Gustav og raketbroderskabet #1-7 af Frank Madsen og Sussi Bech

Anmeldereksemplarer fra Forlaget Eudor.

Gustav og raketbroderskabet er en længere serie med mellemtrinnet eller børn i alderen 10-12 som målgruppe. Serien omhandler Gustav og hans gruppe af venner som kalder sig selv Raketbroderskabet. Deres plan er at sende et barn fra Grødby ud i verdensrummet men en nat styrter en meteor ned i Grødby og mystiske ting sker. Hver af bøgerne er på omkring 60 sider og fyldt med fine illustrationer. Indtil videre er der udkommet 7 ud af 10 bind og jeg er spændt på at se hvordan historien slutter.

Det virker umiddelbart som en større historie som blot er udgivet i små bind for at gøre det mere overskueligt at læse. Bindene samler nemlig tråden op umiddelbart efter slutningen på det forgangne bind. Hvert af bindene er også forsynet med et kort over Grødby og en oversigt over de forskellige karakterer. De begynder hver især med en logbog, som opsummerer historien op til det pågældende bind. Hvert af bindene slutter også af med forskellige forsøg man kan lave og facts omkring rummet, rumkapløbet eller lignende.

Hvad jeg finder særligt interessant ved serien er emnet, de forskellige facts og de mange forsøg. Jeg ved at de fleste børn i målgruppen synes rummet er spændende – det er i hvert fald min erfaring – og det er derfor perfekt til målgruppen. At der så bliver suppleret med facts og forsøg gør at de kan relatere til det på en anden måde. Jeg er vild med at det bliver trukket ud og virkeliggjort for dem, selvom det uden tvivl er fantasy og science fiction vi har at gøre med her.

Bøgerne er skrevet i et lettilgængeligt sprog som på ingen måde taler ned til børnene. Med facts og forsøg kan jeg også forestille mig ældre børn med læsevanskeligheder gavne af bøgerne. Det er nemlig en god historie som jeg tror mange børn og ‘tweens’ vil finde interessant.

Et problem jeg har med serien er desværre, at der er en del taste- eller stavefejl i de forskellige bind og nogle af tingene giver ikke helt mening. Vi har fx Gustavs lillesøster Astrid som pludselig hedder Stella og så Astrid igen, eller en dansk stil på mellemtrinnet som er for til om lørdagen. Det ødelagde i hvert fald oplevelsen en del for mig, specielt når det sker flere gange. Jeg anbefaler dog stadig serien.

 

Gustav og raketbroderskabet #1-7 af Frank Madsen og Sussi Bech. Udgivet af Forlaget Eudor fra september 2014 til september 2017. Modtaget til anmeldelse fra forlaget. 3 ud af 5 stjerner. 

Skriv et svar

CommentLuv badge