Læseren i morgentoget af Jean-Paul Didierlaurent

Læseren i morgentoget er en bog jeg længe har været interesseret i. Jeg prøvede i første omgang at lytte til den engelske version på lydbog, men oplæseren var ikke min kop te. Jeg blev derfor utrolig glad og overrasket da jeg fandt ud af, at Politikens forlag oversatte og udgav bogen i år! Jeg blev selvfølgelig nødt til at udnytte det og snuppe en kopi med det samme jeg havde chancen. Jeg blev dog en smule skuffet.

Læseren i morgentoget er endnu en bog for litteraturelskere, præcis ligesom Historien om A.J. Fikry eller Mr. Penumbra’s 24-hour bookstore. Den var dog ikke som forventet og jeg har en del ambivalente følelser, når det kommer til stykket.

 

Jeg gik bare. Den nye Stephen King ventede hjemme på mit natbord. 

 

Bogen omhandler Guylain Vignolles. Hver morgen står han på toget kl 6.27 og læser brudstykker af verdenslitteraturen op for de andre passagerer. På sin arbejdsplads betjener han en maskine, som snarere er noget levende for ham, som kaldes ‘Zerstor 500’. Denne maskine æder bøger og laver dem om til papirmasse, som så bliver lavet til nye bøger. Han kravler jævnligt ind i maskinen, for at rengøre den. På et bestemt sted, hvor vandet ikke når, sidder der altid næsten uskadte sider fast. Det er disse sider han læser op i morgentoget.
En dag finder han dog et usb-stik med en ung kvindes dagbog og historien tager en uventet drejning.

 

Jeg elsker bøger, selvom jeg bruger det meste af min tid på at ødelægge dem. 

 

Guylain Vignolles er en mand som har fået et tilfældigt navn, hans forældre så bort fra de typiske navne, helgen-navne, og valgte Guylain Vignolles ud i det blå – hvilket ikke har været helt positivt for Guylain. Han har aldrig turdet spørge sine forældre hvorfor de valgte ‘Guylain’, men jeg tror svaret ville være yderst interessant. Jeg foretrækker dog specielle navne og Guylain Vignolles er et uforglemmeligt et.
Guylain lever ikke, han eksisterer bare. Han går i ét med tapetet og forsvinder ind i mængden. Og det synes jeg er utrolig ærgeligt – ikke engang hans udseende er bemærkelsesværdigt! En mand med så specielt et navn burde, efter min mening, være bemærkelsesværdig. Jeg elsker dog at han er glad for litteraturen og vil dele den med andre.
Guylain er glad for bøger, hvilket gør, at hans arbejde tager livet af ham. At skulle tilintetgøre bøger hver eneste dag må være forfærdeligt! Han betragter faktisk zerstor 500 som et levende væsen, den sluger bøgerne hele, den ødelægger dem! Og han er bange for at blive spist af den når han er inde i maskineriet for at rense den. Man skulle næsten tro at det var et levende væsen, det er i hvert fald sådan beskrevet. I mine noter har jeg ordret skrevet “‘Tingen’, et umætteligt dyr.” Guylain kalder nemlig maskinen for ‘tingen’.

Guylain Vignolles bedste ven, Giuseppe, vil finde sine ben – eller lad sine ben vokse ud – ved hjælp af bøger. Det er klart en af de bedste dele af bogen, og jeg vil egentlig ikke uddybe hvad det handler om. For det er et virkelig fedt aspekt som jeg vil lade jer opdage på egen hånd.

Jeg blev dog ikke fanget af Læseren i morgentoget før til slut, og det er ærgerligt i forhold til at det er en bog på bare 150 sider. Det tog mig 2 eller 3 dage at læse den, og det er egentlig ikke fordi det er en dårlig bog, jeg havde bare ingen problemer med at lægge den fra mig og der var intet der fik mig til at finde den frem igen.
Det blev dog bedre da han fandt usb-stikket. Jeg synes helt klart at dagbogen var interessant, de stykker fangede mig mere end de tilfældige brudstykker han havde fisket ud af ‘tingen’. Måske fordi vi hører brudstykker som egentlig hænger sammen, men som stadig er brudstykker. Jeg nød at læse de passager, for selvom de er personlige er de også anonyme – hvilket forbløffede mig.
Jeg er også utrolig glad for at kunne sige, at den unge kvinde selv er glad for bøger! Det første citat ovenfor er fra hendes dagbog!

Jeg havde dog forventet mere, hvilket er grunden til at jeg har givet bogen 3 ud af 5 stjerner. For dårlig var den ikke, men den var heller ikke så god igen. Det var dog en god oplevelse og jeg er glad for at have læst bogen! Jeg vil ikke kalde den et ‘must-read’ men til et læsemaraton eller hvis man har brug for en kort bog, så anbefaler jeg den da. Den er meget hyggelig med al sin snak om litteratur, og det er hele grunden til at jeg ville læse den.

 

 

Læseren i morgentoget af Jean-Paul Didierlaurent. Udgivet af Politikens forlag i april 2016. Modtaget til anmeldelse fra forlaget. Orig. titel: Le Liseur du 6H27. Orig. udgivet i 2014. 156 sider. 3 ud af 5 stjerner.

Skriv et svar

CommentLuv badge