Jeg læste de 5 lavest ratede bøger på min Goodreads TBR

*Reklame* Indeholder gaver fra forlagene, disse er markeret.

I 2018 startede jeg lidt forskellige projekter op hvor jeg læste fem bøger baseret på forskellige kriterier. Jeg har haft læst 5 bøger baseret på mit stjernetegn, og af to omgange har jeg læst 5 bøger som andre bloggere har givet 1 stjerne (#1, #2) som begyndte efter at jeg så Sara fra Sara Without an H’s video om de dårligst ratede bøger på goodreads overhovedet. Efter at Kayla fra BooksandLala lavede en lignende video, bare med de lavest ratede bøger på hendes Goodreads TBR tænkte jeg at det var perfekt. Jeg havde et par andre ideer oppe i ærmet også – en enkelt udover denne arbejder jeg stadig på – men denne var for mig sjovere end at læse de dårligst ratede overhovedet, for ligesom bøgerne andre bloggere havde givet 1 stjerne, er det stadig bøger jeg var interesseret i og evt. havde på min bogreol allerede. Denne liste begyndte jeg så småt at læse i september, men efter en meget dårlig start har jeg taget det lidt i bidder så indlægget her har været nogle måneder undervejs.

Jeg har taget dem lidt tilfældigt alt efter hvad der passede i længde, var hjemme fra biblioteket og hvad der passede på udfordringer i læsemaratons. Rækkefølgen her går dog fra lavest ratede til ‘højest’ ratede.



Killing Monica af Candace Bushnell, avg. rating: 2.66, min rating: ★

Killing Monica er en bog jeg har haft lyst til at læse i lang tid. Jeg har, som de fleste andre, set Sex and the City tv-serien men jeg har aldrig haft lyst til at læse hendes bøger. Da Killing Monica udkom røg den dog på min TBR-liste med det samme men jeg har aldrig set mit snit til at få den læst – som så mange andre bøger på listen. Jeg fik dog endelig lånt den hjem fra biblioteket på grund af dette indlæg og jeg ville næsten ønske at jeg ikke havde. Vi følger en forfatter kaldet Pandy/PJ som har skrevet en serie af bøger som er blevet bestsellers og nu er i gang med at blive filmatiseret. Pandy vil også gerne skrive andet end Monica-bøgerne, men det er det eneste folk vil have fra hende og forlaget tillader ikke at hun skriver andet. Hun vil derfor dræbe Monica, så serien bliver nødt til at slutte. Sideløbende bliver hun dog veninder med skuespillerinden som spiller Monica i filmen eller serien og hun får et forhold til en anden skuespiller. Den primære historie er egentlig venskabet mellem Pandy og skuespillerinden og det var forfærdeligt, det var så irriterende at læse om fordi skuespillerinden var modbydelig og manipulerende og Pandy fulgte egentlig bare med. Der er også et “plot-twist” – og ja det er i gåsetegn for jeg ved ikke hvad ideen var – men det kommer så sent i bogen at det er ligegyldigt og resten af bogen bliver forvirrende og intetsigende som følge af det. Jeg havde ikke forventet at det var en fantastisk bog – på grund af listen her og alt hvad jeg har læst om den fra andre, men jeg havde ikke forventet at den var så dårlig som den var.


How to be a Medieval Woman af Margery Kempe, avg. rating: 2.78, min rating: ★

How to be a Medieval Woman er en af de små sorte klassikere fra Penguin, dog en af de nyere, men den var stadig kun lidt over 100 sider lang. Det er også den første bog fra listen her jeg fik læst og den fik mig uden tvivl til at overveje hvad jeg havde gang i med det her eksperiment. Bogen er et lille uddrag fra Margery Kempes autobiografi, som så vidt jeg kan forstå er den første autobiografi nogensinde – dog er den skrevet af andre fordi Kempe var analfabet, så jeg ved ikke helt hvordan den kan være en autobiografi. Den tog mig det meste af en dag at komme igennem fordi den ikke sagde mig noget overhovedet. Margery Kempe var pilgrim i Middelalderen og som siges at have gået imod den gængse ide om feminitet, hun rejste rundt og umiddelbart irriterede alle dem hun var sammen med hvis man skal tro teksten her. Det var en af de mange bøger jeg gav en enkelt stjerne i 2018 og jeg ved vitterligt ikke hvad pointen var med bogen og den sagde mig intet. Den blev også hurtigt givet videre til Bogormen, for der var absolut ingen grund til at beholde den.



