Harry Potter and the Goblet of Fire af J.K. Rowling

Måneden er efterhånden ovre og det er derfor tid til første indlæg i en ny serie her på bloggen; månedens lydbog.
*Jeg har modtaget et 3 måneders gavekort til Storytel fra siden selv, til gengæld for disse ‘månedens lydbog’ indlæg. Min mening om lydbogen er som altid min egen.

Første lydbog er Harry Potter and the Goblet of Fire (Harry Potter, #4) af J.K. Rowling. Det er ikke første, eller anden, gang jeg læser bogen, men det er første gang jeg lytter til den. Sidste år begyndte jeg at genlæse serien, først i form af de illustrerede udgaver og i 2017 blev det til lydbøger. Det er fantastisk at genopdage historien i forskellige medier, for det er utrolig interessant hvor forskellig oplevelsen egentlig er – selvom det jo i bund og grund er samme historie. Jeg mindes nemlig ikke at jeg nogensinde fik bøgerne læst højt af mine forældre, jeg læste nemlig hele serien selv i sommerferien mellem 6. og 7. klasse. Det var derfor en vidunderlig måde at besøge historien på igen, selvom jeg har læst bogen flere gange og set filmene en håndfuld gange også, var jeg på ingen måde træt af historien.

Historien omhandler Harrys 4. år på Hogwarts. Den er fuld af plottwist og overraskelser og det er helt klart en af de mere dystre af bøgerne – eller snarere begyndelsen på det dystre. Historien beholder stadig magien, og alt vi elsker fra de første 3 bøger, men den ændrer målgruppen en del på grund af både grafiske detaljer og historiens gang i det hele taget. Bogen er fantastisk, tvivl ikke på det, men hvis man anbefaler den til børn skal man være bevidste om deres alder og hvad de kan holde til.

Harry Potter and the Goblet of Fire er min længste lydbog på knap 21 timer. Stephen Fry, som er oplæser, indfanger historien næsten til perfektion – der er desværre nogle gange hvor jeg ikke er helt enig med hans valg af stemme til karaktererne. Jeg har nydt at lytte til lydbogen under transport, mens jeg ordnede pligter og mens jeg har syet. Det er nok første gang jeg har lyttet til en lydbog uden én eneste gang at finde en malebog frem – som var det der fik mig igang med lydbøger tilbage i 2015.

Anbefaler jeg lydbogen? Uden tvivl. Jeg synes at man skal stifte bekendtskab med Harry Potter mindst 1 gang i sit liv, og lydbøger er altså ikke at snyde eller hoppe over hvor gærdet er lavest – det tager nemlig ofte længere tid at lytte til lydbogen end at læse den fysiske bog. Lydbogen her bevarer den oprindelige magi der er ved Harry Potter og genlæsning føles ikke som ‘tidsspild’ med en lydbog da man jo udnytter hvert minut som følge.

 

Harry Potter and the Goblet of Fire (Harry Potter, #4) af J.K. Rowling. Udgivet af Pottermore i januar 2017. Lyttet til på Storytel. 20 timer og 54 minutter. 5 ud af 5 stjerner. 

Skriv et svar

CommentLuv badge