Kys af Lone Diana Jørgensen

Jeg blev meget overrasket da jeg fandt Kys i min postkasse. Jeg holder mig normalt væk fra alt der hedder 2. Verdenskrig og Kys foregår i 1940’ernes København. Jeg tænkte dog at jeg ville give den en chance og det er jeg glad for at jeg gjorde!

 

Kys er en ungdomsroman om den første store kærlighed. Anna er 15 år gammel, forelsket i kæresten Johan og spekulerer på om hun skal gå hele vejen med ham. På sin vis lyder det som en helt almindelig ungdomsbog, men omstændighederne gør at det ikke bare er den gængse ungdomsbog. Den tid som ligger til grund for Kys gør at det er så meget mere end ‘bare’ end ungdomsbog. Vi får et indblik i livet under krigen, hvordan man blev påvirket her i Danmark og vi ser hvor heldige vi egentlig var. Jeg har meget mere forståelse for krigen nu, selvom jeg egentlig ikke har læst om krigen. Jeg er umådelig glad for at jeg modtog Kys for den har givet mig større forståelse end jeg nogensinde har fået fra nogen fagbog. Selvfølgelig var det værrere nogen steder end andre, og måske finder Kys sted inden det eskalerede, men jeg har en smule mere mod på at læse skønlitteratur som finder sted under 2. Verdenskrig.

 

Anna lever et næsten normalt liv under 2. Verdenskrig. De bor i en mindre lejlighed, men det sker stadig den dag idag. Hendes søster blev gravid som 17-årig, hvilket også sker idag. Det eneste der egentlig adskiller Annas liv fra vores er at hun skal søge ly når lufthornene lyder og der er tyske soldater i gaderne. Selvfølgelig er der også mindre ting som problemer med rationeringer, men selv den dag idag er der mennesker som ikke kan få det hele til at løbe rundt.
Jeg har altid set på livet under krigen som forfærdeligt, en periode hvor livet egentlig ikke var værd at leve, og jeg takker Lone Diana Jørgensen for at skrive denne bog, jeg takker hende for at give mig en forståelse for at det ikke var så forfærdeligt som jeg har gået og troet. Jeg vil helt klart anbefale den til skolebrug og som hyggelæsning – uanset hvad, er den utrolig indsigtsfuld.

 

Jeg elsker at Anna stadig tænker på drengeproblemer! Jeg elsker at hun stadig tænker på hvilket tøj hun skal tage på hver dag og på sex. Det viser at krigen ikke overskyggede alt! At en 15-årig pige ikke tænker på om hun snart skal dø, eller krigen generelt, men i stedet går og bøvler med følelser for Johan, og måske den nye mystiske fyr, gør mig utrolig glad. Normalt ville jeg være forfærdet over dette, men fordi vi har læst så meget om krigen i skoletiden samt har fået så mange skrækscenarier, er jeg taknemmelig for det.

 

Selvom jeg har rost denne bog en masse har jeg stadig ‘kun’ givet den 3.5 ud af 5 stjerner. Jeg er glad for den og jeg fortryder i den grad ikke at jeg har læst den. Men jeg kan ikke give den 4 stjerner eller højere da jeg manglede noget som fangede mig. Som gjorde at jeg ikke kunne ligge bogen fra mig, hvilket jeg ikke havde nogle problemer med.
Det er en utrolig interessant bog som jeg priser mig lykkelig over nu er at finde på markedet, men den mangler også et eller andet.

 

Som i måske kan huske delte jeg et par indledende tanker om bogen i starten af maj, i kan finde indlægget her. Jeg snakkede om hvordan omslaget ikke sagde mig noget ved første blik – og nu, ja, det er et af de bedste danske omslag jeg har set længe. Jeg er vild med det vintage-look der omgiver hele bogen så det er klart en vinder hos mig – det tog bare lidt tid at indse det.

 

I ‘ved første blik‘ nævnte jeg også hvordan jeg forventede, og håbede, at Kys ville være en kærlighedshistorie som tilfældigvis finder sted under 2. verdenskrig og jeg er glad for at sige, at jeg fik ret! Selvfølgelig lå det ikke helt i baggrunden, men det var overhovedet ikke det eneste bogen handlede om! Den bedste måde at beskrive bogen på, er egentlig det sidste stykke af resuméet;

 

Kys er en intens fortælling om den første kærlighed. Samtidig er det en indsigtsfuld skildring af levevilkårene i Danmark under 2. Verdenskrig.

 

Når det kommer til dansk ungdomslitteratur har jeg ikke de helt store forventninger, jeg er tit blevet skuffet og læser det derfor ikke så ofte. Kys overraskede mig dog, jeg troede jeg kunne forudse handlingen, hvilket jeg overhovedet ikke kunne.  Jeg elsker at vi ser livet i Danmark under krigen, jeg elsker at jeg kan få et indblik i levevilkårene her i 40’erne og jeg elsker at det ikke er nær så frygteligt som jeg havde troet.

 

Mange tak til forfatteren for at skrive denne bog, og mange tak til Turbine for at sende et eksemplar min vej. I har åbnet mine øjne! 
Kys af Lone Diana Jørgensen. Udgivet af Turbine i maj 2016. Modtaget til anmeldelse fra forlaget. 210 sider. 3.5 ud af 5 stjerner.

 

Skriv et svar

CommentLuv badge