Kort over verden af Catherine Simpson

*denne anmeldelse indeholder milde spoilers som nok godt kan gættes ud fra bagsideteksten uanset. 

Kort over verden bliver kaldt en ‘bevægende og humoristisk chicklitt-roman om at være mor til et barn med autisme’. Da forlaget skrev til mig omkring bogen kunne jeg ikke andet end at sige ja. Autisme fascinerer mig og jeg elsker at læse om det. Jeg har dog aldrig læst om autisme fra en anden synsvinkel – i dette tilfælde en forælder – og det gjorde mig ærlig talt bare mere interesseret. Desværre var bogen, for mig, alt andet end det jeg forventede. På sin vis forstår jeg godt indholdet og de drejninger bogen tager, jeg var bare ikke den største fan af det.

Kort over verden møder vi Sam, en, knap, 12-årig dreng med autisme og Alice, hans mor. En dag tager hans far, Duncan, en mand med hjem fra den lokale pub, Larry Dougal, og annoncerer at han skal bo med dem og til gengæld for kost og logi skal han hjælpe til på gården. Duncan og Alice har haft et langt, men ikke nødvendigvis lykkeligt, ægteskab og Alice går ikke med til arrangementet. Duncan er dog fuldstændig ligeglad og Larry flytter ud i campingvognen.

Alice er den primære fortæller og hovedperson i historien. Hver andet kapitel fortælles fra Alices vinkel og hver andet fra Sams vinkel; hvor Alice har almindelig tekst er Sams skrevet i et chatsprog. Det er sjovt at se dynamikken mellem de to og få et indblik i Sams måde at tænke på. Det er for mig stadig utrolig interessant, at det er moren der er i fokus og ikke drengen med autisme. Selvfølgelig handler bogen i også i stor grad om Sam, men det er snarere morens forhold til Sam, kærlighed til ham og hendes ægteskab.
Duncans forhold til Sam er mildest talt til at græde over. Det er muligvis hans frustrationer i ikke at have et barn som alle andre, som kommer til syne, men det er stadig forfærdeligt. Sam kan ikke lide høje lyde og Duncan råber ofte, og meget, i huset. Han beordrer ham konstant til enten at sige hej, svare eller gøre noget andet. Duncan har ingen idé om hvordan Sam skal håndteres og det er hjerteskærende at være vidne til – specielt fordi han jo har boet med drengen hele hans liv.

Selvom jeg ikke var videre imponeret over bogen, var den hurtigt læst. Da først Larry begynder at tage Sam under sine vinger og få ham ud af sin skal bliver bogen straks nemmere at sluge. Det tager dog også en anden drejning som jeg ikke direkte er glad for, men snarere forstår; Larrys faderlige kærlighed til Sam vækker nogle følelser i Alice og den ene ting leder til den anden.

 


Spoilers

Mit problem er ærlig talt, at alt det jeg har problemer med, det forstår jeg til en vis grad. At hun får følelser for en som snakker ordentligt til hende, fortæller hende at hun er en god mor og at hun har en dejlig dreng. At han direkte får et forhold til Sam på nul komma fem og tager den rolle hos Sam som Duncan aldrig har taget kan man jo umuligt modstå. Jeg var bare ikke fan af Alice i det hele taget. Misforstå mig ikke, hun er en god mor til en dreng ulig andre børn og hun sidder fast i et ægteskab som nok aldrig burde være indgået i første omgang. Men jeg havde svært ved at forlige mig med hende.


 

Jeg ved dog ikke hvem jeg egentlig skal anbefale bogen til; mødre til børn med autisme, mødre generelt? Folk der er interesseret i et andet syn på autisme? For bogen er jo egentlig god nok. Jeg er bare ikke den største tilhænger af historien.

 

Kort over verden af Catherine Simpson. Udgives af Alhambra i dag, d. 20. juni 2017. Modtaget til anmeldelse fra forlaget. Orig. titel; Truestory. Orig. udgivet i 2015. 341 sider. 2 ud af 5 stjerner. 
Køb bogen på bl.a. saxo og plusbog

Skriv et svar

CommentLuv badge