi deltager selvfølgelig i N.E.W.Ts i næste måned og min TBR skulle gerne være på vej inden længe. Ellers er der ikke noget fastlagt endnu.

To Be Read

Bøger jeg gerne vil have læst inden året er omme

  • Den faldne engel og Den faldne djævel af Kenneth Bøgh Andersen
  • The Beauty of Darkness (The Remnant Chronicles, #3) af Mary E. Pearson


Jeg har også en del projekter igang med hækling og overvejer at dele mere af det på min personlige profil på instagram. Vi har også modtaget vores skemaer (i grove træk) til næste semester og jeg stresser lidt over at vi endnu ikke har fået litteraturlister så jeg kan få skaffet de bøger jeg skal bruge. Når alt kommer til alt synes jeg dog at 2019 har været et rigtig fint år for os indtil videre fyldt oplevelser. Jeg krydser fingre for at resten af året bliver mindst lige så godt.

Skriv et svar

CommentLuv badge