Jeg ved hvorfor fuglen synger i sit bur af Maya Angelou

*Reklame. Anmeldereksemplar fra forlaget.

Jeg ved hvorfor fuglen synger i sit bur er en selvbiografi om Maya Angelous barndom, den begynder da hun er blot et par år gammel og slutter da hun som 16-årig føder sit første barn. Jeg vidste ikke meget om Maya Angelou før jeg læste bogen, hun er uden tvivl en kvinde jeg har hørt meget om gennem tiden, bare ikke noget specifikt og specielt ikke om hendes barndom. Jeg nød selvbiografien omend det tog mig et lille stykke tid at læse de blot 280 sider. Bogen udkom første gang i 1969 og Rosinante har netop udgivet den danske oversættelse 50 år efter. Jeg afslører en smule fra bogen i anmeldelsen her og hvis du vil begynde læsningen uden at vide mere end du gør nu, vil jeg anbefale at man læser anmeldelsen her bagefter – nederst findes dog trigges warnings hvis man vil være forberedt på de mere grove dele af bogen.


“Er det det du vil? Det værste der skal ske, er at du får et nej. Giv den hele armen. Som jeg plejer at sige: ‘Det kan jeg ikke’ og ‘Det er jeg ligeglad med’ – de bor ikke her”



Maya Angelou er en af USA’s mest betydningsfulde borgerrettighedskæmpere, hun var også poet, skuespiller og aktivist.

Maya Angelou er egentlig født Marguerite Ann Johnson i 1928 og har bogen igennem mange forskellige navne, Maya var dog et kælenavn i familien som hendes ét år ældre storebror kaldte hende som spæd da Marguerite var for svært at sige. Jeg nød at læse om Maya og Bailey, storebroderens, forhold. Det minder mig på mange måder om mit forhold til min yngre bror og det var bare utrolig hyggeligt at læse om. De er meget tæt knyttede og med deres alt andet end idylliske barndom var det uden tvivl nødvendigt da den eneste stabilitet de havde egentlig var hinanden. De første år boede de ved forældrene og de blev sidenhen sendt til deres farmor hvor de boede i en rum år indtil deres far hentede dem og satte dem af ved moren. Stedfaderen begik dog overgreb på Maya og de flyttede derfor tilbage til bedstemoderen for nogle år inden de tog tilbage til moderen. Der var uden tvivl meget rejsen frem og tilbage og jeg kan slet ikke komme mig over alt det de to har været udsat for.


Det faktum at voksne amerikanske negerkvinder udvikler en formidabel karakter, bliver ofte betragtet med forbløffelse, mishag og ligefrem aggression. Denne karakter bliver sjældent anerkendt som et uundgåeligt resultat af den kamp de overlevende har vundet. Den fortjener respekt, for ikke at sige begejstret anerkendelse.



Maya Angelous historie var interessant at læse om, særdeles fordi jeg ikke har det store kendskab til hende men gerne vil vide mere om hende. Det tog mig lidt tid at komme ind i historien, men lige pludselig havde jeg vendt sidste side og jeg var ked af at jeg ikke havde lært mere om hende. Som nævnt følger den hendes barndom og ikke hele hendes liv, det er dog stadig i korte træk og der var nedslag som jeg ønskede varede længere men som kun kort blev fortalt om. På mange måder er Jeg ved hvorfor fuglen synger i sit bur en selvbiografi om en kvinde som tilfældigvis var en sort kvinde, snarere end en kommentar på det at være en sort kvinde, det var i hvert fald sådan jeg forstod den så selve kommentarerne på race er mere underliggende end jeg har mødt i andre bøger og det var utrolig interessant. Maya Angelou var uden tvivl en stærk person, selv som barn og ung.


Mor hviskede: “Der kan du se, du behøver ikke at spekulere så meget over om du gør det rigtige. Hvis du vil det rigtige, så gør du det uden at tænke over det.”



Jeg ved hvorfor fuglen synger i sit bur er en bog jeg er umådelig glad for at have læst og en bog jeg absolut anbefaler hvis den falder i ens smag og interesse. Jeg nød den i hvert fald og den er uden tvivl en lettere selvbiografi ift. sprog men ikke nødvendigvis indhold.

Trigger warnings for bogen inkluderer seksuelt overgreb, racisme (selvfølgelig) inkl. snak om lynchning og beskrivelse af et lig.



Jeg ved hvorfor fuglen synger i sit bur af Maya Angelou. Udgivet af Rosinante i maj 2019. Modtaget til anmeldelse fra forlaget. Orig. titel; I Know Why the Caged Bird Sings. Orig. udgivet i 1969. 283 sider. 4 ud af 5 stjerner.

Skriv et svar

CommentLuv badge