Julekalenderen af Peter A.G. Nielsen

*Reklame* Bogen er modtaget til anmeldelse fra forlaget.

Julekalenderen er en bog jeg har set frem til i længere tid, jeg er nemlig rigtig glad for jul og julebøger er derfor en af mine helt store glæder i livet. Denne julekalender går dog ikke blot fra d. 1. til den 24. december, men helt til nytår d. 31. Der er altså en historie til hver dag i december. Jeg valgte dog at læse bogen før tid for at få en anmeldelse klar inden vi ramte december. December bliver nemlig en hektisk måned for mit vedkommende.

Julekalenderen adskiller sig på andre måder end længden, det er nemlig samtaler forfatteren, Peter A.G. Nielsen, har haft, med forskellige folk fremfor små historier eller dele af en større historie. Som undertitlen lyder, er det altså en vinterbaders notater fra menneskehavet – en undertitel jeg er en smule vild med.

 

Julekalenderen er en samling samtaler. Rørende, opbyggelige, tankevækkende. Der er både træk på smilebåndet og en tåre i øjenkrogen. Mest af alt, den rå virkelighed, som vi alle møder og vender ryggen. Serveret på en måde, så man får lyst til at gå ud og gøre det lidt bedre.

 

Værsgo’ at åbne!

 

Jeg læste den hurtigt den ene aften og jeg nød da samtalerne. Mit problem er dog, at selvom jeg ikke ved hvad jeg havde forventet, er jeg en smule skuffet. Samtalerne er uden tvivl interessante og nogle endda rørende, men meget få hang fast ved mig. Den er, for mig, forglemmelig, og det ønsker jeg ikke at julebøger er. Når planen så også er at man læser en samtale om dagen, fremfor alle i rap, burde de også efterlade et større mærke end de gør. Det er i hvert fald min mening. Den eneste historie som har hægtet sig fast hos mig, sidder dog også fast som uforglemmelig og inspirerende, men jeg havde gerne set at der var mere end én historie ud af 31 som satte sig fast hos mig. Det gør også en anmeldelse umådelig svær at skrive når der ikke efterlades noget af den ene eller anden art, bortset fra et enkelt citat.

 

DU ER DET, DU SER, stod der med store bogstaver.

 

Det viste sig, at han var munk. “Du er det, du holder øje med! Hvis du kun holder øje med trælse ting, bliver du træls af det. Hvis du er bange og holder øje med alt det, der er at være bange for, så får du god grund til at være endnu mere bange. Men ma kan også holde øje med det modsatte, alt det kærlige, venlige og omsorgsfulde…,” sagde munken.

 

“Det gode og det dårlige trives side om side, det kærlige, det modsatte. Det er et spørgsmål om hvor, man retter spotten hen…”

 

Selvom jeg er ret skuffet er Julekalenderen dog præcis det den hævder at være; en julekalender med en samtale, eller historie, til hver dag i december. Jeg synes dog ikke den er interessant eller rørende nok, for mit vedkommende. Når ideen er, at man skal læse bogen i løbet af en hel måned skal historierne, eller samtalerne i dette tilfælde, også være derefter, og det synes jeg ikke de er. Hvorvidt jeg anbefaler den, ved jeg desværre ikke helt.

 

Julekalenderen af Peter A.G. Nielsen. Udgivet af Eksistensen i oktober 2017. Modtaget til anmeldelse fra forlaget. 119 sider. 2 ud af 5 stjerner. 

Skriv et svar

CommentLuv badge