Jeg er her stadig af Clélie Avit

Forfatteren, Clélie Avit har modtaget Nouveau Talent-prisen. Jeg er her stadig er inspireret af dette citat fra Marcel Pagnol:

 

Alle troede, det var umuligt.Så kom en tåbe, som ikke vidste, det var muligt, og som gjorde det muligt.

 

Det er et smukt citat som beskriver bogen perfekt – uden egentlig at fortælle noget konkret.

Jeg er her stadig handler om Elsa og Thibault. Elsa ligger i koma efter en ulykke og Thibault gør alt hvad han kan for at undgå hans bror, som ligger på en nærliggende stue til Elsa. Historien bliver fortalt fra både Elsas og Thibaults synsvinkel, det er dog ikke svært at skelne mellem de to – hvilket forbløffer mig. Du er ikke i tvivl om hvem af de to som fortæller historien på et givent tidspunkt.
Som forsiden indbyder til, så er det en kærlighedshistorie – og en virkelig god en af slagsen. Jeg læste den i løbet af nogle timer og havde svært ved at lægge den fra mig – den måtte muligvis tvinges fra mig, mere siger jeg ikke.

Ja, jeg blev i første grad fanget af det fine cover, men handlingen overbeviste mig om at jeg skulle læse bogen! Jeg elsker den fine detalje med sommerfuglen på coveret – i den græske mytologi bliver sjælen repræsenteret af en ung kvinde med sommerfuglevinger eller bare en sommerfugl, og det passer meget fint til historien.

Jeg er her stadig begynder således;

 

Jeg fryser. Jeg er sulten. Jeg er bange. Det tror jeg i det mindste.

 

Jeg synes det er en utrolig stærk begyndelse og jeg blev i den grad fanget, allerede fra første linje. Jeg  ved selvfølgelig ikke hvad folk i koma tænker, hvis de altså er ved en form for bevidsthed, men jeg synes dette er et godt bud. Og! Jeg elsker, at det er så basale ting hun tænker. Jeg valgte at tage anden sætning med fordi jeg finder det utrolig interessant. Elsa kan høre og tænke – men hun kan ikke føle  noget, derfor det tror jeg i det mindste.

Jeg tænkte længe over om jeg skulle finde lydbogen af Jeg er her stadig og lytte til Elsas kapitler for derefter at læse Thibaults. Jeg synes stadig det ville være en utrolig oplevelse da man, måske bedre, kan sætte sig i Elsas sted.

Jeg frygtede at historien ville blive plat eller, i værste fald, kedelig, og den var alt andet end det. Vi kommer så tæt på både Elsa og Thibault at det syntes umuligt. Jeg nød at lære dem begge at kende og jeg blev imponeret over Thibaults karakter gang på gang. Han bliver snart gudfar og hans opførsel og væremåde omkring denne nye ‘pligt’ er beundringsværdig. Jeg elskede at læse de scener hvor han er sammen med Clara, hans kommende guddatter. Jeg smilede indtil mine kinder gik i krampe og grinede hjerteligt af hans tankemylder. Det er ikke tit at jeg finder en bog som er så behagelig at læse, men det er Jeg er her stadigBehagelig er det bedste ord jeg kan finde, for jeg synes velbehag er utrolig vigtigt, og det er virkelig det bogen gør. Du befinder dig i en tilstand hvor du bare er utrolig godt tilpas, du skifter mellem at sukke hjerteligt over Elsa og Thibault og le over, ja, Thibault. Man har ikke lyst til at lægge bogen fra sig, for selv om denne fantastiske følelse ikke helt forsvinder, så er det bare ikke nær så godt som at være i historien.
Jeg er selv forbløffet over hvor meget jeg elsker, ja ligefrem elsker, denne bog. Jeg har udskudt at læse den siden december sidste år af frygt for at blive skuffet og den skuffede i hvert fald ikke! Det er nok en af de bedste bøger jeg har læst i år og den fortjener den plads i mit hjerte som den har indtaget. 

Normalt tager jeg mange noter når jeg læser bøger jeg har modtaget til anmeldelse, men jeg kunne ikke få mig selv til det denne gang. Jeg har skrevet en smule de gange hvor jeg har været nødsaget til at lægge den fra mig – for at gøre mundane ting som at bade og lave mad (livet er hårdt, ikke?) – men det var svært at samle mine tanker og følelser til få linjer – for jeg skulle heller ikke være væk fra bogen i for lang tid.
Jeg har stadig svært ved at samle mine tanker og formulere mig så det virkelig kommer frem hvor meget jeg egentlig anbefaler Jeg er her stadig. Jeg håber dog at det efterhånden fremgår af denne anmeldelse at jeg virkelig elsker bogen og ikke kan se nogen grund til ikke at læse den.

 

Jeg er her stadig af Clélie Avit. Udgivet af Lindhardt & Ringhof i oktober 2015. Orig. titel Je Suis Lá. Orig. udgivet i oktober 2015. Modtaget til anmeldelse fra forlaget. 261 sider. Voksen, kærlighedshistorie. 5 ud af 5 stjerner. 

2 kommentarer

  1. […] Jeg er her stadig af Clélie Avit ★★★★★ (anmeldelse) […]

  2. […] jeg i særdeleshed har været glad for; Forbandede kærlighed af Colleen Hoover i new adult genren. Jeg er her stadig af Clélie Avit i voksengenren! What I Know for Sure af Oprah Winfrey i […]

Skriv et svar

CommentLuv badge