**6 af Ronnie Andersen, avg. rating: 2.91, min rating: ★★.5

**6 er en bog jeg har haft på min reol siden Bogforum 2016 – og det samme gælder for Autopilot også – hvor jeg mødte forfatteren til et event og fik tre af hans bøger med hjem fra forlaget. Jeg læste de første par sider af denne i 2018 men den starter ud med at hovedpersonen Charli har sex med sin kæreste hvor faren kommer ind, midt i det hele, og fortæller at hans mor har begået selvmord. Det er en ret eksplicit bog i forhold til sex og deslignende og det er vist noget Ronnie Andersen generelt gør – I forhold til at Charli er sammen med et par piger i løbet af bogen og til sidst falder for en yngre pige, som er for ung i min optik da Charli er en del ældre. Charli er også en kreativ type og så har han en kærlighed til tal – specielt tværsummen af tal. Det var en interessant bog men jeg kunne fint have undværet den.
**var en af de sidste bøger fra listen her som jeg læste, og jeg var faktisk gladere for den end jeg havde forventet. 2.5 er ikke den bedste rating, men når man ser på de andre bøger her er det en fin rating.

**gave fra forlaget


The Woman Who Went to Bed for a Year af Sue Townsend, avg. rating: DNF

Jeg har haft den på min reol siden 2016 hvor jeg købte en lille ordre fra amazon med bøger jeg så frem til at læse. Jeg kunne dog ikke engang komme igennem de første 50 sider (som normalt er mit minimum før jeg må opgive en bog fremfor bare at lægge den fra mig). Eva smutter i seng efter at hendes tvillinger er taget på college og hun kommer ikke ud af den igen (bortset fra bad og toiletbesøg). Det virker dog ikke som om at hun hverken kan lide sine børn eller sin mand, for hun er simpelthen så modbydelig. Der er homofobiske og sexistiske kommentarer og Eva har intet positivt at sige om noget eller nogen overhovedet. Eva og mandens forhold er så anstrengt at det er ubehageligt – hun smider ham ud af sengen og sparker ham med sine højehæle dog i søvne men hun virker ikke synderligt ked af det, han kunne jo bare være blevet i sønnens seng. Brianne, datterens, nye “veninde” tilbyder hende også at lære at være bulimiker for man skal jo være tynd. Det var de første 40 sider og jeg havde virkelig ikke lyst til at udsætte mig selv for mere i den dur. Den eneste fra listen som jeg faktisk opgav, men nok også den længste og muligvis den værste af dem alle.


**Autopilot af Ronnie Andersen, avg. rating: ★★.5

Autopilot har, som nævnt, været på reolen siden Bogforum 2016. Jeg har prøvet at læse hans bøger af flere omgange, men jeg er aldrig kommet videre end et par sider. Denne gang fik jeg dog læst hele bogen og den var ikke som frygtet. Den er ikke på min liste over bedste bøger i 2018, men den er heller ikke sammen med de værste – som to af de ovenstående bøger er. Autopilot følger en ung fyr som bliver ludoman. Bogen begynder hvor han er kommet til skade og vi bliver derefter taget tilbage før ludomanien tog hold og følger udviklingen og hvad der sker op til uheldet. Den var overraskende fængslende og jeg fik læst den i løbet af et par dage i julen. Ludomani er ikke som sådan noget jeg kan sætte mig ind i, da jeg ikke er en som spiller eller selv har været ude i et misbrug, men bogen er inspireret af Ronnie Andersens egne erfaringer og jeg må indrømme at jeg til tider havde det dårligt over mængden og at der ikke var en stopknap for Rufus. Jeg synes faktisk at bogen var god, men den havde nogle grafiske scener som jeg ikke helt kan se bort fra, og så har den ikke som sådan hængt ved efter endt læsning. Igen en interessant bog, men som jeg godt kunne have været foruden.

**gave fra forlaget



Den værste bog var enten How To Be a Medieval Woman eller The Woman Who Went to Bed for a Year. Den ene blev jeg udelukkende færdig med fordi den var kort og den anden havde jeg ikke lyst til at presse mig igennem. Jeg havde virkelig håbet at blive modbevist, for der var virkelig nogle af bøgerne som jeg havde set frem til, men det blev jeg desværre ikke. Måske skal næste projekt være at læse de bøger der har været på listen i længst tid? Eller færdiglæse serier? Nu må vi se. Jeg vil gerne læse bedre bøger i 2019 og indtil videre går det ikke godt med at læse andres dårligst ratede bøger.

2 Replies to “Jeg læste de 5 lavest ratede bøger på min Goodreads TBR”

  1. Puh, det ligner et langt projekt ud fra din rating 😀 ahaha.

  2. Sikke et sjovt projekt – og udfordrende! 😀

Skriv et svar

CommentLuv badge