Hidden Figures af Margot Lee Shetterly (bog og filmatisering)

*Reklame* Eksemplar modtaget til anmeldelse fra HarperCollins DK

Hidden Figures er en sand historie, som fortæller historien om de afroamerikanske kvinder der hjalp USA med at vinde rumkapløbet. Bogen har endvidere været inspirationen til filmatiseringen Hidden Figures som følger de samme tre kvinder; Dorothy Vaughan, Mary Jackson og Katherine Johnson. I bogen møder vi dog en større skare af personer som vi kommer ind på livet af, hvor filmen har fokus på de 3 førnævnte kvinder. De tre kvinder starter som ‘computere’ hos NASA og som tiden går vinder de indpas hos forskerne, får forfremmelser og udmærker sig ved deres arbejde. De gjorde noget som var næsten umuligt for kvinder – så som afroamerikanske kvinder turde de knap nok drømme om det. I den grad en inspirerende historie.

Jeg bliver desværre nødt til at indrømme, at jeg foretrækker filmen over bogen. Bogen tog mig knap en måned at læse, og med 300 sider kan det simpelthen ikke passe. Jeg kunne læse omkring 30 sider før mine tanker begyndte at flyve og jeg fandt mobilen frem. Der foreligger en meget stor mængde research til historien, og Margot Lee Shetterly har uden tvivl gjort sit arbejde. Problemet er, at sproget ikke er videre fængslende. Den minder mig i større grad om en skolebog end den spændende historie det egentlig er, og jeg faldt desværre ofte i søvn hvis jeg læste den om aftenen. Da det er en sand historie var jeg forberedt på et langsommere tempo og en anden skrivestil, men jeg synes ikke at skrivemåden yder historien retfærdighed. Det er virkelig ærgerligt når det er en historie som er så interessant. Det er en historie vi ikke har hørt før, og så endda en sand én, og så er jeg ikke videre interesseret pg.a. skrivestilen.

De afroamerikanske kvinder i Hidden Figures har oftest en uddannelse som matematiker og en stilling som folkeskolelærer – de burde kunne få bedre jobs, men som afroamerikansk kvinde, er det et af de bedste jobs. De forlod deres jobs for at blive computere hos Langley, til en højere løn, og selvom håbet var der for at stige i graderne, var chancen der ikke rigtig. De skrev rapporter, men fik aldrig deres navn på, de regnede større matematiske udregninger ud, og de fik ikke ligefrem anerkendelse for det. De havde uden tvivl en finger med i spillet, og det havde nok ikke været muligt uden dem, men det tog lang tid før andre fik øjnene op for det. De nåede det dog stadig og enkelte blev forfremmet til forsker eller ingeniør. Det var spændende at se hvordan de vandt indpas i både historien og på arbejdspladsen, hvordan opdelingen mellem racerne blev fjernet på Langley (mest af alt fordi der var for langt på toilettet og deres computere ikke skulle være væk i for lang tid af gangen – men alligevel) og hvordan de afroamerikanske kvinder blot følte, at de gjorde deres arbejde.

Historien er inspirerende, uden tvivl, men det er måden bogen er skrevet på ikke. Jeg anbefaler at man ser filmen før man læser bogen, da det derved er nemmere at holde styr på de mange karakterer. Jeg anbefaler bogen, så længe man er opmærksom på det meget langsomme tempo og skrivestilen.

 

 

Hidden Figures af Margot Lee Shetterly. Udgivet af HarperCollins DK i februar 2017. Modtaget til anmeldelse fra forlaget. Orig. titel; Hidden Figures: The Untold Story of the African American Women Who Helped Win the Space Race. 311 sider. 3 ud af 5 stjerner. 
Køb bogen på bl.a. forlagets egen hjemmeside, saxo og plusbog

Skriv et svar

CommentLuv badge